Ledigheden fortsatte med at falde i det nye år

Bruttoledigheden udgjorde i januar 111.200 fuldtidspersoner. Integrationsydelsesmodtagere bidrager til faldet.

For sjette måned i træk er bruttoledigheden i snit faldet med 1.800 personer. Fra december til januar står 2.000 færre uden arbejde, viser tal fra Danmarks Statistik.

I samme periode er beskæftigelsen steget med omkring 4.000 personer om måneden. Det betyder, at ledighedsprocenten falder et nøk og nu udgør 4,1 procent.

- Omtrent halvdelen af de personer kommer altså fra ledighedskøen, mens den anden halvdel er en stigning i arbejdsstyrken via blandt andet arbejdskraft fra udlandet, lyder det fra Niels Rønholt, cheføkonom i Jyske Bank.

- Man kan sige, at beskæftigelsen stiger med fuld fart, mens ledigheden falder med halv fart. Det er ganske fint. Det forlænger løbetiden på opsvinget, mener han.

Og selv om ledigheden nu nærmer sig den hidtidige bundrekord siden finanskrisen, der blev sat i sommeren 2016, er Nykredits cheføkonom, Tore Stramer, ikke bekymret.

Han hæfter sig ved, at beskæftigelsen er steget med knap 50.000 personer det seneste år i en periode, hvor ledigheden kun er faldet med 3.000.

- Der er kort og godt ikke tegn på en bred mangel på arbejdskraft, der kan sende dansk økonomi ud i en akut overophedning, skriver han i en kommentar.

Ifølge Danmarks Statistik bidrager især personer på integrationsydelse til faldet.

Ny praksis betød i 2016, at flere blev erklæret jobparate, og det førte først til en stigning i ledigheden. Den er ved at fortone sig, fordi flere fra denne gruppe kommer i arbejde.

/ritzau/

Facebook
Twitter