LO tager afstand fra HK-kampagne

LO ærgrer sig over HK's seneste kampagne, hvor de lokker deres medlemmer til at stemme imod præmier. Det burde være unødvendigt, siger LOs formand.

Formand for LO mener, at HK-kampagne er unødvendig.

LO's formand, Harald Børsting, lægger afstand til HK's præmiekampagne. Han er forundret over fagforeningens kampagnemetoder.

- Det er da helt fint, at de vil have medlemmerne til at stemme. Man kan så ærgre sig over, at det er nødvendigt i den forbindelse at bruge præmier som lokkemiddel, siger Harald Børsting.

Hans udtalelse kommer efter, at fagforeningen HK har taget utraditionelle metoder i brug for at sikre et nej til mæglingsforslaget. De medlemmer, der stemmer, deltager i et lotteri om blandt andet en rejse, pc'er og iPods.

At HK på den måde lokker medlemmerne til stemmeurerne, er uforståeligt, mener Harald Børsting

- Jeg mener, at det burde være helt åbenbart åbenlyst at stemme om sine løn- og arbejdsvilkår uden at lokkes med præmier. Der er vel næppe noget, der er mere centralt. Men sådan forholder det sig desværre ikke ifølge HK's vurdering, siger Harald Børsting.

Baggrunden for kampagnen er, at forligsmandens mæglingsforslag ikke gør op med den såkaldte 50-procentsregel. Reglen indebærer, at HK skal organisere mindst halvdelen af kontorfolkene på en arbejdsplads for at kunne tegne en overenskomst.

Kampagnens præmis bliver dog skudt ned af Harald Børsting.

- Jeg synes, vi har et ganske godt resultat taget i betragtning af den situation, overenskomstforhandlingerne har fundet sted under, slutter Harald Børsting.

Facebook
Twitter