Lønkompensation genindføres: 'Vi skal ikke have for mange gående derhjemme på lønkompensation'

Regeringen forventer, at 20.000 ansatte bliver sendt hjem på lønkompensation.

Fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye (S). (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Tvangslukkede virksomheder og 'hårdt ramte virksomheder' får mulighed for at få kompensation for udgifterne til løn som følge af de nye coronarestriktioner, der træder i kraft i dag.

Det fremgår af en trepartsaftale, som regeringen, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Akademikerne og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har indgået i dag.

- Det var et ønske for arbejdsgiverne at sikre adgang til lønkompensation. Samtidig er vi i en situation med mangel på arbejdskraft, og det har også været vigtigt for regeringen at tage hensyn til det. Jeg synes, vi har fundet et godt kompromis, siger Mattias Tesfaye (S), der er fungerende beskæftigelsesminister.

Det forventes at omkring 20.000 kommer til at komme på lønkompensation som følge af ordningen.

Aftalen forlænger den midlertidige kompensationsordning for tvangslukkede virksomheder, så virksomheder uden omsætning kan sende deres medarbejdere hjem med lønkompensation fra den 10. december 2021 og så længe, virksomhederne har forbud mod at holde åbent.

Desuden bliver der indført en midlertidig kompensationsordning fra 10. december 2021 til 15. januar 2022 for virksomheder, der hjemsender mindst 30 procent af medarbejderne.

I sidste nedlukning skulle være 30 procent eller mindst 50 medarbejdere uanset virksomhedens størrelse, så store virksomheder mister muligheden for at sende under 30 procent hjem på lønkompensation.

For alle gælder det, at der gives lønkompensation på 90 procent til timelønnede og 75 procent for funktionærer, og kompensationen kan maksimalt løbe op i 30.000 kroner til en fuldtidsansat.

Desuden bliver den midlertidige arbejdsfordelingsordning forlænget, så den gælder fra 1. januar til 31. marts 2022.

Det betyder, at virksomheder, der er udfordret grundet covid-19 kan dele det arbejde, der er, mellem medarbejderne, som i den resterende tid uddanner sig eller modtager dagpenge.

'Rimeligt, at virksomhederne også har hånden lidt på kogepladen'

Torsdag kom der nyt om hjælpepakker, der bliver genindført i den form, vi så dem under anden nedlukning i foråret med lidt nye tilføjelser.

Og med den nye aftale om lønkompensation, bliver der altså hjælp at hente for mange virksomheder.

Men det er ikke sikkert, at alle virksomhedsejere er tilfredse.

Både virksomheder og arbejdsgiverorganisationer har nemlig efter onsdagens pressemøde efterspurgt lønkompensation på 100 procent til tvangslukkede virksomheder.

Blandt andet Jacob Brandt, der er administrerende direktør i SMV Danmark, der er en forening for små og mellemstore virksomheder:

Bar-cateringvirksomheden Nordic Liquid Group i Middelfart har mistet 95 procent af omsætningen i det, der skulle være højsæsonen.

- Det betyder, at der er noget, der skal ligge hos os, som vi skal finde. Vi er glade for, at kompensationen kommer, men vi havde håbet, den ville dække lidt mere, siger Martin Nielsen, der er marketingchef i Nordic Liquid Group.

Ønsket om fuld lønkompensation bunder i, at de gerne vil beholde deres ansatte, så de er klar, når virksomheden må åbne igen.

Men der er samtidig mangel på arbejdskraft i virksomheder på tværs af landet, og alene i november blev der slået næsten 34.000 nye jobopslag op på jobsiden Jobindex.

- Jeg har ikke nogen problemer med at skulle udbetale kompensation til nogle af dem, der ender med at blive sendt hjem i december eller januar. Til gengæld har det været vigtigt for regeringen at finde en balance, for vi skal ikke have for mange gående derhjemme på lønkompensation i en situation, hvor andre virksomheder har masser af arbejde og mangler arbejdskraft, siger Mattias Tesfaye.

Han mener, at det kun er rimeligt, at de virksomheder, der er ramt af restriktionerne selv skal hjælpe til med lønnen til de ansatte, de vil beholde på lønkompensation.

- Hvis man ønsker at fastholde en ansættelsesrelation, så synes jeg, det er rimeligt, at virksomhederne også har hånden lidt på kogepladen, og at vi alle sammen bidrager. Vi skal passe på med at have ordninger hen over vinteren, hvor for mange bliver sendt hjem, for hvis de gør det i en situation, hvor vi mangler arbejdskraft, så er det ikke godt for vores økonomi, siger han.