Livsfarligt eller en god investering? Én bitcoin koster nu 170.000 kroner

Sætter rekord på rekord, og verdens bitcoins er nu samlet set omkring tre billioner kroner værd.

Prisen for bitcoins slår nærmest sin egen rekord på daglig basis og er på et rekordhøjt niveau. (Foto: OZAN KOSE © Scanpix)

Langt de færreste kendte nok til kryptovalutaen bitcoin tilbage i 2009, da den kom på markedet.

Men hvis du var en af de heldige og dygtige, der allerede dengang havde set lyset i den internetbaserede valuta - og du vel at mærke ikke har scoret gevinsten endnu - så taler alt for, at du den dag i dag er aldeles velhavende.

Et år efter at den kom på markedet, kostede bitcoinen under 0,01 dollars - altså cirka seks øre. Ti år senere er prisen en helt, helt anden.

I går morges ramte den nemlig for første gang en pris på over 28.000 dollars - cirka 170.000 kroner, skriver coindesk.com, hvor det også lyder, at værdien af alle verdens bitcoins samlet set har rundet 500 milliarder dollars - tre billioner danske kroner.

Det sker, efter at bitcoinen er steget massivt i 2020 under coronakrisen og har femdoblet sin værdi siden midten af marts, hvor den faldt kraftigt over få dage lige som det resterende verdensmarked.

Det er en stigning, som ethvert andet internationalt finansmarked kun kan drømme om.

Med andre ord: Hvis du havde investeret bare en bøjet ti-krone og købt i alt 160 bitcoins i 2010, så ville du i dag være god for cirka 27,2 millioner danske kroner, hvis du solgte i går.

Nationalbanken: Det er livsfarligt

Bitcoins handles via et peer-to-peer-system, hvilket vil sige, at brugere kan handle med hinanden uden mellemled som pengeinstitutter eller centralbanker.

Det betyder også, at bitcoins ud over at være et investeringsobjekt også bliver brugt til mere lyssky ting på nettet som narkohandel, afpresning og køb af våben.

Udviklingen tog for alvor fart i 2017, hvor priserne gik på himmelflugt, og nåede 17. december det år sit hidtil højeste niveau på lige under 20.000 dollars.

Stigningen i bitcoinkursen var heller ikke gået ubemærket hen hos en af de helt tunge drenge i den danske finansektor, der kort forinden havde advaret kraftigt mod kryptovalutaen.

- Man skal holde sig væk. Det er livsfarligt. Det er jo en effektiv måde at spille på. Så hvis man ikke kan lide kasinoer, så har man fået et godt alternativ, sagde nationalbankdirektør Lars Rohde til DR, oven på at bitcoinen var steget 2.000 procent på et år.

Lars Rohde skulle vise sig at få ret i, at det kan være særdeles risikabelt at jonglere med bitcoins.

Knap et år senere var en bitcoin 80 procent mindre værd, og 26. november 2018 var den faldet til cirka 3.500 dollars, efter at de forskellige landes myndigheder havde varslet mere regulering af kryptovalutaer.

- Jeg har ondt af dem, der har købt de Ponzi-lignende lotterisedler kaldet bitcoin, men som økonom trøstes jeg ved, at bitcoin nu falder som en sten. Og tro mig, den har meget længere at falde, lød analysen dengang fra Erik Nielsen, cheføkonom hos UniCredit.

Et luftkastel eller en guldkalv?

Erik Nielsens ord skulle dog vise sig at være en sandhed med modifikationer. Bitcoinen faldt nemlig aldrig, og selv om den historisk set tager nogle gevaldige rutsjeture, har den på intet tidspunkt siden hen været nede på samme lave niveau.

Og særligt siden midten af marts i år, hvor kursen var på cirka 5.500 dollars, er den bare steget og steget og sætter nu nærmest kursrekord hver eneste dag.

Men betyder det så, at man skal slå til nu, inden kursen stiger endnu mere, eller skal man forvente, at bitcoinen tager en ny rutsjetur nedad?

Ifølge forfatteren til bogen 'The Crypto Trader', Glen Goodman, skal man i hvert fald tænke sig godt om, inden man investerer i kryptoguldet.

- Jeg er optimistisk på de lange udsigter for bitcoin, men jeg må minde om, at vi for fire år siden havde en meget lignende situation, hvor bitcoin slog rekord. Blot to uger efter styrtede prisen ned med mere end en tredjedel, sagde han til Business Insider, da prisen for én bitcoin for første gang oversteg 20.000 dollars 17. november i år.

Er du i tvivl om, hvad en bitcoin er? Så bliv klogere her:

Men hvorfor er det lige nu, at bitcoinen slår rekord efter rekord?

Det forsøger hjemmesiden daytrader.dk at give svaret på i en analyse, de kalder: '5 grunde til at bitcoin kan stige til 50.000 dollars i 2021'.

Ikke overraskende kommer de frem til, at bitcoinen kommer til at blive endnu mere værd. Lige nu er der nemlig det laveste udbud af bitcoins på markedet de seneste to år.

Og her viser markedskræfterne sig. For jo færre bitcoins desto højere priser.

Desuden peger de i analysen på, at efterspørgslen blandt store virksomheder og fonde er stigende, og at det er blevet lettere at handle med bitcoins for den enkelte internetbruger.

- Et foreløbigt prismål på 50.000 dollars virker realistisk i 2021, og måske endda en smule konservativt. Både med hensyn til udbud, efterspørgsel og samlet udbredelse ser der ud til at være tale om tendenser, som vil fortsætte i lang tid fremover, lyder det i analysen, der blev publiceret for en uge siden.

Ifølge en dansk ekspert er der dog heller ikke noget, der tyder på, at bitcoin-markedet står over for et snarligt kæmpedyk, som vi så efter succesåret 2017.

- Dette er ikke 2017 om igen. Der er en stigende accept af og en venligere holdning til kryptovalutaerne denne gang. Vi ser flere indikatorer, der peger mod yderligere stigninger end mod et fald, har professor på IT-Universitetet i København Roman Beck sagt til Finans.

Rettelse 4. januar 10.05: Årstallet i grafikken om bitcoinkursen er rettet. Der har indtil nu stået, at det omhandlede kursen i 2010 - det er naturligvis kursen sidste år, der er tale om.

Facebook
Twitter