Legos chef vil stoppe dårligt legetøj

Den nye europæiske formand for legetøjsbranchen, Lego-direktør Christian Iversen, håber, at et nyt legetøjsdirektiv kan stoppe tilstrømning af dårligt østasiatisk legetøj.

Legetøjsdirektivet vil indeholde skærpede regler for "sikkert legetøj". (Foto: Rasmus Kahlen © DR)

Den europæiske legetøjsindustri, Toy Industries of Europe, har store forventninger til EU's nye legetøjsdirektiv.

De håber, at det kan være med til at bremse for ukontrolleret import af blandt andet kinesisk legetøj, der er farligt og ikke lever op til de nutidige standarder og kvalitetskrav.

Legos koncerndirektør Christian Iversen er ny formand for Toy Industries of Europe, og han siger, at den største udfordring for den europæiske legetøjsindustri nu er at dæmme op for produkter af dårlig kvalitet.

- Vi skal til enhver tid leve op til forældrenes tillid, når de køber legetøj til deres børn. Ellers undergraver vi hele industriens ry, siger Christian Iversen til Ritzau.

Giftigt legtøj

Derfor hilser han det kommende legetøjsdirektiv velkommen - ikke mindst efter sidste års tilbagekaldelser af hundredtusinder af stykker giftigt eller defekt legetøj.

- Det er nødvendigt med en opdatering af reglerne, og vi skal sikre os, at reglerne bliver håndhævet i det nye direktiv, siger Christian Iversen.

Legetøjsdirektivet vil indeholde skærpede regler for "sikkert legetøj", og producenterne vil blive stillet over for omkostningskrævende regler for test og dokumentation for legetøjets kvalitet.

Også regler for hvilke kemikalier produkterne må indeholde vil indgå.

Direktivet ventes færdig inden årets udgang formentlig sådan, at industrien får en fem års periode til indordne sig efter reglerne.

Facebook
Twitter