Macquaries topledelse sagde god for at plyndre statskasser – trods talrige advarsler

Hemmelige dokumenter viser, hvordan bankens topledelse vidste alt.

Vi skruer tiden otte år tilbage til den 28. oktober 2010.

Midt på formiddagen, lidt i 10, samledes bestyrelsen i Australiens største investeringsbank Macquarie. Mødet foregik i bankens hovedkvarter på Martin Place 1 midt i Sydneys pulserende hjerte.

Otte mænd og to kvinder indfandt sig i bestyrelseslokalet på syvende etage. Blandt dem var formand og tidligere adm. direktør David Clarke, der om nogen havde personificeret Macquarie, siden han for næsten 40 år siden kom til banken.

Dengang var der kun 12 ansatte, men banken var siden vokset til flere end 14.000 ansatte i 25 lande. Også Clarkes efterfølger på direktørposten, Nicholas Moore, var til stede i mødelokalet.

Da bestyrelsesmødet gik i gang, blev de fremmødte præsenteret for et kontroversielt forslag, der skulle gøre det muligt for banken at tjene trecifrede millionbeløb på meget kort tid. Et forslag, der den dag i dag kaster skygger over finanskoncernen og har fået de tyske myndigheder til at efterforske store dele af topledelsen for bedrageri.

Macquarie central spiller i udbyttesvindel

Herhjemme er det en kendt sag, at udbyttesvindel formodes at have kostet den danske stat 12,7 milliarder kroner. Men det danske tab er bare en del af større fortælling. Ifølge myndigheder og eksperter har den samlede svindel i Europa kostet statskasser mindst 410 milliarder kroner.

Og den australske storbank Macquarie er en af de centrale spillere i sagen om formodet bedrageri med udbytteskat mod flere lande i Europa. Det viser en omfattende kortlægning af finansverdenens fiduser med udbytteskat, foretaget af DR og 18 mediepartnere fra hele Europa i et samarbejde organiseret af den tyske researchorganisation Correctiv.

Macquarie var indtil for nylig medejer af Københavns Lufthavn, hvor banken tjente milliarder og sendte pengene i skattely. Nu er banken tilbage i Danmark. For et halvt år siden købte Macquarie hovedparten af aktierne i TDC og fik dermed magten over det tidligere statslige teleselskab og hjertet af den danske tele-infrastruktur.

DR Nyheder og Politiken har sammen med andre internationale medier, herunder tyske Die Zeit og franske Le Monde fået adgang til en stribe interne dokumenter, mails og handelspapirer, der viser, hvordan TDC’s nye ejer har taget aktivt del i det, som eksperter betegner som bedrageri i milliardklassen.

Det er historien om, hvordan det i midten af nullerne lykkedes Macquarie at trække penge op af de europæiske statskasser. Og hvordan bankens ledelse i 2010 traf den fatale beslutning at genoptage skattefidusen i Tyskland – netop som de tyske myndigheder havde fået færten af den.

Forslag til lukrative handler

Tilbage i bestyrelseslokalet den 28. oktober 2010 blev præsentationen leveret af en lille delegation. Blandt dem var et af koncernens største cheftalenter, Shemara Wikramanayake, en jurauddannet kvinde med srilankanske rødder.

Som chef for investeringsgrenen Macquaries Funds Group (MFG) havde hun gjort sig bemærket med imponerende resultater og overskud.

Og det var netop Shemaras afdeling, der nu kom med et forslag, der havde potentiale til at skabe en lukrativ forretning for Macquarie. Med sig havde hun blandt andre Peter Lucas, som var chef for investeringer og salg i MFG. Det var ham, der førte ordet.

Der blev delt dokumenter ud til bestyrelsesmedlemmerne med et forslag om, at banken skød penge i tre tyske fonde. Der var ikke tale om småpenge. Hver af de tre fonde skulle have lov til at låne 1,1 milliarder euro. Banken skulle altså stille i alt 3,3 milliarder euro eller knap 25 milliarder danske kroner til rådighed for de tre fonde.

