Mærsk satser på Afrika

Mærsk investerer stort i det afrikanske marked. Rederiet udvider særligt i den nigerianske havn i byen Lagos.

Containerskibet Cornelius Mærsk (Foto: Maersk Line © DR)

Rederigiganten A.P. Møller-Mærsk ser stort potentiale i det afrikanske marked og investerer stort i skibe og havneanlæg i en række lande på det afrikanske kontinent.

Særligt satser rederiet stort på havnen i Lagos i Nigeria. Det fortæller chef for Maersk Line i Central og Vestafrika, David Skov, til dagbladet Børsen:

- Nigeria har den samme betydning for Afrika, som Kina har haft for verdensøkonomien i de senere år. Vi ser meget høje vækstrater, og der er begyndt at komme en middelklasse, som man har set i andre vækstmarkeder som Brasilien og Indien. Det betyder, at behovet for fødevarer og forbrugsgoder som tv og køleskabe vil fortsætte med at stige fremover.

Fokus på Nigeria

A.P. Møller-Mærsk tror så meget på fremtiden i det afrikanske marked, at Mærsk havneselskab, APM Terminals, nu overvejer at skyde 700 millioner kroner i en udvidelse af havnen i Lagos i Nigeria.

- Nigeria er et enormt vækstmarked med et kæmpe potentiale. Og selvom den gennemsnitlige købekraft er meget lav, så har landet jo en meget stor befolkning, chef for APM Terminals i Lagos, Koen De Backker og siger, at han forventer, at Mærsk godkender kæmpeinvesteringen inden jul.

Facebook
Twitter