LO opfordrer til at udskyde konflikt

LO-forbundene opfordrer forligsmanden til at udskyde en storkonflikt.

FOA og de øvrige LO-forbund opfordrer forligsmanden til at udskyde konflikten.

Omkring hver anden offentligt ansat kan om få dage blive sendt hjem fra arbejde af den største konflikt på det offentlige arbejdsmarked i danmarkshistorien.

Men forligsmand Mette Christensen har stadig mulighed for at udskyde en konflikt med endnu to uger.

Og det er, hvad LO-forbundene vil anbefale forligsmanden at gøre.

- Vi har ikke diskuteret det i alle grupper. Men LO-grupperne vil anbefale forligsmanden at udsætte en konflikt og dermed give det endnu en chance, siger Dennis Kristensen, der er formand for det store LO-forbund, FOA.

Offentlig overenskomst

Landets offentlige ansatte skal have nye overenskomster. Det gælder både de ansatte i staten, i regionerne og i kommunerne. Forhandlingerne er stødt på flere bump undervejs, og lykkes det ikke at finde en løsning, vil det føre til strejke eller lockout.

Se Tema

Dennis Kristensen har svært ved at se, hvordan de stridende parter skal nå til enighed på det døgn, der er tilbage, inden forligsmanden kan erklære sammenbrud, og en konflikt kan bryde ud.

Sammen med Forhandlingsudvalget, som repræsenterer lønmodtagerne på det kommunale område, forlod han mandag morgen forhandlingerne efter over 21 timer i Forligsinstitutionen.

Og selv om parterne har rykket sig mod hinanden, har Dennis Kristensen svært ved at se, hvordan det skal nås inden deadline.

- Det ville være brandhamrende ærgerligt, at vi får en storkonflikt, hvis der var mulighed for at nå en aftale, men det kan vi nok kun, hvis vi får en udskydelse, siger Dennis Kristensen.

Klokken 10 er de regionale forhandlere indkaldt i Forligsinstitutionen og klokken 17 er det staten, der får en sidste chance.