Mærsk skifter topchefen ud

Nils Smedegaard Andersen stopper som topchef i Mærsk efter ni år på posten.

Nils Smedegaard Andersen er færdig på posten som topchef, men får masser af ros med på vejen(Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Danmarks største virksomhed, A.P. Møller Mærsk A/S, får ny administrerende direktør.

Efter ni år på posten er Nils Smedegaard Andersen færdig som topchef.

Det skriver A.P. Møller Mærsk i en selskabsmeddelelse.

I stedet skal Mærsk fremover dirigeres af Søren Skou, som har været ansat i A.P Møller Mærsk siden 1983, og været med i bestyrelsen siden 2006.

- På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne takke Nils Smedegaard Andersen for de betydelige resultater, han har opnået i forhold til gruppens internationale vækst, siger Michael Pram Rasmussen, som er bestyrelsesformand i A.P. Møller Mærsk, i meddelelsen.

Nils Smedegaard får også tak for sin indsats for at øge gennemsigtighed og kommunikation med koncernens interessenter:

- Han har været en drivkraft i opbygningen af et fokuseret og globalt konglomerat af fem kerneforretninger inden for shipping, logistik og energi, lyder det.

Forklaringen på skiftet begrundes med, at Mærsk skal have "styrket sin position", og at "Mærsk Gruppens strategiske muligheder skal udvikles yderligere".

Den nye topchef, Søren Skou, blev i 2012 udnævnt til administrerende direktør for Maersk Line, og den stilling bliver han i - selvom han nu også er topchef for Mærsk Gruppen, fremgår det.

- Jeg glæder mig til denne mulighed for at lede Maersk Group ind i den næste fase af vores strategiske udvikling. De hastige forandringer i verden kræver, at vi kan tilpasse os hurtigt, nemt og med minimale omkostninger, mens vi samtidig bevarer fokus på hver forretningsenhed, siger Søren Skou i selskabesmeddelelsen.

Chefskiftet sker med effekt fra 1. juli 2016.

Facebook
Twitter