Fidusen

Kort fortalt skulle pengene bruges til at finansiere værdipapirer relateret til tyske aktier og til at gennemføre en række komplicerede transaktioner. Handlerne skulle ske lige omkring datoen for generalforsamlingen i de store tyske aktieselskaber, hvor der blev betalt overskud – udbytte - til aktionærerne.

Værdipapirerne skulle skifte hænder på en måde, så to ’ejere’ kunne tilbagekræve den samme udbytteskat fra den tyske stat, selv om skatten kun var blevet betalt én gang. Selve handlerne ville ikke give noget overskud i form af kursgevinster. Det hele var designet på en måde, så gevinsten ene og alene kom fra den tyske statskasse.

Banken ville tjene 110-150 mio. kroner på hver af de tre fonde.

Et anseeligt afkast, især fordi der ifølge bankens egen vurdering ikke var nogen økonomisk risiko. Aktierne skulle kun ejes nogle få dage. Og man havde sikret sig mod kursudsving på aktierne via såkaldte hedgeaftaler.

Bestyrelsen diskuterede risiko for omdømmetab

På bestyrelsesmødet diskuterede bankens ledelse en anden slags risiko. Nemlig ’political risks’ og ’reputational risks’. Altså risikoen for, at bankens omdømme ville tage skade, eller at politikerne ville gribe ind, hvis det kom frem, hvad banken foretog sig.

Det var nemlig almindeligt kendt i branchen, at de tyske skattemyndigheder tidligere ved lovændringer havde forsøgt at fjerne risikoen for, at investorer kunne udnytte udbytteskatten til at trække penge ud af statskassen.

Hvis man valgte at gennemføre skattefidusen, ville Macquarie altså bevidst trodse tyske politikeres forsøg på at bremse strømmen af skattekroner ud af landet. Og hvad nu hvis de tyske myndigheder på en eller anden måde fik lukket ned for handlerne, eller der kom et retsligt efterspil? Hvordan ville det så påvirke bankens andre forretninger?

Macquaries kontroversielle rolle i Danmark

Siden starten af 90’erne har australierne investeret massivt i infrastruktur, og i dag ejer Macquarie lufthavne, energiselskaber, veje, tunneler og anden infrastruktur i 25 lande verden over. Banken er derfor afhængig af goodwill hos de politikere, der skal godkende deres investeringer i kritisk infrastruktur.

I Danmark har vi dog allerede oplevet, at australske Macquarie vægter indtjening højt, også selvom det koster lidt på imagekontoen.

Investeringsbanken var i flere år en kritiseret ejer af Københavns Lufthavne, der ifølge Skat uberettiget trak store udbytter ud af Danmark til Luxembourg. Beregninger fra Sydbank viser, at Macquarie nåede at tjene 12 milliarder kroner på lufthavnen, inden de solgte den igen.

Blandt andet derfor vakte det også opsigt, da Macquarie sammen med de tre danske pensionskasser ATP, PKA og PFA i foråret 2018 købte telegiganten TDC med den australske bank som majoritetsaktionær.

Nicholas har set ”kagen” og er interesseret

Da bestyrelsen i 2010 blev præsenteret for fidusen med udbytteskat, var det ikke første gang, Macquarie stiftede bekendtskab med de kontroversielle transaktioner.

Ifølge de interne dokumenter fra Macquarie var banken også i midten af nullerne involveret i lignende handler i flere europæiske lande.

Fælles for transaktionerne var, at de skete via handel med aktier og andre finansielle kontrakter omkring den dag, der blev udbetalt udbytte fra et aktieselskab. De mange handler gjorde det svært for myndighederne at gennemskue, hvem der var de reelle ejere til aktierne.

Dermed kunne metoden bruges i forskellige varianter, både til at undgå at betale skat og til decideret bedrageri, der gik ud på at hive penge op af statskasser.

