LO-massakre vækker opsigt

Fyringer i LO's ledelse må skabe chokbølger i hele organisationen, siger ledelsesrådgiver.

LO's nye formand, Lizette Risgaard (tv), har fyret en stor del af den ledelse, som hendes forgænger Harald Børsting (th) roste under sin afskedsreception. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Udrensningen af hele topledelsen i hovedorganisationen LO vækker undren og forbløffelse blandt både ledelsesrådgivere og arbejdsmarkedsforskere.

- Jeg har aldrig hørt om noget lignende i hverken private eller offentlige virksomheder. Hun signalerer, at alle er enten inkompetente eller illoyale. Det minder om fløjkrigen efter Nyrup, siger administrerende direktør Tune Hein fra rådgivningsfirmaet, Hein og Partnere.

- At en ny topchef fjerner hele ledelseslaget under sig så hurtigt er meget usædvanligt. Og det udtrykker en voldsom mistillid til hele systemet og må skabe chokbølger i hele organisationen om, at intet fungerer. Det giver et voldsomt videnstab, og LO risikerer at stå i stampe i lang tid,vurderer Tune Hein, der er en af landets meget erfarne konsulenter indenfor organisationsudvikling og forandringsprojekter.

Han mener omvendt, at hvis den nye LO-formand Lizette Risgaards analyse er rigtig, at det hele ”virkelig er så sølle”, og det derfor er nødvendigt med så voldsom udskiftning, så signalerer det samtidig handlekraft:

- Hun kender jo både systemet og personerne indefra gennem mange år, så hun behøver jo ikke de berømte hundrede dage til at kigge det hele igennem, før hun handler. Men det usædvanlige er, at hun fjerner alle på én gang. Det afgørende er, at hun har sit eget hold parat, så det ikke sejler rundt i flere måneder nu.

Den erfarne arbejdsmarkedsforsker, professor Flemming Ibsen, der er knyttet til Aalborg Universitet, kalder fyringerne af både LOs sekretariatschef, udviklingschef, kommunikationschef og cheføkonom for en ”massakre”:

- Tre af disse mænd blev fremhævet for blot få dage siden, da den afgående formand Harald Børsting holdt sin afskedstale. Så Lizette Risgaards voldsomme fyringer af dem i dag virker som et los til sin forgænger, mener Flemming Ibsen.

Han er dog ikke bekymret for, om det er muligt for den nye formand at sætte sit eget hold:

- De betaler jo mere end godt derinde, så hun kan sagtens rekruttere nye kompentente folk. Men havde man spillet på, at hun have turdet gøre det her, så havde man vundet mange penge.

DR Nyheder har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Lizette Risgaard til også denne artikel.

Facebook
Twitter