Landmænd i tæt samarbejde med LA

Liberal Alliance er i tæt parløb med landbruget og har fået Bæredygtigt Landbrug til at udforme partiets landbrugspolitik. Ekspert er betænkelig.

(Foto: Liberal Alliance © Liberal Alliance)

Liberal Alliance (LA) har indledt et usædvanligt samarbejde med landmændenes protestorganisation, Bæredygtigt Landbrug.

Bæredygtigt Landbrug har hjulpet med Liberal Alliances politik på landbrugsområdet, mens LA's reklamemand og formand for partiets visionsgruppe, Søren Kenner, gratis har udarbejdet et reklamekoncept for landbrugsorganisationen.

Det skriver Jyllands-Posten.

Pengestrømme

- Søren Kenner har arbejdet gratis for os, mod at vi har koordineret mange af vores budskaber, siger direktøren for Bæredygtigt Landbrug, Vagn Lundsteen.

Han fortæller, at der ikke er indgået nogen skriftlig aftale mellem partiet og interesseorganisationen, men at flere af Bæredygtigt Landbrugs medlemmer giver kontante beløb til LA.

'Kreativ bogføring'

Lobbyismeekspert og ekstern lektor på Københavns Universitet Mads Christian Esbensen mener, at sagen er problematisk.

- Det er en højest usædvanlig konstruktion og ligner en form for kreativ bogføring i politik. Det kan umiddelbart se ud som om, at Liberal Alliance indirekte betaler landbrugsorganisationen for at støtte Liberal Alliance politisk, siger han til JP.

Anders Samuelsen erkender over for avisen samarbejdet med Bæredygtigt Landbrug, men ser intet odiøst i det.

Facebook
Twitter