I et internt notat fra Macquarie Securities Group sendt den 28. oktober, der havde to afdelingsdirektører som afsendere, blev det beskrevet, hvordan Macquarie i perioden fra 2005 til 2009 tjente omkring 400 millioner euro på den type kontroversielle handler i en lang række europæiske lande herunder Belgien, Frankrig, Schweiz, Spanien og Tyskland.

Og særligt en lang række interne mails fra perioden 2010 til 2011 giver et unikt og detaljeret indblik i det forløb, der ledte op til præsentationen på bestyrelsesmødet den 28. oktober 2010.

- Det er klart, at da han (topchef Nicholas Moore, red.) så størrelsen på hele kagen, var han interesseret i, om Macquarie burde lave flere af den her slags handler.

Den afgående direktør for Macquarie Group Nicholas Moore var meget positiv omkring 'kagen', da han i 2010 blev præsenteret for muligheden for at få refunderet udbytteskat for milliarder fra den tyske stat. (Foto: Jason reed © Scanpix)

Sådan skrev Peter Lucas, chef for investeringer og salg i Macquarie Funds Group, den 15. september 2010 til et par af sine ansatte.

I mailen fremgik det, at Peter Lucas havde haft en telefonsamtale med koncernens topchef, Nicholas Moore, hvor de drøftede mulighederne for at skabe profit i det kommende kalenderår.

Her opstod Peter Lucas' mulighed for at fortælle om en handelsmulighed, som hans afdeling havde brygget på de forudgående måneder, og som havde potentiale til at bidrage væsentligt til overskuddet.

I 2010 var Macquarie, ligesom en lang række andre banker verden over, ved at slikke sårene efter finanskrisen. Jagten på nye indtjeningsmuligheder var igen for alvor gået ind, og de sultne finansdrenge i Peter Lucas' afdeling havde fået kontakt til tre tidligere ansatte hos Macquarie.

Cinnamon Club-logen

De tre tidligere ansatte havde dannet deres eget finansfirma, ZFP, og var nu del af et helt særligt netværk af 10-12 personer, der også har fået tilnavnet ”Cinnamon Club-logen” opkaldt efter stamstedet i London.

Personerne i netværket havde det til fælles, at de via tidligere ansættelser i store investeringsbanker var blevet specialister i handlerne, der havde til formål at få dobbelte tilbagebetalinger af udbytteskat. I forbindelse med finanskrisen var de enten blevet fyret eller havde selv sagt deres tidligere job op.

Nu udførte de via deres fem forskellige firmaer selv skattefiduserne i fællesskab i samarbejde med banker og juridiske rådgivere. Med i netværket var også Sanjay Shah, som senere er blevet kendt som bagmanden bag den formodede svindel med udbytteskab, som ifølge myndighederne har kostet den danske statskasse 12,7 milliarder kroner.

Mens Cinnamon Club-logen stod for det handelstekniske omkring transaktionerne, var der en anden person, som var helt central for setuppet, nemlig den anerkendte tyske skatteadvokat Hanno Berger.

Han var indtil sommeren 2010 ansat i et stort, internationalt advokatfirma, men gik derefter selvstændig med et par af sine tætteste kolleger.

Hanno Berger havde den juridiske ekspertise og lavede derfor en masterplan for, hvilke landes statskasser der kunne angribes og hvordan handlerne skulle designes i de forskellige lande for at omgå lovgivningen.

Som advokat for en række investeringsbanker, herunder Macquarie, fik Hanno Berger også den magtfulde rolle som netværkets edderkop, der langt hen ad vejen fordelte rollerne og bestemte, hvem der måtte være med.

Macquarie kunne få foden indenfor

Flere af de banker, som ZFP og Hanno Berger plejede at lave skattefidusen sammen med, havde trukket følehornene til sig, og derfor ledte de efter en ny bank, der ville låne dem de enorme summer, der skulle til for at gennemføre skatte-fidusen. Det var her, Macquarie kom ind i billedet.

