Mærsk har kurs mod svimlende overskud - overvismand vil gøre op med skattefordel

Afskaffelse af tonnageskat vil ikke nødvendigvis give flere penge i statskassen, mener Mærsk-direktør.

A.P. Møller-Mærsk tjente 117 milliarder kroner i 2021, men betalte 4,5 milliarder kroner i skat. Rederiet betaler nemlig ikke selskabs- men tonnageskat. Overvismand vil gøre op med ordningen. (arkivfoto). (Foto: JOHN THYS © Ritzau Scanpix)

A.P. Møller-Mærsk skovler penge ind.

Årets første seks måneder vil give et rekordoverskud på 113 milliarder kroner, oplyste den danske rederigigant i dag.

Dermed har man på kun seks måneder næsten overgået rekordoverskuddet på 117,5 milliarder fra hele sidste år.

Men en særlig skatteordning gør, at Mærsk betaler en mindre procentdel af deres indtjening i skat.

I 2021 betalte Mærsk 4,5 milliarder kroner i skat. Det svarer til en skatteprocent på omkring fire procent.

Den almindelige selskabsskat er på 22 procent. Den betaler Mærsk på blandt andet havnedrift og landtransport.

Derfor er tiden kommet til at gøre op med rederiernes skattefordel, mener overvismand og professor i økonomi ved Københavns Universitet, Carl-Johan Dalgaard.

- Det er en ordning, som overordnet på samfundsplan må anses for ikke at være hensigtsmæssig. Derfor mener vi, at man bør rulle den skattebegunstigelse tilbage, siger han til Berlingske.

Mærsk og andre rederiet betaler nemlig ikke selskabsskat, men såkaldt tonnageskat - en form for vægtafgift på skibene.

Da skibene vejer det samme, kan statskassen ikke se frem til stigende skatteindtægter, selvom stigende fragtrater banker Mærsk-indtjeningen i vejret.

Direktør: Vi vil helst ikke skulle konkurrere på skat

Men administrerende direktør for A.P. Møller - Mærsk, Søren Skou, forsvarer ordningen.

- Faktisk har det i mange år været en stor fordel for staten, at vi har betalt tonnageskat, for vi har faktisk betalt skat i mange år, hvor vi ikke har tjent nogen penge, siger han.

- Nu har der så været et par år, hvor vi har haft en meget ekstraordinær situation, og indtjeningen er steget meget. Skal man så lave hele skattesystemet om? Det ved jeg ikke, siger han.

Han henviser til, at rederiets konkurrenter i Europa, USA og Asien også er underlagt ordninger med tonnageskat.

- Det vigtigste for Mærsk er, at vi har det, man kalder en level playing field (samme spilleregler, red.). Vi er et globalt erhverv, vi er globalt konkurrenceudsat, og vi vil helst ikke ud i en situation, hvor vi skal til at konkurrere på skat, siger Søren Skou.

Tonnageskatten blev indført med virkning fra 2001 for at undgå udflagning - at danske rederier flytter deres forretning til udlandet. Inden havde store rederinationer som Grækenland og Holland indført samme ordning.

Men de økonomiske vismænd har flere gange advaret om, at tonnageskatten er en indirekte statsstøtte, der skævvrider økonomien.

Overvismand Carl-Johan Dalgaard mener dog ikke nødvendigvis, at rederierne skal betale den samme skatteprocent som for eksempel Novo Nordisk eller andre danske virksomheder.

- Her kan der godt være en samtale, siger han til Berlingske.

- Man kan godt have et erhverv, som er meget eksponeret over for skattekonkurrence, og det kan godt betyde, at man ikke skal beskatte helt så meget som i andre dele af erhvervslivet, hvor denne form for konkurrence ikke er så intens.

- Vi har ikke foreslået et egentlig alternativ, men blot sagt, at subsidiering ikke er videre hensigtsmæssigt, siger han.

Graf: Dagens regnskab fik kursen på Mærsk-aktien til at stige.

Rederidirektør: Meget lille del af forretningen foregår i Danmark

Mærsk-direktør mener dog ikke, at et farvel til tonnageskatten nødvendigvis vil være et plus for Danmark.

- Set fra Danmarks synspunkt, er det ikke sikkert, at Danmark ville få flere skatteindtægter ved at droppe tonnageskatteordningen, siger han.

- Når man betaler selskabsskat, så bliver man beskattet, der hvor aktiviteten sker, og når det angår Mærsk, så er en meget lille procentdel af vores forretning, der aktuelt sker i Danmark, siger Søren Skou.