Lave renter fortsætter: Vi har kurs mod utopiske 1 procent

Intet tyder på, at udviklingen med de lave renter vil stoppe inden sommerferien.

Udviklingen med de lave renter vil fortsætte et stykke tid endnu, mener eksperterne. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

En ny uge og en ny renterekord. Samtidig er der ingen tegn i sol, måne og stjerner på, at udviklingen stopper i næste uge.

Det betyder, at markedet for boliglån teoretisk kan være på vej mod den næste store, hvide elefant i form af et rekord-sættende 1-procents lån, siger eksperterne.

- De danske realkreditobligationer er set med internationale briller attraktive og et guldrandet papir. Der er kunder til produktet, og derfor vil det fortsætte. Faktorerne tyder på, at det ikke er en udvikling, der stopper i morgen. Som økonom rækker min fantasi til et 30-årigt lån på 1 procent, men så heller ikke meget længere, siger Curt Liliegreen, projektdirektør i Boligøkonomisk Videncenter.

To uger med rekorder

Sidste uge var det de fastforrentede realkreditlån med en løbetid på 30 år, der slog rekord med en rente på 1,5 procent og 10 års afdragsfrihed.

Onsdag var det et 10-årigt boliglån, der skabte et nybrud med en rente på et stort, rundt nul.

Baggrunden for det er, at vi lever i et samfund med lav inflation samtidig med, at væksten er lav. Tilsammen giver det lave renter. Og intet tyder på, at det ændrer sig foreløbig, forklarer økonom og projektdirektør Curt Liliegreen.

- Inflationen er lav af flere årsager. Vi har store, finansielle institutioner, der holder øje med økonomien, stabile samarbejder mellem landene som for eksempel EU og så stilles der krav til landenes økonomier. Der er mange sammenflettede årsager til, at inflationen er bragt ned, siger Curt Liliegreen.

- Samtidig er væksten ikke voldsom, selv om man taler om, at vi er i et opsving. Når der ikke er gang i hjulene, så er inflationen samtidig lav. På det seneste er der kommet en række prognoser, der peger på lavere vækst. Blandt andet verdens største økonomi, USA, der har udsigt til et fald i væksten. Når væksten falder, så reagerer centralbanken og bremser stigende renter. Det reagerer markedet på - også i Danmark, lyder forklaringen.

Banker tror lave renter fortsætter - lidt endnu

Hos Nordea har chefanalytiker og boligøkonom Lise Nytoft Bergmann svært ved at forestille sig, at boligmarkedet kommer til at opleve, at de lange realkreditlån slår den nuværende rekord på 1,5 procent. Men det betyder ikke, at det er umuligt.

- Renten har været faldende siden finanskrisen. Intet tilsiger, at udviklingen skulle vende, og renten begynde at stige i den nærmeste fremtid. På den anden side er der heller ikke noget, der tyder på, at markedet forventer at se 30-årige realkreditlån til 1 procent i nærmeste fremtid. Men historien har vist, at det kan lade sig gøre og at det, vi anser som umuligt, måske bare er urealistisk, siger Lise Nytoft Bergmann.

Bank: Tror ikke på 1 procent

Analysen er den samme hos Arbejdernes Landsbank.

- Vi tror ikke på, der kommer større stigninger i løbet af de næste 12 måneder. Det der holder renterne nede, vil også være der i fremtiden. Samtidig er der en række politiske faktorer, der skaber usikkerhed. Som f.eks. brexit, handelskrig, gule veste plus en skuffende vækst i euroområdet. Der er ingen grund til, at centralbankerne skal gribe ind og hæve renterne, siger cheføkonom Signe Roed-Frederiksen, der på den anden side mener, at renterne nu har nået bunden.

- Jeg tror ikke på, at man vil se et 30-årigt lån på 1 procent. Vores holdning er, at renten nu har nået bunden, fordi det tyder på, at vi kommer til at se bedre tendenser for den europæiske økonomi efter sommerferien, siger Signe Roed-Frederiksen.

Facebook
Twitter