Det var dog også klart, at handlerne kunne være kontroversielle. I sommeren 2010 havde en af Peter Lucas' ansatte sendt et udførligt notat til både Peter Lucas og hans chef, Shemara Wikramanayake, hvor den ansatte advarede mod udbytteskatte-fidusen.

- Handelsstrategier som denne har været genstand for en del kontroverser i Tyskland i de senere år. Tidligere er den her slags handler blevet gennemført af store finansielle koncerner, men lovændringer og et andet klima har resulteret i, at de fleste koncerner har trukket sig fra den her slags handler, som nu bliver gennemført af mindre fonde, lød det i notatet, der fortsatte:

- Der er er en risiko for, at de her fonde møder skatteudfordringer. Og der er en risiko for, at der kunne være negativ fokus i offentligheden på dem, som er involveret med disse fonde.

Notat beskrev hele setup’et

Peter Lucas var dog ikke skræmt. Og telefonsamtalen med topchef Nicholas Moore blev fulgt op af et notat, der landede i Moores indbakke fem dage efter, den 20. september 2010. Det var en udførlig beskrivelse af hele skattefidusen.

Notatet beskrev, at hele planen var afhængig af flere parter. Aktiekøbere og - sælgere, såkaldte shortsellere der midlertidigt lånte aktierne, fonde der ejede de oprindelige aktier, rådgivere der kunne orkestrere hele forløbet og en udlåner, der kunne stå for finansieringen af de mange handler.

I notatet beskrev Peter Lucas også, hvordan en anden gren af Macquarie, nemlig en afdeling under Securities Group i London, tidligere havde været involveret i samme type handler og haft flere forskellige roller, både som køber, sælger og shortseller.

I 2017 købte det danske pensionsselskab ATP Macquarie ud af Københavns Lufthavne. Et halvt år senere blev Macquarie hovedaktionær i danmarks største teleselskab, TDC. (Foto: Michael Bothager © Scanpix)

Men nu havde de tyske myndigheder strammet reglerne. Og for at være på den sikre side ville Macquarie Funds Group i denne omgang alene levere finansieringen. Den rolle var dog også ret indbringende, fire procent af det samlede aktieudbytte forventede man at få hjem i ren profit, svarende til 370 millioner kroner.

Flere interne advarsler

I de kommende uger arbejdede Peter Lucas’ afdeling i Macquarie Funds Group videre med planerne. Men processen krævede også, at andre dele af koncernen skulle involveres og tages med på råd, og her stødte Peter Lucas’ finansdrenge på forhindringer.

En af forhindringerne var chefen for Capital og Securities. Han var tydeligt betænkelig ved planerne og skrev torsdag d. 7. oktober i en mail til Peter Lucas, at han undrede sig over, at Macquarie ville være med til at finansiere handler, der var så kontroversielle, at de ikke selv vil stå for dem internt.

- Det er en smule mærkeligt, at vi finansierer handlerne, som vi ikke er trygge ved selv at udføre, skrev chefen for Capital og Securities og fortsatte senere:

- Måske overser jeg noget, men det lader ikke til at være en god risikogevinst for mig.

Chefen for Capital og Securities var heller ikke tryg ved persongalleriet hos samarbejdspartneren ZFP, der tidligere havde kostet banken millionbeløb.

- Jeg må indrømme, at jeg ikke er sikker på, at jeg er tryg ved at handle med Alex, Darren og Kush. Det virker upassende, selvom jeg – for at være ærlig – ikke er sikker på, hvorfor jeg siger det. Lad mig tænke over det og vende tilbage, Måske er det bare mig, der er dum, skrev chefen i en mail.

En anden ansat i Securities delte bekymringen. Han påpegede i en mail, at handlerne så ud til at være meget konfliktfyldte. Derfor kunne man forvente, at også långiverne til den slags handler ville kunne komme i myndighedernes søgelys.

