Lego sender 650 millioner kroner til børn i konfliktområder

Danmarks rigeste familie åbner pengetanken til fordel for udsatte rohingya-børn og syriske flygtningebørn.

Ifølge FN er Cox's Bazar i Bangladesh verdens største flygtningelejr med omkring en million mennesker. Red Barnet anslår, at omkring halvdelen af dem er børn. (Foto: MOHAMMAD PONIR HOSSAIN © Scanpix)

Nogle af verdens mest udsatte børn får nu glæde af en stor donation på 100 millioner dollars, svarende til mere end 650 millioner kroner, fra Lego Fonden.

Pengene skal bruges på at støtte et projekt med fokus på leg og læring hos børn, der er flygtet fra krigen i Syrien og Rohingya-forfølgelserne i Myanmar.

- Det er vigtigt, at de her børn får lov til at udvikle sig for at have en chance for at klare sig i fremtiden, når de kommer ud af den tragiske situation, de befinder sig i, siger Lego Fondens formand Thomas Kirk Kristiansen.

Helt konkret går donationen, der stammer fra overskud i Lego-koncernen, over en femårig periode til Sesame Workshop, velgørenhedsgrenen af den populære amerikanske tv-serie for børn, der på dansk hedder Sesamgade.

Pengene fra Lego skal være med til støtte et netværk af legestuer, der drives af partnerorganisationerne BRAC og IRC i Cox's Bazar-området i Bangladesh og i nærområderne omkring Syrien.

Lego-klodser indgår ikke i donationen, fortæller Thomas Kirk Kristiansen.

- Det handler om at klæde forældre og omsorgspersoner på til at forstå, at leg med børn gør en positiv forskel midt i al den usikkerhed og elendighed, de befinder sig i.

Traumer bearbejdes gennem leg

Thomas Kirk Kristiansen, der er fjerde generation i Lego-familien, fortæller, at han selv har været en tur i Bangladesh med sin hustru og datter.

Her fik familien en fornemmelse af, hvor stor en forskel, legestuerne kan gøre for flygtningebørnene, der har oplevet rædselsvækkende overgreb på vej til nabolandet.

- Der er en meget stor kontrast mellem den verden, de befinder sig i, og så de her farvestrålende legestuer, hvor vi mødte børn med glade ansigter. Det var en stærk oplevelse, siger han.

Hos Folkekirkens Nødhjælp er generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen glad for, at Lego-familien nu sender en del af overskuddet i retning af børn fra to af de senere års største humanitære katastrofer.

I flygtningelejrene er der nemlig stor mangel på både legestuer og på materialer, som børnene kan bruge til at bearbejde deres oplevelser, fortæller hun.

- Det er så vigtigt for de her børn, at de kan få et frirum til at være børn, hvor man også kan arbejde med deres traumer. Men rigtig mange får ikke adgang til de her børnehaver og legestuer, fordi der ganske enkelt ikke er plads.

Forsker: Lego er med på trenden

Lego Fonden blev stiftet i 1986 og støtter projekter, der fokuserer på tidlig barndom, uddannelse og samfund.

Med donationen på de 650 millioner kroner til børn i to af verdens brændpunkter er der lagt op til, at det humanitære område fremover skal spille en større rolle for fonden.

Ifølge seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Lars Engberg-Pedersen er Lego Fondens nye globale udsyn en del af en trend.

- Det er helt i overensstemmelse med en udvikling, hvor en lang række rigmænd og store fonde er begyndt at interessere sig mere for udviklingsarbejde i fattige lande, fortæller han.

Donationen falder også i tråd med FN’s Verdensmål, som virksomhederne fremover i højere grad skal være med til at opnå.

- Der er international bevågenhed omkring, at erhvervslivet i stigende grad skal vise interesse for at få løse verdens udfordringer både lokalt i de her lande, men også globalt, siger han.

Facebook
Twitter