Lagkagehus-direktør stopper med øjeblikkelig virkning

Direktøren i Lagkagehuset stopper af familiemæssige årsager.

Jesper Friis oplyser til DR Nyheder, at hans fratrædelse sker af familiemæssige årsager. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Den administrerende direktør i Lagkagehuset, Jesper Friis, er ikke længere at finde på chefgangen.

Direktøren for den landskendte bagerkæde stopper med øjeblikkelig virkning.

Det skriver Lagkagehuset i en pressemedelelse. Om sin udtræden af virksomheden siger Jesper Friis selv i et skriftligt citat:

- Da jeg trådte ind gennem døren i Lagkagehuset i 2015, var der 35 butikker i Danmark, og nu træder jeg ud ad døren og glæder mig over, at der i dag er 97 butikker i Danmark, 11 i England og tre i USA. I al ydmyghed vil jeg godt erklære mig tilfreds med det, lyder det i pressemeddelelsen.

Jesper Friis oplyser til DR Nyheder, at hans fratrædelse sker af familiemæssige årsager.

Ny chef er brite

Selvom Lagkagehuset har haft stor succces med at åbne nye butikker i Danmark og i udlandet, så har det også kostet penge.

Billedet her er fra Lagkagehuset i Ny Østergade i København. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Ifølge Børsen viste seneste regnskab fra maj i år et underskud på 182 millioner kroner. Kædens samlede gæld var på det tidspunkt på 1,3 milliarder kroner, skriver avisen.

Jesper Friis' job overtages af Jason Cotta, som er brite og bor i London. Den nye chef hos bagerkæden kommer fra en stilling som direktør hos kaffekæden Costa Coffee.

- Jeg glæder mig virkelig til at mødes og samarbejde med ledelsesteamet og de mange engagerede medarbejdere i Lagkagehuset, siger Jason Cotta i en selskabsmeddelelse fra Lagkagehuset.

I marts i år stoppede direktøren for den danske afdeling af Lagkagehuset, John Tønnes.

Facebook
Twitter