Lystfiskere må nøjes med fem torsk: Her er de Østersø-fisk, der skal fanges færre af

Også sild, rødspætte og brisling er omfattet af aftale om fiskekvoter.

En ny EU-aftale gør blandt andet fangsten af torsk i Østersøen markant mindre næste år. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Rutinerede lystfiskere, der på en fisketur er vant til at trække syv fuldfede torsk op af Østersøen, får til næste år lidt mindre fangst med hjem.

Mandag aften er EU-landene ved et ministerrådsmøde i Luxembourg blevet enige om at reducere fiskekvoterne i Østersøen.

Aftalen får især betydning for erhvervsfiskere, men også for, hvor mange torsk du som lyst- og fritidsfisker dagligt må hive op af de østlige dele af Danmarks farvand.

Her kan du få overblik over, hvad det er for fisk, som der skal fanges færre af.

65 procent færre sild

Den glinsende sild er ofte på bordet ved danske højtider. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

En sildemad på frokostbordet er en velkendt ret i det danske køkken. Silden er også ofte på bordet ved højtider som jul og påske.

Men i fremtiden skal der fanges langt færre af de slanke, glinsende fisk i den vestlige Østersø - det vil sige Øresund, Bælterne og Østersøen vest for Bornholm.

Der er ifølge Miljø- og Fødevareministeriet tale om en reduktion på 65 procent.

Med den nye aftale er det især mængden af fangede sild, som næste år barberes kraftigt ned.

I alt må danske fiskere ifølge den nye aftale fange 3.150 ton sild næste år.

60 procent færre torsk

En torsk fanget på blink. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Næste år lyder Danmarks kvote for torsk ifølge den nye aftale på 3.806 ton for den vestlige Østersø.

Der er dermed tale om en reduktion på 60 procent, skriver Miljø- og Fødevareministeriet.

Reduktionen kommer blandt andet i kølvandet på, at EU-Kommissionen i juli forbød erhvervsfiskeri efter torsk i dele af Østersøen resten af året, fordi torsken var "stærkt truet".

Det har også betydning for lystfiskere. Med et fisketegn i hånden har lystfiskere i år tilladelse til at hive syv torsk op af Østersøen under en dagstur på havet. Men til næste år bliver antallet af tilladte torsk altså kun fem.

Der gælder også særlige regler for det, der hedder område 24 i den vestlige del af Østersøen, hvor der kun må fritidsfiskes efter torsk ud til fire-sømilegrænsen.

For at skåne bestanden er den tilladte fangst for lyst- og fritidsfiskere også begrænset til maks to torsk i månederne februar og marts, skriver ministeriet.

- I lukkeperioden må lystfiskerne tage to torsk om dagen i område 22 og 23 og inden for fire sømil i område 24 i perioden februar og marts, lyder det fra Miljø- og Fødevareministeriet.

32 procent færre rødspætter

Flåning af en rødspætte kan hjælpes med en tang. (Foto: claus fisker © Scanpix)

For den utrænede kan rødspætten være en genstridig fisk at flå og gøre klar til panden.

Der skal til næste år også fanges næsten en tredjedel mindre af den flade fisk, der blandt andet lever på havbunden i Østersøen.

I alt 6.894 ton rødspætter må der landes med næste års fiskekvoter.

Der er ifølge Miljø- og Fødevareministeriet tale om en reduktion på 32 procent.

22 procent færre brislinger

Store mængder af fiskearten brisling landes hvert år af fiskere i Østersøen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Brislingen ligner silden en del og bliver også kaldet skarpsild.

Du kender den måske som fisk på dåse med navnet 'benfri sild'. Tyskerne spiser den nogle gange både med skind og ben.

Der bliver fanget rigtig mange ton af fisken i Østersøen. Men til næste år er den danske kvote for brisling barberet ned med 22 procent.

210.147 ton må der næste år fanges ifølge aftalen fra ministerrådsmødet i Luxembourg.