Lars Larsens møbelmareridt: Havnet i klagestorm

Dynekongen Lars Larsen vil også være møbelkonge og udfordre selveste IKEA. I stedet er hans møbelfirmaer Ilva og IDEmøbler røget ud i en gevaldig shitstorm af kundeklager. Det fortæller DR’s forbrugermagasin Kontant.

De seneste måneder har der været rent kaos i møbelbutikkerne Ilva og IDEmøbler. Kunderne venter forgæves i månedsvis på møbler, som de for længst har betalt, og vreden over den manglende levering kommer i den grad til udtryk på butikkernes Facebooksider, hvor en såkaldt shitstorm i er i fuld gang.

- Måske I skulle udsætte alle kampagner, til I kan levere de møbler, I allerede har solgt, skriver Majbrit Thøstrup på Ilvas Facebookside.

- Det ligger uden for min fatteevne, som ellers rækker rimelig langt, at møbler at den størrelse kan "forsvinde" som det bliver udtrykt, skriver Jack Frid på IDEmøblers Facebookside.

Og sådan fortsætter det på butikkernes Facebooksider med hundredvis af sure kommentarer fra utilfredse kunder.

Kunderne bliver dobbelt-skuffede

DR’s forbrugermagasin Kontant har fået William Atak, som ejer SAFEonNET, til at vurdere shitstormen mod de to møbelkæder.

- På en skala fra 1-10 er den her shitstorm til en 11’er, lyder dommen fra William Atak, som hjælper firmaer med at håndtere eksempelvis en shitstorm på nettet.

William Atak mener, at de to møbelfirmaer har håndteret shitstormen særdeles dårligt. De har godt nok besvaret de fleste af klagerne, men da der efterfølgende typisk alligevel ikke sker noget i sagerne, mener eksperten, at kunderne oplever en dobbelt skuffelse:

Først den manglende levering og derefter ringe kundeservice i form af løfter, der ikke holdes.

Lars Larsen, som ejer Jysk og er Danmarks tredje-rigeste mand med en personlig formue på 26 mia. kr., købte i 2013 de to store landsdækkende kæder Ilva og IDEmøbler. Ambitionen var på sigt at udfordre selveste IKEA på verdensplan, men den plan er altså foreløbigt skudt i sænk.

Lars Larsen bør undskylde

Ifølge William Atak bør Lars Larsen undskylde offentligt, hvis shitstormen skal rides bare nogenlunde af.

- Man skal tilbage til at gøre Ilva og IDEmøbler til et sted, hvor man har lyst til at komme og handle. Og det kan man kun gøre ved at tage det største og mest kloge skridt, og det vil være, at Lars Larsen står frem, anbefaler William Atak.

Sådan skulle det dog ikke gå, for Lars Larsen har i stedet sendt sin direktør til at forklare sig i Kontant. Ifølge direktøren skyldes problemerne, at MAN har indført et nyt it-system og flyttet hovedlageret.

- Vi ville have et nyt it-system, fordi vi havde sat os et mål om at levere som Danmarks bedste. Og så virker det helt komisk, at det så er det, som er med til at ødelægge tingene i øjeblikket, siger Michael Christiansen, adm. dir. i IDdesign, som ejer Ilva og IDEmøbler.

Kunder raser i butikkerne

DR’s forbrugermagasin Kontant har besøgt Ilva og IDEmøbler en tilfældig ugedag. De skuffede kunder var ikke svære at finde på vej ind i butikken.

Dietmar Staber har ventet i evigheder på en sofa fra IDEmøbler:

- Jeg er utrolig frustreret over det her. At det tager så lang tid at få leveret en almindelig sovesofa.

En anden kunde har ventet på et bord fra Ilva i månedsvis:

- Jeg har ikke fået nogen service. Jeg har ikke fået at vide, hvornår bordet kommer, siger Oya Sevik.

Direktør beklager behandling af kunder

ID-designs direktør, Michael Christiansen, erkender, at behandlingen af kunderne ikke har været tilfredsstillende.

- Det er en forfærdelig historie, og jeg kan kun beklage, siger han til Kontant og fortsætter:

- Hvis vi virkelig har trådt i spinaten, som vi har gjort over for virkelig mange, så må vi løse det for de kunder, siger han.

Der er stadig rod i butikken

Selvom direktøren for møbelkæderne beklager situationen, kan han ikke svare på, hvornår der er ryddet op i rodebutikken.

- Med den udvikling, vi har været igennem de sidste tre måneder, hvor jeg har troet, at det var i næste uge, og næste uge, så vil jeg ikke give dig et klart svar, det kan jeg simpelthen ikke. Men hvis du spørger mig, om det er om et år eller om det er uger, så er det forhåbentlig få uger, siger Michael Christiansen, adm. dir. i IDdesign.

Se mere om shitstormen mod Ilva og IDEmøbler i Kontant torsdag aften kl. 21.00 på DR1.

Facebook
Twitter