Lego nedlægger op mod 600 stillinger i Danmark

Lego sælger færre klodser og mister omsætning, viser halvårsregnskabet.

- Vi er kede at lave forandringer, som berører livet for mange af vores kolleger, udtaler Legos bestyrelsesformand, Jørgen Vig Knudstorp. (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Lego skal fyre 1.400 ansatte verden over, fordi det går sløjt med at sælge klodser og andet legetøj.

Nedskæringerne vil ramme mellem 500 og 600 stillinger i Danmark, hvor selskabet har 4.500 ansatte.

Det oplyser selskabet i forbindelse med offentliggørelsen af halvårsregnskabet i dag, som dokumenterer en tilbagegang i omsætningen på fem procent i første halvår af 2017 sammenlignet med første halvår 2016.

- Vi er skuffede over den faldende omsætning i vores etablerede markeder og har igangsat initiativer for at håndtere situationen, udtaler bestyrelsesformanden for Lego, Jørgen Vig Knudstorp.

- Vi arbejder tæt sammen med vores partnere og er overbeviste om, at vi på længere sigt har potentialet til at nå endnu flere børn i vores veletablerede markeder i Europa og USA. Vi ser også store vækstmuligheder i voksende markeder, såsom Kina, tilføjer han.

Lego: Vi er kede af det

Lego vil nu genstarte virksomheden og forsøge at bygge en mindre kompleks organisation op.

Det betyder blandt andet, at Lego vil reducere antallet af ansatte rundt om i verden med otte procent. Det vil påvirke 1.400 stillinger verden over - de fleste inden udgangen 2017.

I øjeblikket har Lego omkring 18.200 ansatte.

- Vi er meget kede af at skulle lave ændringer, der kan påvirke mange af vore medarbejderes liv. Alle Lego-kolleger er utroligt passionerede i deres arbejde hver eneste dag, og det er vi dybt taknemmelige for. Desværre er det bydende nødvendigt for os at træffe disse svære beslutninger, siger Jørgen Vig Knudstorp.

De berørte medarbejdere vil få tilbudt fratrædelsesvilkår, der afspejler deres tid i virksomheden, oplyser virksomheden.

I første halvår af 2017 havde Lego succes med at sælge Lego City, Lego Friends, Lego Duplo og Lego Technic, og Lego fortæller samtidig, at produkterne fra Lego Batman-filmen også blev godt modtaget af forbrugerne.

Facebook
Twitter