Madspildsprojekt fra Løvens Hule har fået tocifret millionbeløb

Holdet bag 'Too Good To Go' sagde nej tak til investorerne i Løvens Hule. Nu har de sagt ja til en af de investorer, de afviste. Og to mere.

Holdet bag madspilds-app'en 'Too Good To Go' tillod sig at være kræsne, da de var i DR1-programmet Løvens Hule for at finde investorer til at give projektet et yderligere boost.

De sagde nej til tilbud fra flere af løverne i Løvens Hule - tilbud, som de fleste nystartede iværksættere formentlig ville sukke efter. Og det var vist en god idé.

Efter optagelserne i april tog 'Too Good To Go'-holdet selv kontakt til en af de løver, de afviste, nemlig Birgit Aaby. Hun har hjulpet med at finde en gruppe investorer, der har smidt et tocifret millionbeløb i projektet.

En af investorerne er Mette Lykke, der står bag iværksættereventyret motionsapp'en Endomondo, som blev solgt for 575 millioner kroner i starten af 2015.

- 'Too Good To Go' er en rigtig god idé, som løser et samfundsproblem, og så har det et rigtig stort forretningspotentiale, siger Mette Lykke, der har store roser til holdet bag.

- Det er det rigtige team, og de er kommet rigtig langt på et år. De har den rigtige indstilling og det rigtige drive, og nu skal de ud på en lang rejse. Det er gået rigtig godt det første år, men der er lang vej til, at det bliver en global succes.

  • 'Too Good To Go' er en app, hvor du kan bestille overskydende mad, som ellers ville være blevet smidt ud ved lukketid fra lokale restauranter, caféer, hoteller, dagligvarebutikker og bagerier. Maden sælges til billige priser og kan hentes før lukketid. Blandt andre kæderne Kvickly og Rhein van Hauen bakker op om 'Too Good To Go', der siden slutningen af 2015 har solgt cirka 500.000 måltider.

I videoen herunder kan du se holdet bag 'Too Good To Go' præsentere projektet for investorerne i Løvens Hule.

Birgit Aaby har også selv smidt penge i 'Too Good To Go', som hun nu er medejer af.

- Det bliver kæmpe stort i Danmark og har også et kæmpe stort globalt potentiale, siger hun.

Men investoren ser ikke kun en hurtigt voksende teknologisk løsning med muligheden for et stort afkast i 'Too Good To Go'.

- De gør noget godt for verden, og jeg kan godt lide, at man ikke kun gør det for pengene, men at man også gør noget for andre.

Hovedinvestor Preben Damgaard, der blandt andet er kendt for salget af softwaresuccessen Navision, begrunder blandt andet sin investering med, at 'Too Good To Go' er løsningen på et internationalt problem, og at det i det hele taget bare er en god idé.

- De stærke værdier og den gode idé, der ligger til grund for Too Good To Go’s koncept har været en afgørende faktor for min beslutning, siger Preben Damgaard.

Vil dele kagen med flere

Sammen med Mette Lykke og Birgit Aaby har han investeret et tocifret millionbeløb i 'Too Good To Go', der siden optagelserne af Løvens Hule er blevet barberet ned til fem mand. Pengene skal bruges til at sprede budskabet og forretningen til flere lande.

- De skal bruges til vækst og udvikling. Det koster penge at tjene penge, og vi vil gerne investere. Vi skal have ansat nogle folk i de forskellige lande, og de skal også have en del af kagen, siger Stian Olesen, der er direktør i 'Too Good To Go'.

- For os er det ikke vigtigt at eje det her selv. Det er vigtigt for os, at kagen bliver så stor, som muligt, og at så mange, som muligt, får del i kagen.

Derfor får de nye folk på de vigtigste poster en aftale, hvor de får en ejerandel i 'Too Good To Go', hvis de lever op til nogle bestemte mål.

- Det er eksploderet

Siden lanceringen har flere end 800.000 downloadet madspilds-app'en, og 'To Good To Go' har på et år etableret sig i Storbritannien, Frankrig og Tyskland.

Virksomheden har modtaget flere priser, blandt andet Nordisk Råds Miljøpris på 350.000 kroner.

-Det er eksploderet. Det er sindssygt fedt, at det kan gå så stærkt. Vi har levet på en sten i et år, men nu har vi rent faktisk en masse penge, så vi kan købe udstyr og ansætte folk, siger Stian Olesen.

Iværksætteriet har været et fuldtidsprojekt for Stian og co. siden oktober 2015, hvor de har forsøgt at få de hele til at hænge sammen økonomisk. Det gør det i højere grad nu, hvor millionerne er kommet ind fra Mette Lykke, Preben Damgaard og Birgit Aaby.

Nu skal sidstnævnte med sin erfaring være med til at optimere professionaliseringen og væksten.

- Vi skal ud på nogle flere markeder, hvor vi skal finde nogle lokale ledere, og der er Birgit superskarp til at vurdere folk, siger Stian Olesen.

Birgit Aaby er gået all-in på 'To Good To Go' og har været i nærmest daglig kontakt med Stian og de andre fire.

- Vi skylder en stor tak til Birgit og de andre investorer. Mette og Preben hjælper også med kontakter, og de er ikke bare folk, der køber en lottobillet, siger Stian Olesen.

Investorernes tro på projektet har også været med til at overbevise ham om, at 'Too Good To Go' bliver en stor global succes.

- Der er så meget potentiale i metropolbyerne. Vi tror på, at det kan blive det næste Uber og Airbnb bare inden for madspild.

- Det, vi har oplevet på et år, kan ikke måle sig med det, vi kommer til at opleve de næste fem år, siger Stian Olesen.

Holdet bag 'Too Good To Go': Klaus Pedersen (øverst venstre), Brian Christensen (nederst venstre), Stian Olesen (midten), Thomas Bjørn (øverst højre), Adam Sigbrand (nederst højre).
  • Stian Olesen, direktør: Stian står for at styre virksomheden den rigtige vej og for at videreformidle information. Han er iværksætter uddannet og brænder for at gøre en forskel for miljø og natur.

  • Thomas Bjørn, salgschef: Thomas har været sælger i forskellige brancher og står for at træne og ansætte sælgere i hele organisationen. Thomas er en disciplineret mand med et stærkt gå på mod.

  • Adam Sigbrand, onboardingschef: Adam står for processen, efter kunden har skrevet under og er tidligere iværksætter i forskellige brancher. Adam har en stærk sans for mennesker og processer.

  • Klaus Pedersen, marketingschef: Klaus er iværksætter og uddannet inden for marketing og kultur. Klaus er stærk inden for innovation, optimering og mennesker.

  • Brian Christensen, IT-chef: Brian er softwareingeniør med mange års erfaring. Brian er velorganiseret, struktureret og hårdtarbejdende.

Facebook
Twitter