- For Macquarie, når man tager vores fortid med udbyttehandler i betragtning, så er sandsynligheden for at komme i søgelyset i forbindelse med at finansiere den slags (… ) også noget, vi skal tage med i betragtning, skrev han.

Macquarie-chef: Vi har den absolutte kontrol

Men afdelingschefen Peter Lucas var ikke enig. Den 8. oktober skrev han i en mail til chefen for Capital og Securities, at planerne allerede havde været gennemgået af Macquaries skatteafdeling.

Lucas skrev også, at skattefidusen var uden økonomisk risiko for Macquarie, selv hvis de tyske skattemyndigheder skulle vise sig at være på tværs. Banken fik nemlig sin betaling fra de andre involverede, uanset om hele handlen gik i vasken. Desuden ville bankens penge kun være i brug de få dage, det var nødvendigt at låne aktierne omkring udbyttedagen.

Og i forhold til de tidligere ansatte, så havde de kun en rådgivende rolle. Kontrollen lå stadig fuldstændig i Macquaries hænder, forklarerede Peter Lucas.

- Vi har den absolutte kontrol over ethvert aspekt ved disse handler, og vi vil godkende hver enkelt handel og overførsel af penge, skrev Peter Lucas, som derudover tilføjede, at der stadig manglede et stykke arbejde i forhold til få klarhed over, hvilke risici handlerne kunne medføre. Men det arbejde var man i fuld gang med.

Juridisk rådgiver: Ingen skam i at bruge et smuthul

Den juridiske rygdækning fik Macquarie dels fra den tyske skatteadvokat Hanno Berger, der altså selv var dybt involveret i planerne, og dels fra Hanno Bergers tidligere kolleger. Derudover lykkedes det også at få et andet internationalt advokatfirma til at levere juridiske vurderinger, der støttede transaktionerne.

Eksempelvis skrev det pågældende advokatfirma tilbage i 2008 i en vurdering til Macquarie, at der godt nok var tale om at udnytte et skattehul. Men det var et hul, som myndighederne selv havde accepteret og var klar over fandtes, argumenterede advokaterne.

- At udnytte et smuthul, som med vilje er accepteret af lovgiverne, er efter vores mening ikke upassende, lød det blandt andet i vurderingen.

Bekymring i bestyrelseslokalet

Det var altså på den baggrund, at forslaget om nye udbytteskatte-forretninger havnede i Macquaries mest magtfulde organ, til bestyrelsesmødet den 28. oktober på syvende etage i midten af Sydney.

Peter Lucas lovede sikker gevinst og lille risiko. Alligevel tøvede bestyrelsen med at godkende skattefidusen. De ville have en uafhængig vurdering fra en respekteret person eller myndighed i Tyskland, der kunne sige god for handlerne.

Men Peter Lucas gik ikke til myndighederne. I stedet skaffede han en udtalelse fra en professor, der var uddannet i økonomi fra Hamburg Universitet.

Professorens uafhængighed kunne diskuteres, eftersom han allerede var på Macquaries lønningsliste som formand for Macquarie Capital i Tyskland. Men bestyrelsen lod sig overbevise af professorens vurdering, hvor han lagde vægt på, at de tyske myndigheder ikke havde tradition for en ”blame and shame-kultur”.

Selv hvis fidusen blev opdaget, var der altså, efter professorens vurdering, ikke stor risiko for, at det ville få konsekvenser for banken.

På et opfølgende bestyrelsesmøde om eftermiddagen d. 25. november besluttede bestyrelsen at sige ja til de sindrige handler med aktier, der skulle få den tyske stat til at betale den samme skat tilbage to gange.

I referatet står der:

- Mr. Clarke (bestyrelsesformand David Clarke, red.) sagde, at han og Mr. Moore (adm. direktør Nicholas Moore, red.) have fået den uafhængige vurdering, de havde bedt om, angående de politiske risici og risici for omdømmetab i forbindelse med at give finansiering til tyske fondes udbytte-transaktioner. Og han bekræftede, at de var tilfredse med risikoen.

