LM Wind Power er solgt for 11 milliarder

LM Wind Power er solgt til amerikanske General Electric i milliardhandel, som ventes på plads i 2017.

LM Wind Power startede som LM Glasfiber, og producerede oprindeligt møbler. Nu er producenten af vindmøllevinger solgt til amerikanske General Electric. (Foto: Morten Germund © Scanpix)

Danske LM Group Holding har solgt sin vinddivision, LM Wind Power Holding, der er verdens største uafhængige producent af vindmøllevinger, til amerikanske General Electric.

Handlen indbringer ejeren af LM Wind Power Holding, den europæiske kapitalfond Doughty Hanson, 1,5 milliarder euro - eller knap 11,2 milliarder kroner.

ransaktionen ventes gennemført i løbet af første halvår af 2017.

LM Wind Power hed tidligere LM Glasfiber og blev grundlagt i Danmark i 1940, oprindelig som møbelproducent.

Kapitalfonden Doughty Hanson overtog virksomheden i 2001.

LM Wind Power har i dag over 6.500 ansatte i otte lande: USA, Canada, Kina, Indien, Brasilien, Spanien, Polen og Danmark.

/ritzau/

Facebook
Twitter