Mærsk-chefen blev fyret og udløste jubel

PORTRÆT Nils Smedegaard er fortid på Esplanaden. Topchefen lukkede Lindø og tog livtag med traditionerne. Men drastiske tider kræver endnu mere drastiske metoder.

Efter ni år i spidsen for Danmarks største virksomhed bliver Nils Smedegaard Andersen nu afløst på posten. (Foto: claus fisker © Scanpix)

På en dag, hvor alle investorer ellers holder sig i ro og nervøst afventer afstemningen i England, kunne én mands afgang skabe røre på børsen i København.

Nils Smedegaard Andersen er fortid som topchef for A.P. Møller-Mærsk. Og dén besked fik, sammen med meldingen om en ny strategi for selskabet, aktiehandlere til at sende Mærsk-aktiekursen i vejret.

Der er igen tro på bedre tider for en af Danmarks største virksomheder.

Men hvem er Mærsk-topchefen, som så mange investorer har ønsket ude af vagten?

Nils Smedegaard Andersen blev hentet ind for ni år siden fra Carlsberg, som Mærsk-McKinneys udvalgte. Og det med et klart mandat: Han skulle stramme op og skære til i virksomhedens forretninger indenfor rederi, containerfart, olie og meget andet.

Lukkede Lindø-værftet

Mest larm gav det, da økonomen fra Aarhus stod i spidsen for lukningen af Lindø-værftet i 2012 og de flere end 2.000 arbejdspladser ved Munkebo. Igennem mere end 90 år havde A.P. Møller-Mærsk bygget skibe på Fyn, men det kunne gøres billigere i Sydkorea. Og siden har rederiet fået bygget verdens største containerskibe udenfor Danmark.

Han fik også solgt andelen i Dansk Supermarked (Bilka, Føtex og Netto) fra. Ligesom aktierne i Danske Bank blev solgt ud fra Mærsk-gruppen og over i familiefondens selskab. Det til trods for, at han er gift med datteren til Danske Banks tidligere direktør, Tage Andersen.

Niels Smedegaard skar fedtet fra. Eller skar ind til kernen, som investorerne siger. Han blev manden, der gjorde op med en række stærke traditioner i selskabet. For at holde fokus på afkastet til aktionærerne.

Dyster fremtid

Undervejs fik han styret A.P. Møller Mærsk igennem en finanskrise. Dog blev han midlertidigt sat ud af spillet med hjerteproblemer i 2012. Men kom tilbage til roret efter nogle måneders sygemelding.

Som 57-årig er Nils Smedegaard Andersen dog langt fra pensionsmoden. Så hvorfor er han blevet fyret?

A. P. Møller-Mærsk har i lang tid været under heftigt pres. Blandt andet fordi både priserne på olie og fragt af containergods er helt i bund. Fremtiden er dyster. Mange investorer ser helst, at det enorme konglomerat tager endnu mere drastiske midler i brug.

Bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen har udtalt, at selskabet måske skal splittes op. Og det skal altså ske med en skipper på broen. Søren Skou, der som direktør i Mærsk Line bliver hentet fra selskabets egne rækker.

- Som bestyrelse skal vi hele tiden stille spørgsmål ved, om vi kan gøre det bedre. Vi må ikke gå i stå. Vi har overlevet i 100 år og vil gerne overleve 100 år mere, udtalte Michael Pram Rasmussen.

Facebook
Twitter