Offentlig overenskomst

Lokalbanerne stemmer nej til overenskomst

De ansatte ved lokalbanerne har stemt nej til overenskomst, og det kan betyde konflikt den 11. juni.

Kommunernes Landsforening og Dansk Jernbaneforbund har allerede aftalt forhandling på torsdag. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

De ansatte ved lokalbanerne har stemt nej til en ny overenskomst.

Det betyder, at der kan bryde konflikt ud fra midnat den 11. juni - med mindre der opnås en aftale inden om arbejdstidsregler.

Kommunernes Landsforening og Dansk Jernbaneforbund har allerede aftalt forhandling på torsdag.

- Vi møder i KL torsdag med en klar forventning om at finde en aftale. Men det kræver, at vi kan finde hinanden. Ellers er konflikten jo desværre en realitet fra midnat den 11. juni, siger forbundsformand Henrik Horup til Dansk Jernbaneforbunds hjemmeside.

Lokalbanerne hører overenskomstmæssigt til det kommunale område i Forhandlingsfællesskabet.

Forbundsformand: Vi er langt fra hinanden

Over for DR Nyheder udbygger Henrik Horup, hvorfor hans medlemmer har stemt nej til overenskomsten.

- Helt specifikt handler det om arbejdstidsreglerne. Inde i det ligger der planlægningen af den enkelte arbejdsdag for vore lokomotivførere. Her er det specifikt vores pauseregler, som vi har et problem med, siger han og fortsætter:

- Vi er langt fra hinanden, og det er også derfor, vi skilles uden at have en aftale. Men jeg er altid optimimist. Der er nok en fifty-fifty-chance for, at vi lander en aftale, forbi vi både skal give og tage, lyder det fra Henrik Horup.

Lokalbanernes nej betyder, at en konflikt kan træde i kraft i Nordjyske Jernbaner A/S og Lokaltog A/S fra 11. juni 2018 ved døgnets begyndelse.

Nordjyske Jernbaner driver de to lokalbaner Skagensbanen og Hirtshalsbanen i Vendsyssel samt lokaltog mellem Skørping og Frederikshavn. Årligt transporterer selskabet cirka 3 millioner passagerer.

Lokaltog A/S driver ni lokalbaner på Sjælland og Lolland-Falster og har årligt 10 millioner passagerer.

Af de afgivne stemte 230 nej, mens det kun blev til 33 stemmer for et ja. Seks stemte blankt.

Stemmeprocenten endte på 79 procent. I alt stemte 269 medlemmer af 342 mulige.

Facebook
Twitter