Mærsk skyllede kemikalier i havet: Nu falder bøden

Ulovlige kemikalieudslip fra olieplatforme giver bøde på 500.000 kroner.

Den nye ejer af Mærsks oliefelter, Total, vil ikke give interview om sagen, men bekræfter at have modtaget en bøde på 500.000 kroner. Foto: Colourbox - illustration: Morten Fogde Christensen DR Nyheder

Mærsk Oil brød loven ved at skylle tonsvis af miljøfarlige kemikalier i havet fra sine olieplatforme i Nordsøen.

Det viser et bødeforlæg, som Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har sendt til Mærsk Oils nye, franske ejer Total.

Olieselskabet vil ikke give interview om sagen, men bekræfter at have modtaget en bøde på i alt 500.000 kroner.

- Den manglende overholdelse er både beklagelig og uacceptabel, skriver Line Bruun, presseansvarlig i Total, i en e-mail til DR Nyheder.

Røde kemikalier

Det var Miljøstyrelsen, som i 2017 politianmeldte Mærsk Oil for brud på havmiljøloven. Årsagen var, at Mærsk Oil i en årrække udledte miljøfarlige såkaldt ”røde kemikalier” uden tilladelse til det.

- Vi syntes, at der var flere forhold, som talte for, at virksomheden skulle undersøges, og derfor overgav vi sagen til politiet, siger Inger Bergmann, kontorchef i Miljøstyrelsen, der tager bødestraffen på de 500.000 kroner ”til efterretning.”

Sagen handler om systematisk og ulovlig udledning af kemikalier til havvandet fra november 2014 til maj 2017 og er blevet efterforsket af Syd- og Sønderjyllands Politi.

I alt nåede Mærsk Oil at udlede over 100 ton miljøfarlige kemikalier, før sagen blev offentligt kendt i 2017, viser oplysninger, som DR Nyheder har fået aktindsigt i ved Miljøstyrelsen.

Der var tale om vandklaringsmidlet WT-1099 og desinfektionsmidlet MB-5952, som blev brugt i forbindelse med olie- og gasproduktionen i Nordsøen.

- Bødestraffen er rimelig nok, fordi Mærsk Oil har vidst, at de udledte røde kemikalier og ikke har informeret Miljøstyrelsen om det, som de ellers skal gøre, siger seniorforsker i miljøkemi ved Aarhus Universitet Pia Lassen og uddyber:

- Havmiljølovene er lavet af en rigtig god grund – de skal holde vores have så rene som muligt. Ret mange af kemikalierne, der er røde, slår måske ikke dyrene ihjel, men de svækker dyrene, hvorefter dyrene er mere modtagelige over for parasitter og sygdomme eller har en lavere vækstrate.

Indberettede selv

Mærsk Oil fortalte Miljøstyrelsen, at kemikalierne var klassificeret som relativt lidt miljøskadelige som henholdsvis gule og grønne kemikalier og fik dermed tilladelse af Miljøstyrelsen til at udlede dem i begrænsede mængder.

Men kemikalierne var reelt mere miljøfarlige og skulle klassificeres som røde. Det fandt leverandørerne ud af og gjorde Mærsk Oil opmærksom på omklassificeringen. Først efter godt to år videregav Mærsk Oil den viden til Miljøstyrelsen. Det fik Miljøstyrelsen til at konkludere, at styrelsen var blevet misinformeret, og at Mærsk Oil i mere end to år havde overtrådt sine udledningstilladelser.

Efter politisk fokus på sagen politianmeldte Miljøstyrelsen i august 2017 Mærsk Oil for brud på havmiljøloven.

Flere initiativer

Danmarks Naturfredningsforening er tilfreds med, at der bliver uddelt en bøde for at have skyllet de to kemikalier ulovligt i havet.

- Det glæder mig, at der er blevet tildelt en bøde i den her sag, fordi Mærsk Oil ulovligt har udledt kemikalier til vores natur og havmiljø. Det er et vigtigt signal at sende til alle virksomheder, at uanset, hvor stor du er, så skal du overholde de regler og den lovgivning, der skal beskytte vores miljø og natur, siger Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening.

Hun ærgrer sig dog over, at bødestørrelsen på 500.000 kroner ikke står mål med de milliarder, som oliekoncernen Total omsætter for.

I et skriftligt svar til DR Nyheder oplyser Total, at selskabet har taget flere initiativer for at sikre, at sagen ikke gentager sig.

- Vi har blandt andet indført ny procedure for registrering af tilladelser til produktionskemikalier og rapportering, som betyder, at eventuelle omklassificeringer håndteres med øjeblikkelig virkning.

- Vi har også implementeret et nyt softwareværktøj, som hjælper med at styre leverandørinformation og godkendelser, og vi har styrket vores tilsyn og revision af vores kemikalieleverandører, skriver presseansvarlig Line Bruun fra Total.

Foruden WT-1099 og MB-5952 anmeldte Miljøstyrelsen også Mærsk Oils udledning af Scavtreat 7103 til politiet. Dette kemikalie er imidlertid ikke omtalt i bødeforlægget, som DR Nyheder har fået aktindsigt i.

MÆRSK OIL KØBT AF TOTAL

  • Verdens fjerdestørste oliekoncern Total købte i 2018 Mærsk Oil i en milliardhandel.

  • Med i handlen fulgte cirka 1.500 Mærsk-ansatte, som i dag kører olieforretningen videre for Total.

  • Mærsk Oils licens til at bore efter olie og gas i den danske undergrund bliver videreført af Total.

  • Oliekoncernens danske aktiviteter er underlagt dansk miljølovgivning.

Facebook
Twitter