Leonte fik en 50’er i timen: Nu får han og kollegaerne ni millioner efter snyd på metroen

Danmarks største sag om kædeansvar på et stort byggeri, sikrer metroarbejdere stor efterbetaling.

Leonte Scripa får efterbetalt 125.000 kroner efter skat i en sag om lønsnyd på metrobyggeriet. (© DR Nyheder)

Leonte Scripa smiler stort.

Om lidt skal han ringe hjem til sin hustru i Rumænien og fortælle, at han lige har fået efterbetalt 125.000 kroner efter skat.

- For at være ærlig, så havde vi ikke ventet at få noget, vi havde regnet med en stor skuffelse, fortæller han.

Det er over fire år siden, Leonte Scripa og hans kollegaer blev snydt af det portugisiske firma Cinterex, mens de arbejdede på byggeriet af Metro Cityringen i København.

- Selvom vi har skrevet under på en dansk kontrakt, fik vi stadigvæk kun seks euro i timen.

Men straks Cinterex blev afsløret i at underbetale sine ansatte, lod de firmaets danske afdeling gå konkurs.

Og nu – fire år senere - har den italienske hovedentreprenør, Copenhagen Metro Team, sagt ja til at betale 9,6 millioner kroner til de 45 tidligere ansatte i Cinterex, der tog til Danmark fra Rumænien, Portugal og Guinea-Bissau for at arbejde. Det fremgår af en aftale, som hovedentreprenøren og fagforeningen 3F har skrevet under på.

- Det er noget arbejde, jeg har udført, men som jeg ikke fik penge for. Så det er mine penge. Jeg har ikke ord for det, jeg er så glad, siger Leonte Scripa.

Kædeansvar

Cinterex blev dømt for lønsnyd ved en faglig voldgift, men konkursboet var tomt. I stedet har metroarbejdernes fagforening 3F krævet, at hovedentreprenøren påtager sig et såkaldt kædeansvar.

Og det er den aftale, der nu er faldet på plads, og som har udløst efterbetalingerne fra italienske Copenhagen Metro Team.

Det er jo rigtig mange penge, hvorfor har I dækket regningen for lønsnyd hos en af jeres underentreprenører? - Vi er her for at projektet kan blive færdigt til tiden, og mens vi er her, skal der være gode løn og arbejdsvilkår for alle på projektet, siger Sigurd Nissen-Petersen, underdirektør i Copenhagen Metro Team.

Falske lønsedler

Sagen mod Cinterex er den første af en række store sager om underbetaling på metroen, som 3F har ført.

- Der blev lavet falske lønsedler, som viser 37 timer om ugen med mindsteløn, pension og feriepenge. Men så har de alligevel fået 5-7 euro netto i timen i hånden, fortæller Silas Grage, faglig sekretær i 3F Bygge, Jord og Miljø i København.

Da Cinterex blev afsløret, reagerede bygherren Metroselskabet og Copenhagen Metro Team med at smide firmaet ud af metrobyggeriet. Men i en pressemeddelelse udstedte de en garanti: De skulle nok sikre, at de ansatte fik deres løn, også selvom Cinterex lukkede ned i Danmark og efterlod regningen.

Principiel sag

Dermed er sagen den største sag om såkaldt kædeansvar, hvor en hovedentreprenør er nødt til at betale for lønsnyd hos en underentreprenører. Det forklarer Jens Arnholtz, der er lektor ved Københavns Universitet og har fulgt sagen løbende.

- Det spiller en stor rolle, at det er et offentligt projekt, fordi man føler sig forpligtet på at sikre, at de ansatte får den løn, de har krav på, og ikke bare lader det forsvinde, fordi en virksomhed går konkurs, siger Jens Arnholtz.

3F kalder selv sagen for historisk, fordi det er første gang, de er lykkes med en sag om kædeansvar.

- Kædeansvaret har gjort, at vi har kunnet gå til hovedentreprenøren og sige, så må I altså hæfte for de penge, som de penge folk er blevet snydt for, siger Silas Grage.

Flere indfører kædeansvar

Det portugisiske firma Cinterex vil ikke kommentere sagen.

(© DR Nyheder)

Ifølge Jens Arnholtz fra Københavns Universitet har denne sag og de andre store sager om lønsnyd på metroen betydet, at mange offentlige byggerier siden har indført princippet om kædeansvar i deres kontrakter.

- Flere og flere offentlige og private bygherrer begynder at skrive kædeansvar ind i deres kontrakter. De vil sikre sig, at der ikke pludselig kommer en eller anden sag, hvor nogle arbejdstagere ikke får den løn, de skulle have, fordi en underentreprenør er gået konkurs, forklarer Jens Arnholtz.

Mange af de tidligere ansatte i Cinterex er siden rejst til deres hjemland. Men 3F forsikrer, at de er i stand til at udbetale alle pengene.

Kan du garantere, at alle pengene kommer ud til dem der er blevet snydt, og der ikke er nogen der havner her i fagforeningen? - Ja, det kan jeg. Vi har knap 50 medlemmer (fra Cineterex, red.) her i fagforeningen, som dækker stort et alle dem der var ansat, dengang der blev svindlet, og der er sat navn på alle 9,6 millioner, siger faglig sekretær Silas Grage.

Nu skal huset renoveres

Til næste sommer skal byggeriet af Metro Cityringen være færdig og togene begynde at køre med passagerer.

Den italienske hovedentreprenør afviser, at det har været en bevidst strategi, at mange underentreprenører har underbetalt sine ansatte.

Hvorfor har vi set alle de her sager om underbetaling på jeres byggeri? - Jeg tror, der har været nogle udfordringer for mange af de udenlandske virksomheder, som er kommet til Danmark for første gang. Der er mange kutymer og skrevne og uskrevne regler, som ikke er nemme at tyde, forklarer Sigurd Nissen-Petersen.

Leonte Scripa vil nu bruge pengene på at renovere sit hus hjemme i Jud Botosani i Rumænien, hvor han bor med sin hustru og deres tre børn.

- Med så mange penge kan man gøre underværker.

Metro Cityringen skal være klar til åbning sommeren 2019. (© DR Nyheder)
Facebook
Twitter