Skatteadvarsler fra stor revisionskoncern

Men allerede samme dag som bestyrelsen havde sagt god for handlerne - den 25. november 2010 - blinkede en ny advarselslampe. Macquarie-koncernens finansdirektør var blevet opmærksom på en såkaldt ”tax-alert” udsendt fra revisionskoncernen Ernst & Young angående netop denne slags handler.

Den var baseret på en nyligt udgivet artikel fra Jan-Willem Bruns, et ledende medlem af skatterådet hos myndighederne i Hamborg. Artiklen kom, fordi skattemyndighederne havde fokus på at tackle ”dobbelte anmodninger om udbetalinger af udbytteskat”. I artiklen skrev Jan-Willem Bruns, at han betragtede handlerne som bedrageri, hvis parterne vidste, hvad de skulle bruges til.

- efter hans (Jan-Willem Bruns’, red.) opfattelse udgør den dobbelte anmodning om udbytteskat skattebedrageri, hvis køberen er klar over, at udbytteskatten bliver krævet udbetalt to gange, lød det i advarslen fra Ernst & Young.

Macquaries finansdirektør sendte advarslen videre til både afdelingschef Peter Lucas og hans chef, Shemara Wikramanayake, med beskeden:

- Peter, jeg går ud fra, at I har set det her?

En halv time efter at have modtaget mailen sendte Shemara Wikramanayake selv mailen videre til tre af de ansatte i Peter Lucas’ afdeling med den korte besked:

- Tanker?

Endnu engang lykkedes det at nedtone det problematiske ved skatte-fidusen.

Shemara Wikramanayake fik det svar, at det var velkendt, at Bruns fra skatterådet i Hamborg havde det synspunkt, men at en retssag for nyligt havde givet en investor ret i, at den slags handler var lovlige. Desuden havde en anden juraprofessor lige publiceret en artikel, der gik imod Bruns vurdering

Bankes skattefolk skeptiske

Samtidig begyndte de at røre på sig i Macquaries skatteafdeling. En ung kvindelig skatteadvokat, der få måneder inden var skiftet fra en stilling hos netop revisionskoncernen Ernst & Young, var blevet sat på sagen. Nu skulle hendes friske øjne vurdere planerne.

I stedet for at støtte sig til udmeldingerne fra kollegerne i Peter Lucas’ afdeling tog den kvindelige skatteadvokat selv direkte kontakt til de juridiske rådgivere. Blandt andet skrev hun i en mail til sin chef, at hun nu havde haft en lang snak om spørgsmålet omkring skattebedrag med en partner hos et af de advokatfirmaer, der rådgav Macquarie.

Efter den snak var hendes konklusion, at Macquarie rent faktisk godt kunne blive retsforfulgt efter tysk lov for at have deltaget i skattebedrag. Straffene kunne både indebære fængselsstraffe og bøder.

- Når man tager det nuværende marked og atmosfæren i Tyskland omkring de her handler i betragtning, så er der en risiko for, at en kriminalsag kunne blive rejst mod køberne, og derfor også andre parter involveret i disse handler, skrev den kvindelige skatteadvokat.

Retsforfølgelse var dog stadig ikke det mest sandsynlige scenarie. Det ville nemlig kræve, at myndighederne kunne bevise, at deltagerne vidste, hvad de tog del i. For eksempel at de fonde, der krævede skatten tilbage, vidste, at skatten allerede var blevet returneret én gang til den ”rigtige” ejer. Og det ville være svært at bevise.

- Det ville kun være i forbindelse med en skatterevision (…) hvor der er bevis for en forudgående aftale, at retsforfølgelse vil blive påbegyndt, skrev hun.

En næsten synsk advarsel, kan det forekomme i dag.

