Mærsk-chef fik 175 millioner som forsikringsdirektør

Ingen topboss er 175 millioner kroner værd i løn over ti år. Det mener Aktionærforeningen efter det er kommet frem, at Mærsk-formanden Michael Pram Rasmussens årsløn var 17,5 millioner kroner.

Formand for bestyrelsen i A.P. Møller - Mærsk Michael Pram Rasmussen fik en årsløn på 17,5 millioner årligt over ti år som direktør for Topdanmark. (Foto: DR © DR)

Ingen topboss er 175 millioner kroner værd i løn, og de store tal skærer i øjnene på aktionærerne.

Det mener Dansk Aktionærforening efter det er kommet frem, at A.P. Møller-Mærsk-formanden Michael Pram Rasmussen over 10 år har scoret 175 millioner kroner - en gennemsnitlig årsløn på 17,5 millioner kroner - som topchef for forsikringsselskabet Topdanmark. Det har han bl.a. gjort i kraft af aktieoptioner.

Aktionærforeningen: Læg loft over

- Pram har gjort et formidabelt godt stykke arbejde som mange andre direktører herhjemme i de senere år, men der er ingen, der er så mange penge værd. Bestyrelserne må sikre, at der er et loft over, hvor mange penge optionerne kan udløse, siger kontorchef i Dansk Aktionærforening, Peter Jeppesen.

Aktionærforeningen kræver åbenhed og gennemsigtighed i virksomhedernes optionsprogrammer.

Det er udgivelsen af en Pram-biografi, der sender Michael Pram Rasmussen ind i gulddrengenes rækker i selskab med TDC-direktør Henning Dyremose og en lang række bankdirektører landet over.

Facebook
Twitter