Lønsnyd for syv millioner på metroen: Slagsmål om kædeansvar i kulissen

Endnu en stor dom for underbetaling på metrobyggeriet. Nu slås selskaber om, hvem der skal betale.

Cinterex stod for at støbe skakter til flere stationer ved den ny metro. Men de ansatte fik ifølge ny dom ned til seks euro i timen efter skat. (© Arkivfoto: DR Nyheder)

6 euro - godt 50 kroner - i timen. Det har været lønnen på metrobyggeriet for udenlandske snedkere og jernbindere.

Det fremgår af en ny dom mod det portugisiske firma, Cinterex. Firmaet, der har bygget en række af skakterne til nye stationer, er ved en faglig voldgift dømt for at snyde sine ansatte på metroen for syv millioner kroner.

Ifølge dommen fandt underbetalingen sted for tre år siden, men først nu er sagen afgjort. I mellemtiden er Cinterex blevet smidt ud fra byggeriet af Metroselskabet og har siden erklæret sin danske afdeling konkurs. Ifølge kuratorens opgørelse er der ingen penge i konkursboet.

Derfor foregår der netop nu et slagsmål i kulisserne om ansvaret for regningen. Slagsmålet står mellem Metroselskabet, der er den offentlige bygherre, den italienske hovedentreprenør, Copenhagen Metro Team, og fagforeningen 3F, som har kørt sagen for de ansatte i firmaet.

Usædvanligt løfte

Metroselskabet har nemlig tidligere forsikret, at hvis der faldt dom i sagen, efter at Cinterex gik konkurs, ville metroarbejderne alligevel få deres penge. Det skete i en pressemeddelelse, da firmaet blev smidt ud af byggeriet for tre år siden.

Og det er en højst usædvanlig melding, siger ekspert i arbejdsret Natalie Videbæk Munkholm.

Hun vurderer, at løftet fra metroselskabets administrerende direktør fra dengang ikke kan bruges i retten, og derfor ikke forpligter Metroselskabet juridisk til at dække de syv millioner kroner.

- Men tilbage står jo, at han har givet et løfte som direktør for Metroselskabet. Og det løfte kan få politiske konsekvenser. For det ser ikke godt ud, at man den ene dag lover noget, hvis man så den næste dag ikke holder det, siger Natalie Videbæk Munkholm, der er lektor ved Aarhus Universitet.

Spillet om regningen

Det har ikke været muligt at lave interview med ledelsen i Metroselskabet. Men i en mail skriver stabchef Peder Mandrup Knudsen:

- Vi ved, at parterne skal mødes i nærmeste fremtid, og vi forventer, at de finder en løsning, siger Peder Mandrup Knudsen

Den italienske hovedentreprenør på byggeriet bekræfter, at der foregår forhandlinger.

- Vi er gået ind i en konstruktiv dialog med den gældende fagforening for at sikre, at de medarbejdere, som ikke har modtaget løn, som de skulle have modtaget, rent faktisk får den, siger Sigurd Nissen-Petersen, driftsleder hos hovedentreprenøren Copenhagen Metro Team.

Han bekræfter samtidig, at også Metroselskabet er en del af "dialogen".

Kædeansvar

3F oplyser, at de har 40 medlemmer blandt de tidligere ansatte i Cinterex.

- Metroselskabet bør stå ved deres ord. Vi forventer, at de sørger for, at de syv millioner, folk er blevet snydt for, bliver udbetalt, siger Silas Grage, faglig sekretær i 3F Bygge, Jod og Miljø i København.

Han håber, at Metroselskabet og Copenhagen Metro Team bliver enige om at dække regningen.

- Vi opfatter det klart som et kædeansvar, de har valgt at tage på sig. Metroselskabet siger, at folk skal ikke blive snydt på deres projekt, så skal vi nok stå som bagstopper og sikre, at folk får den løn, de er blevet snydt for. Og det er jo også det eneste rigtige at gøre, mener Silas Grage.

Lover ansatte får pengene

Firmaet i midten, Cinterex, har ikke svaret på henvendelsen fra DR Nyheders sendt til deres hovedkontor i Portugal.

Efter sommer vil der lande en aftale, forventer driftsdirektøren i Copenhagen Metro Team.

Kan du garantere, at I kommer til at betale de penge, som de her folk er blevet snydt for?

- Det, jeg kan sige, er, at vi ser positivt på, at vi nok skal finde en løsning. Men vi har ikke en endelig afklaring på nuværende tidspunkt, siger Sigurd Nissen-Petersen.

De ansatte vil få deres penge. Sådan lyder løftet fra Sigurd Nissen-Petersen, der er driftsdirektør ved hovedentreprenøren Copenhagen Metro Team. (© Arkiv: DR Nyheder)

Er det jer eller Metroselskabet, der skal dække regningen? - Lige nu er det vigtigste for os at sikre, at de medarbejdere, som var ansat i Cinterex, får den løn, som de ifølge afgørelsen har krav på. Det er det afgørende for os. Det andet er noget, vi skal have afklaret internt.

Cinterex’ arbejde på metroen bestod i at støbe skaktene til flere stationer.

Efter en række forsinkelser er planen, at den ny metro - kaldet Cityringen - skal være færdig og klar til passagerer i juli 2019.

Facebook
Twitter