LO-kongres: Får fagbosser lov til forlovelse?

På en kongres i Aalborg i dag afgøres det, om fagbevægelseskæmpen LO skal forloves med FTF.

LO startede søndag deres 3-dages kongres i Aalborg. En kongres, der blandt andet skal ende med valget af en ny formand efter den afgående Harald Børsting. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Skal LO's nye formand have lov til at gennemføre et tættere samarbejde med fagbevægelsen FTF og dens 450.000 medlemmer eller ej?

Det afgøres bag murene på Aalborg Kongres- og Kulturcenter i dag mellem klokken 14 og 17.

Her skal LO's medlemmer nemlig stemme om, hvorvidt de vil give den nye formand, mandat til at indgå en forlovelse med FTF.

Fandt fælles fodslag i september

LO og FTF har siden efteråret 2013 flirtet med tanken om at slå pjalterne sammen.

Det går nemlig ikke særlig godt for de to fagbevægelseskæmper, når de står hver for sig, lyder det.

LO og FTF har derfor de seneste to år analyseret de fælles udfordringer, de står overfor, og de er kommet frem til, at LO og FTF står stærkere sammen. Dog har der været forskellige opfattelser af, om tiden er den rette.

18. september indgik de stridende fagforeninger derfor et kompromis, der betyder, at LO og FTF skal prøve samarbejdet af i de næste to år på det uddannelsespolitiske område.

Mandat til at køre forlovelsen videre

I dag skal der stemmes om et mandat til udvikling af samarbejdet.

Syv repræsentanter fra henholdsvis LO og FTF anbefaler nemlig, at kongressen giver LO's og FTF's ledelser mandat til at udbygge det strategiske samarbejde og afklare, om der kan skabes et konkret grundlag for en ny hovedorganisation.

Desuden skal det afklares, hvordan grundlaget for en eventuel ny hovedorganisation skal se ud.

Af programmet fremgår det, at der blandt andet skal drøftes følgende:

  • Navn

  • Mission og vision

  • Fagpolitisk grundlag

  • Indsatsområder

  • Politisk struktur

  • Regional og lokal struktur

  • Love

  • Økonomi

Fagforeninger er skeptiske

Især landets største fagforening, 3F, der er medlem af LO, har været særdeles skeptiske over for idéen, fordi FTF har en klar overvægt af offentligt ansatte, og har folk med længere uddannelser end LO's medlemmer.

Men lykkes det de to fagbevægelser af fusionere, så vil de stå som en superfagbevægelse, der kan styrke lønmodtagernes interesser markant - både nationalt og internationalt, lyder modargumentet.

Se hele programmet for weekenden her.