Game over – handlerne i vasken

På trods af de interne betænkeligheder fortsatte processen i Macquarie. Den 10. december 2010 kunne Peter Lucas meddele sine chefer, at alt nu var ved at være klar i forhold til planerne med de tyske fonde. En besked, der gik ud til blandt andre topchef Nicholas Moore, Shemara Wikramanayake, finansdirektøren og chef for Risikostyring.

Men allerede fem dage efter, den 15. december, faldt det hele fra hinanden. For en gangs skyld var de tyske myndigheder et skridt foran. Fra den ene dag til den anden var skattelovgivningen lavet om og strammet til.

Det fik en af advokat Hanno Bergers tætteste kolleger til at sende en mail med den korte tekst ”Big problem. Game over” til finansfirmaet ZFP, der sendte den videre til en ansat i Peter Lucas’ afdeling i Macquarie.

I praksis betød det, at de planer, Peter Lucas i månedsvis havde arbejdet på, ikke længere kunne lade sig gøre. Havde der været et hul i loven, så var det lukket nu.

Men Peter Lucas gav ikke op. For lovændringerne var meget specifikt rettet mod brugen af tyske fonde i forbindelse med handlerne. Og Macquarie havde allerede andre muligheder på tegnebrættet, blandt andet lignende planer med irske fonde.

- Helt konkret så har en af vores kunder, som havde fået etableret en tysk investeringsfond med henblik på disse handler, også to irske fonde, som allerede er etablerede med investorer, som er villige til at deltage. De har spurgt os i løbet af natten, om vi er villige til at finansiere de fonde for at gøre handelsstrategien mulig, skrev Peter Lucas i en mail til Macquaries ledelse den 16. december.

Kapløb mod tiden mod udbyttesæson

I de næste måneder arbejdede Peter Lucas’ afdeling intensivt på at finde en ny løsning for handlerne. Og de havde travlt, for udbyttesæsonen begyndte for alvor i foråret. Måske fandtes der bedre modeller end de irske fonde?

Hanno Bergers advokatfirma anbefalede at bruge amerikanske pensionskasser. Den løsning, der siden blev brugt til også at tømme den danske statskasse.

Det virkede ideelt, fordi Tyskland og USA havde en dobbeltbeskatningsaftale, som indebar, at de tyske skattemyndigheder ikke ville tilbageholde nogen skat. Derudover var det kendt, at andre aktører i markedet med succes havde benyttet de amerikanske pensionskasser til samme skattefidus for udbyttesæsonen 2010.

En af udbytte-specialisterne hos ZFP havde kontakt til bestyrerne af en række amerikanske pensionskasser. De havde begge tidligere været involveret i handler omkring udbytteskat.

I løbet af de næste par måneder fandt parterne sammen, og der blev sat en ny struktur op, hvor de tyske fonde blev erstattet af amerikanske pensionskasser – men ellers var fidusen og formålet det samme: Banken skulle tjene mange hundrede millioner kroner på meget kort tid. Stort set uden risiko. Og pengene skulle ’tjenes’ ved, at staten betalte den samme udbytteskat tilbage to gange.

Ledelse godkender nye handler

Efter at have fået nye vurderinger fra to af sine juridiske rådgivere og efter flere interne magtkampe, særligt med Macquaries skattespecialister, gav den øverste ledelse i Macquarie endnu engang grønt lys til skatte-fidusen.

Det fremgår blandt andet af dokumenter fra marts 2011, hvor de konkrete kreditfaciliteter til de amerikanske pensionskasser skulle igennem en formel godkendelsesprocedure. Under titlen ”Delta Neutral Lending” blev der rundsendt et dokument til elektronisk godkendelse.

Chefen for Macquarie Funds Group, Shemara Wikramanayake, gav sin godkendelse den 25. marts klokken 14.32 om eftermiddagen. Også chefen for Legal og Compliance, finansdirektøren og chefen for Securities godkendte finansieringen af de amerikanske pensionskasser.

Dermed kunne handlerne føres ud i livet.

