Løkke om mulig storkonflikt: En historisk situation

Statsminister Lars Løkke Rasmussen siger, at regeringen ikke ønsker en storkonflikt.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen taler ved Kommunernes Landsforenings Topmøde 2018. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Forhandlingerne om de offentlige overenskomster er gået i hårdknude. Onsdag eskalerede konflikten, da stat, regioner og kommuner varslede lockout af 440.000 offentligt ansatte.

På Kommunernes Landsforenings Topmøde i Aalborg sætter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for første gang ord på situationen:

- Vi står i, hvad jeg tror, er en historisk situation, siger statsministeren fra talerstolen på KL's topmøde.

- Jeg kan ikke mindes, at der tidligere er udsendt varsler om strejker og lockout på én gang i både kommuner, regioner og staten, siger han.

Ønsker ikke konflikt

Det er innovationsministeren, Sophie Løhde (V), som forhandler på vegne af staten. Hun var den første til at skrue op for blusset, da hun onsdag formiddag varslede lockout af to ud af tre ansatte i staten.

Men Lars Løkke Rasmussen slår fast, at regeringen ikke ønsker en konflikt.

- Regeringen ønsker ikke en konflikt. Jeg tror ikke, at nogen ønsker en konflikt, siger han.

Håber på aftale i staten

Der har været tre knaster i forhandlingerne mellem arbejdsgiver og arbejdstager, som har ført forhandlingerne ud i en konflikt.

Det drejer sig om den betalte spisepause, løn og lærernes arbejdstid. Men lærernes arbejdstid er en sag mellem kommuner og folkeskolelærere. Derfor håber Lars Løkke Rasmussen, at der kan blive en aftale på det statslige område.

En lockout af det statslige område vil sende tusindvis af medarbejdere i centraladministrationen hjem. Også statsministeriet vil blive decimeret med 42 procent.

- Finansministeriet hverken kan eller vil afskaffe spisepausen, derfor vil jeg gerne udtrykke det håb, at vi med udsigten til en voldsom arbejdskonflikt med meget stor effekt og med en lockout med udsigt til, at Danmark går i stå, nu får parterne tilbage til forhandlingsbordet, så der nås enighed og indgås aftaler før en konflikt. Ingen er tjent med en voldsom konflikt, siger Lars Løkke Rasmussen.