Løkke fra Bornholm: Danmark skal producere flere svin

V-formand Lars Løkke Rasmussen vil sikre mere arbejde til slagterierne, og derfor skal landmændene have lov til at producere flere svin.

Venstre vil give landmændene lov til at producere flere svin. (© DR)

V-formand Lars Løkke Rasmussen skal i dag til forhandlinger med regeringen om en vækstplan, og med sig har han et forslag om at ændre reglerne for produktion af svin.

Danske landmænd skal have lov til at producere flere svin til slagtning, og det skal samtidig sikre mere arbejde til de hårdt pressede danske slagterier, mener partiet.

- Vi har nogle EU-regler, som stiller krav til, hvor stort areal man skal have i forhold til antallet af svin. Men de danske regler er skærpede i forhold til landene omkring os, og vi stiller krav om, at vi justerer de danske regler ind, så de svarer til EU-kravet, siger Lars Løkke Rasmussen.

1 million ekstra svin

Forslaget vil ikke ændre det areal det enkelte svin har til at opholde sig på, oplyser Venstre.

I øjeblikket må landmændene producere, hvad der svarer til 1,4 enhed pr hektar jord. Ændres det til 1,7, vil det potentielt kunne give mere end en million ekstra svin til slagtning, vurderer Landbrug og Fødevarer.

- Det kræver bare en politisk enighed, så kan ministeren lave en bekendtgørelse, og så kan vi producere den gode side af en million ekstra slagtesvin i Danmark, hvilket også vil være til gavn for slagterierne, siger Lars Løkke Rasmussen.

Regeringen har lagt et udspil med 89 konkrete initiativer på bordet, som skal lette de danske virksomheders hverdag og dermed gøre det lettere at skabe arbejdspladser. Venstre kæmper for, at der også bliver gjort noget ved energiafgifterne.

/ritzau/

Facebook
Twitter