Tyskland smækker kassen i - anholdelse og retsforfølgelse

De tyske myndigheder overraskede mange i finansverdenen, da de i sommeren 2011 smækkede kassen i og nægtede at refundere udbytteskat for næsten 3,5 milliarder kroner, som amerikanske pensionsfonde mente at have til gode i tysk udbytteskat. Disse beløb var dog ikke kun relaterede til transaktioner, Macquarie var involveret i.

Alligevel endte Macquarie med at tjene 370 millioner kroner i gebyrer fra låntagerne. Det svarede til fire procent af det samlede aktieudbytte fra de handler, Macquarie var involveret i. Det havde banken sikret sig, selvom det aldrig lykkedes for de amerikanske enkeltmandspensionskasser at trække deres påståede tilgodehavender ud af den tyske statskasse.

Her syv år efter, at de tyske myndighederne smækkede kassen i, foregår der stadig et oprydningsarbejde af dimensioner og juridiske kampe.

Flere af de amerikanske pensionskasser tabte penge på handlerne, fordi de ikke fik udbytteskat refunderet og har derfor lagt sag an mod den tyske stat. Hos pensionskassernes advokater er synspunktet stadig, at de bare udnyttede et hul i loven og derfor har krav på at få skatten udbetalt.

Sigtelser mod Macquarie-ansatte

Flere nuværende og tidligere ansatte i Macquarie er i dag mistænkte i den tyske sag.

Eksempelvis har den tyske statsanklager i Køln, som står for hovedparten af efterforskningen mod den australske investeringsbank, nu udpeget både den nuværende topchef, Nicholas Moore, og Shemara Wikramanayake som mistænkte i sagen.

I Frankfurt har statsanklageren nu rejst tiltale mod seks personer, blandt andre skatteadvokaten Hanno Berger. Han bor i dag bor i Schweiz, som hidtil har nægtet at udlevere ham.

Samlet viser DRs gennemgang, at adskillige af de højtplacerede personer hos Macquarie, der tilbage i 2010 og 2011 godkendte handlerne, stadig sidder i bankens ledelse i dag. Konkret har fem personer i den nuværende direktion været informeret om handlerne, og flere af dem har godkendt dem.

Macquarie erkender at have deltaget i skattefidusen, både i midten af nullerne i en London-afdeling under Macquarie Securities Group og at have finansieret handlerne i 2011 i Macquarie Funds Group.

Koncernen holder dog fast i, at den handlede i god tro og i overensstemmelse med vurderinger fra sine juridiske rådgivere. Derudover tilføjer Macquarie, at en række andre banker også deltog i transaktionerne.

Hverken topchef Nicholas Moore, Shemara Wikramanayake eller Peter Lucas ønsker at kommentere deres rolle i handlerne.

Aktier, udbytte og skat

  • Når en virksomhed giver overskud, kan den vælge at udbetale en del af overskuddet til sine ejere, aktionærerne. Dem, der ejer en aktie i virksomheden, kan altså - én gang om året, når der er generalforsamling – få en del af overskuddet udbetalt i form af et udbytte.

  • Når aktionærer modtager udbytte, skal de betale skat af det. Det kaldes udbytteskat.

  • I Danmark er satsen for udbytteskat 27 procent. De penge tilbageholdes automatisk af skattevæsenet.

  • Men Danmark har særlige skatteaftaler med flere lande i verden. Det betyder, at visse selskaber i visse lande har mulighed for at få refunderet den udbytteskat, som skattevæsenet i Danmark har tilbageholdt. Blandt andre små amerikanske pensionskasser har skattefrihed, som betyder, at de ikke skal betale udbytteskat i Danmark.

  • Men ifølge de danske myndigheder har hundredvis af pensionskasser og selskaber fået refunderet udbytteskat, som de slet ikke har betalt. I alt har Skat fra 2012 til 2015 fejlagtigt udbetalt 12,7 milliarder kroner i refusion af udbytteskat.

Facebook
Twitter