Liste: Disse statslige selskaber kan også være på salgslisten

Salget af Radius er sat på pause, men privatiseringer af statslige selskaber kan fortsætte, vurderer ekspert.

Den del af Danske Spil, der sælger Oddset, kunne være et godt bud på et statsligt frasalg. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Dong, Tele Danmark, Københavns Lufthavne, Statens Bilinspektion. Listen over statslige virksomheder, der er blevet helt eller delvist solgt gennem årene, er lang - og i fremtiden kan den blive endnu længere, vurderer professor Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet

Selv om der i øjeblikket er politisk diskussion om vilkårene for salget af eldistributionsvirksomheden Radius, vil det ikke sætte en stopper for flere frasalg i længden, mener professoren, der er en af landets førende eksperter i privatisering og udlicitering.

DR Nyheder har derfor bedt ham om at give et bud på, hvilke statslige virksomheder, der kan være på vej på private hænder de kommende år.

1

Danske Spil

Arkivfoto. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

En af de salgsmodne kandidater er Danske Spils to selskaber, som blandt andet står bag Lotto og Oddset. Logikken for at det offentlige skal eje Danske Spil har ændret sig i forhold til gamle dage, hvor staten havde monopol på spil.

- Før i tiden gav det fantastisk god mening, men nu er der kommet private virksomheder på spillemarkedet, og det har fået Danske Spil til langt hen ad vejen at markedsføre sig på samme måde som de kommercielle. Dermed er det svært at få øje på en årsag til at have Danske Spil på offentlige hænder længere, siger Per Nikolaj Bukh.

Det spiller også ind, at Danske Spil har en omsætning og markedsandel, der gør selskabet mange penge værd. Samtidig er selskabet allerede blevet delt i to. Den ene del, Danske Licens Spil, opererer på helt almindelige markedsvilkår og vil derfor være let at sælge fra. Alt i alt kan det blive fristende for politikerne at sælge inden for en kort årrække.

2

Klasselotteriet

Klasselotteriet på Rådhuspladsen, København. (Foto: JENS NØRGAARD LARSEN/SCANPIX NORDFOTO 2003) (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Ud fra fuldstændig samme logik som Danske Spil kunne staten vælge at sælge Det Danske Klasselotteri.

Det traditionsrige lotteri har været på statslige hænder siden 1771, men med liberaliseringen af hele spillemarkedet er det reduceret til en lille spiller. Lotteriets omsætning i 2017 var på cirka 200 millioner, Danske Spil omsatte samme år for over fire milliarder.

- Det vil være naturligt at overveje at sælge lotteriet også, men spørgsmålet er, om det er det politiske besvær værd, for der vil være relativt få penge at hente ved et eventuelt salg her, siger Per Nikolaj Bukh.

3

TV2

Arkivfoto. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

En hel eller delvis privatisering af TV2 var det eneste konkrete frasalg, som regeringen havde som mål i regeringsgrundlaget, da den tiltrådte i 2016.

Salget strandede dog i forbindelse med medieforhandlingerne i sommeren 2018, da Dansk Folkeparti satte hælene i.

- Det er svært at finde argumentet for at have to store, statsejede nyhedsformidlere, og TV2 skal i forvejen operere på markedsvilkår. Så det handler mest om de politiske forhandlinger i forligskredsen. Men jeg er ikke i tvivl om, at det kommer ind i på bordet igen, siger Per Nikolaj Bukh.

Han hæfter sig samtidig ved, at der var interesserede købere, der meldte sig på banen sidste år.

4

Postnord

Postnord ved hovedpostkontoret i Aalborg. Lastbiler med Postnord logo i blåt (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det fælles dansk-svenske postselskab kan ifølge Per Nikolaj Bukh godt ende med at blive solgt om en årrække.

Men det giver ikke mening lige nu, for Postnord har i en årrække været i økonomisk krise, fordi folk sender færre breve, og man er endnu ikke færdig med at få forretningen på benene igen.

- Et selskab, som står midt i en risikabel genopretningsstrategi, er bare langt mindre værd end et selskab, som er driftssikkert. Et selskab, som har et lovende marked foran sig, er mere værd end et selskab, som har en meget usikker fremtid. Derfor vil det simpelthen være meget svært at sælge Postnord lige nu, siger Per Nikolaj Bukh.

5

SAS

Arkivfoto. (Foto: Ints Kalnins © Scanpix)

Et af de selskaber, der ofte nævnes som et muligt salgsemne, er flyselskabet SAS. Den norske regering solgte sin andel sidste år, og Danmarks og Sveriges aktieposter rækker nu ikke længere til et flertal.

Men før et salg af Danmarks 14 procent af SAS-aktierne kan komme på tale, skal der være flere ting på plads. Blandt andet vil det betyde noget, om Sverige også vil sælge.

- Danmarks andel alene er for lille til at få en god pris. Men hvis Sverige sælger samtidig, kan en køber formentlig lykkes med at få langt over 50 procent af aktierne, og det giver mulighed for at bestemme virksomhedens retning. Det er noget, der vil hæve prisen, siger Per Nikolaj Bukh.

Men der skal også en god portion politisk mod til, for uden statslige aktier vil det være sværere at holde SAS-arbejdspladser og flyafgange i Danmark, og samtidig vil befolkningen hurtigt mærke det, hvis der kommer serviceforringelser.

- Du får nogle ideologiske point, men der er også en politisk risiko ved at salg. Prøv at forestille dig at være et større, regeringsbærende parti, hvis det bliver en katastrofe for flytrafikken for Danmark. Det kan man blive mindet om tre valgkampe frem, siger Per Nikolaj Bukh.

6

DSB (drift)

Arkivfoto. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Når man taler store statslige selskaber, kan man ikke komme uden om DSB. Selve hovedselskabet bliver næppe solgt, men alligevel sker der noget de kommende år.

- Hvis DSB skal levere kollektiv trafik på rimelig lige vilkår i hele landet, er det svært overhovedet at blive en lønsom forretning. Så det vil ikke give mening at sælge som en samlet klump. Men der er dele af trafikken, der sagtens kan overtages af private, siger Per Nikolaj Bukh.

I praksis kan store dele af DSB’s aktiviteter komme på private hænder. Det er der allerede lagt op til med den nylige aftale om at udlicitere driften af S-tog i hovedstadsområdet.

Samtidig er det muligt at lave nye selskabskonstruktioner, der kan gøre det attraktivt for private at overtage flere af DSB’s opgaver. Hvis de private for eksempel kan slippe for at komme med deres egne tog og nøjes med at byde på driften, vil flere være interesserede.

7

En masse, der ikke er selskaber

Arkivfoto. (Foto: CASPER CHRISTOFFERSEN)

Endelig må man huske på, at en masse offentlige opgaver sagtens kan komme på private hænder, helt uden at der sælges et selskab.

- Når vi tænker på privatisering, er det ofte salget af Dong og lignende, der kommer på nethinden. Men det største skift til private virksomheder sker jo ved, at stat, regioner og kommuner udliciterer opgaver og køber private ydelser hos for eksempel ældrepleje, botilbud eller privathospitaler, siger Per Nikolaj Bukh.