Løvens Hule: Jæger-Claus fik to kendte erhvervskvinder med i firmaet - nu er den ene hoppet fra

Der var rift om firmaet Viper-Flex, der har lavet en skydestok til jægere, i 'Løvens hule'.

Da jagtkammeraterne Claus og René gik fra optagelserne til DR-programmet 'Løvens hule', var det med en stor pose penge fra de to erfarne erhvervskvinder Birgit Aaby og Ilse Jacobsen.

Men faktisk kunne de to 'Ole-opfindere' og deres skydestok til jægere have fået tre gange så mange penge, som de bad om, og for en af de første gange i programmet blev værdiansættelsen accepteret af alle interesserede 'løver'.

Jagtelskerne sagde endda nej tak til Just Eat-stifter Jesper Buch, der tilbød 400.000 kroner for 30 procent af deres firma. Han var nemlig for grådig, mente de.

Birgit Aaby har forladt firmaet

Claus og Renés firma Viper-Flex imponerede dommerne med flotte tal, og derfor investerede Ilse Jacobsen og Birgit Aaby tilsammen 250.000 kroner.

Men i dag er det kun Ilse Jacobsen, der stadig er med i firmaet.

Det fortalte Claus Axel Frid Christiansen, da han tirsdag aften efter programmet svarede på spørgsmål fra læserne i TÆT PÅ på dr.dk.

- Birgit mente ikke, at hun kunne hjælpe os så meget, så Ilse overtog hendes andel, fortæller han og understreger, at afskeden med Birgit Aaby var uden drama.

- Birgit syntes, at forretningen fortjente al hjælp fra én kompetent person. Og så vidste hun, at det var det rigtige for os. Meget uselvisk.

Omsætningen stiger stadig

Og Claus er glad for, at Ilse Jacobsen stadig er med – nu har de nemlig fået en masse feedback, hjælp til markedsføring og en hjemmeside.

- Hun er dygtig til det, hun gør, og så har hun de rigtige til at hjælpe os. Det kører rigtig godt, siger han.

I opstartsåret 2013 omsatte Viper-Flex for 125.000 kroner, og i 2016 omsatte de for 1,7 millioner kroner. Tallene gav anerkendende nik hos de fem "løver" under optagelserne sidste år, og i 2017 var omsætningen steget til 2,4 millioner.

Arbejder 60 timer om ugen

I programmet blev Claus og René fra Viper-Flex spurgt, om de var klar til at sige deres job op og koncentrere sig hundrede procent om firmaet. Uden tøven sagde Claus ja, og nu er han så småt ved at gøre alvor af det.

- Jeg har lavet en aftale med min chef om at gå på halv tid. Jeg har fået en ny kollega, som skal overtage en del af kundekontakten, og med tiden kan jeg så fases ud, fortæller han.

I fremtiden satser Claus på at kunne leve fuldt ud af Viper-Flex.

- Jeg håber, det kommer til at lykkes, og det formoder jeg, at det kan. Mange professionelle jægere påstår, at vi har verdens bedste skydestok - og den har vi så lige forbedret, siger han.

Lige nu arbejder Claus over 60 timer om ugen på projektet, og det hårde arbejde har båret frugt. Viper-Flex har lige lanceret en ny model af deres produkt på Europas største våbenmesse, og de har søgt patent på en ny model, der kan betjenes med én hånd.

Du kan læse mere om, hvordan det går med firmaet - og se alle Claus' svar her.

Facebook
Twitter