Lars Seier klipper navlestrengen til Saxo Bank: Det er en mærkelig fornemmelse

Den danske rigmand Lars Seier Christensen sælger sin aktieandel i hjertebarnet Saxo Bank. Nu skal han finde ud af, hvad han så skal lave.

Lars Seier Christensen har solgt sin aktiepost på 25,71 procent i Saxo Bank til den kinesiske investeringsfond Geely Group, der også ejer Volvo. (Foto: Sophia Juliane Lydolph © Scanpix)

Gennem 25 år har Lars Seier Christensen stået i spidsen for den danske investeringsbank Saxo Bank.

For halvandet år siden trådte den velhavende samfundsdebattør tilbage som direktør, og nu tager 54-årige Lars Seier Christensen det endeligt skridt ud af banken.

- Det er en mærkelig fornemmelse, når man har brugt 25 år på det. På den anden side er det godt at prøve noget nyt engang i mellem, og jeg valgte jo også at træde tilbage som direktør, så jeg har gået og tygget lidt på det, siger Lars Seier Christensen til DR Nyheder.

Kan åbne Kina

Det er særligt tilbuddet fra kinesiske Geely Group, der har overbevist Lars Seier Christensen om, at tidspunktet er rigtigt til at sælge sin aktiepost på 25,71 procent i banken.

Ud over at Lars Seier indkasserer et kontantbeløb på flere milliarder kroner, så får Saxo Bank en investor, som kan åbne det kinesiske marked for investeringsbanken.

- En del af overvejelsen har været, at den nye aktionær også kan bringe værdi til Kim (Fournais, red.) og dem, som bliver tilbage i banken.

- Geely er en stor kinesisk koncern, som ejer Volvo. De har lavet et turnaround for Volvo og har især været i stand til at åbne markedet til Kina, og de ser samme mulighed her. Vi er ikke rigtigt trådt igennem i Kina, og det tror vi, de kan hjælpe med. Det kan kun blive nogle mere interessante år, fortæller Lars Seier Christensen.

Store eller små projekter

Hvad han selv skal bruge sin tid på, når alle bånd til Saxo Bank sables over, ligger slet ikke fast.

- Jeg bliver nok lidt i samme bane med mine investeringer i forskellige virksomheder. Det kan være, jeg skalerer lidt op og struktrerer dem mere. Men jeg har også tænkt mig at bruge lidt tid på at tygge på, hvad der så skal ske fremadrettet. Om man skulle gå ind i et nyt stort projekt eller holde sig som investor, det har jeg ikke besluttet endnu. Det er rart at have den frihed og tænke lidt over det, siger han.

Administrerende direktør og medejer af Saxo Bank, Kim Fournais, vurderer i en pressemeddelelse, at Geely Group styrker Saxo Bank.

- Med Geely Group som partner har vi et endnu stærkere fundament for at kapitalisere på de mange globale muligheder og ikke mindst de kinesiske og asiatiske vækstmarkeder, siger han.