LO dropper fagforeningstvang

LO vil ikke længere tvinge nogen til at være medlem. Landsorganisationen har netop med øjeblikkelig virkning givet afkald på eksklusivaftaler.

3F's formand Poul Erik Skov Christensen dropper sammen med resten af LO at tvinge nogen til at være medlem af et bestemt forbund. (Foto: DR © DR)

LO vil ikke længere tvinge nogen til at være medlem af bestemte fagforbund.

Det betyder, at fagbevægelsen med øjeblikkelig virkning giver afkald på eksklusivaftaler.

Beslutningen er truffet på dagens ledelsesmøde i LO.

Beslutningen kommer, efter at Menneskerettighedsdomstolen i sidste uge erklærede de såkaldte eksklusivaftaler i strid med menneskerettighederne.

Det skete på baggrund af to sager om danske lønmodtagere, der i sin tid følte sig presset ind i fagforbundet SiD - i dag 3F.

3F ærgrer sig

Fagbevægelsens jurister mener, at Menneskerettighedsdomstolens kendelse er så klar, at den bliver nødt til at stoppe eksklusivaftalerne øjeblikkeligt. Men det betyder ikke, at det ikke er med let blødende hjerte, at beslutningen blev truffet, fortæller formand for 3F Poul Erik Skov Christensen.

- Jeg er lidt ærgerlig over det. For jeg kunne forestille mig, at der er nogle områder, hvor vi vil kunne se en vis form for underbetaling. Vi har brugt eksklusivbestemmelser på bestemte overenskomstområder for at undgå muligheden for at lave løndumpning. Og jeg synes det ville være kedeligt, hvis kolleger bliver presset ud af andre, der vil udføre arbejdet til en lavere betaling, siger Poul Erik Skov Christensen til Radioavisen.

Han mener, det kan blive vanskeligt at kontrollere, at eksempelvis østeuropæiske håndværkere får ordentlige løn og arbejdsforhold, når man ikke længere kan tvinge arbejdsgiverne til at have organiserede medarbejdere.

En eksklusivaftale bliver indgået mellem en arbejdsgiver og en fagforening. Aftalen binder arbejdsgiveren til kun at ansætte medarbejdere, der enten allerede er eller meget hurtigt bliver medlemmer af det pågældende fagforbund.

Facebook
Twitter