Mærsk smækker porten i til Rusland: 'Nu går det totalt i stå'

Rederiet er dybt bekymrede over, hvordan krisen bliver ved med at eskalere i Ukraine, lyder det fra Mærsk.

A.P. Møller - Mærsk er medejer af containerterminaler i St. Petersburg, Novorossiysk, Vladivostok, Vostochny og Kaliningrad. (Foto: AMR ABDALLAH DALSH © Ritzau Scanpix)

De store containerskibe fra rederimastodonten A.P. Møller - Mærsk sejler vidt omkring i alle verdensdele, men fremover vil de sejle i en stor bue uden om Rusland.

For grundet situationen i Ukraine har rederiet, der er et af verdens største, nu meddelt, at næsten al fragt til og fra Rusland vil blive indstillet. Allerede planlagte leveringer vil blive gennemført.

- Stabiliteten og sikkerheden af vores aktiviteter bliver allerede direkte og indirekte påvirket af sanktioner, og derfor suspenderer vi midlertidigt alle nye bookinger af søfragt og på land til og fra Rusland med undtagelse af fødevarer, medicin og nødhjælp. Suspenderingen gælder alle russiske havne, skriver rederiet til DR Nyheder.

Og den udmelding kommer til at gøre ondt på Rusland, vurderer Peter Sand, der er shippinganalytiker i virksomheden Xeneta.

- Alt bliver efterhånden fragtet via containere, derfor vil der ikke gå lang tid før, lagrene i forskellige russiske virksomheder er gnavet ned.

- Og helt fundamentalt importerer man det, man har brug for. Derfor er det klart, at Rusland hurtigt vil komme til at mangle varer til deres produktioner. Og de kan heller ikke sælge de varer, de ellers ville, siger han.

Siden Ruslands invasion af Ukraine er der skyllet et hav af sanktioner ind over landet, og derfor tager shippingindustrien nu også affære.

Det er nemlig ikke kun Mærsk, der har valgt at sige stop.

- Det batter, at mange går ud og gør det her. Hvis det kun var Mærsk, der gjorde det, var det nok for lidt. Men nu går det totalt i stå, siger Peter Sand.

Nye problemer for verdenshandlen

Det skabte store problemer over hele verden, da det massive containerskib Ever Given sad fast i Suez-kanalen, der er en af verdens vigtigste handelsruter, sidste år.

Det 400 meter lange og 59 meter brede containerskib Ever Given stødte på grund den 23. marts sidste år. (Foto: Maxar Technologies © Ritzau Scanpix)

Selvom vi nok ikke kommer til at se en lignende situation nu, kan det komme til at give voldsomme hovedpiner for verdenshandlen senere hen.

- Det er forbundne kar hele vejen rundt. De containere, der for eksempel er i Ukraine, vil måske blive forsinket i op til flere måneder. Derfor vil de komme til at mangle på et tidspunkt, siger Peter Sand og fortsætter:

- Der er ikke en prop specifikt, men der er en masse juridiske restriktioner. Derfor ville det hele blive væsentligt besværliggjort, og det kan i sidste ende betyde højere fragtrater.

Og de besværligheder kan allerede nu mærkes hos Mærsk selv.

- Vi følger nøje den udviklende situation, hvor regeringer fremsætter nye sanktioner mod Rusland, og vi begynder at se effektenglobale forsyningskæder, skriver rederiet til DR Nyheder.

Vigtige for Rusland

At netop Mærsk vælger at indstille næsten al fragt til og fra Rusland, kan gøre ekstra ondt på landet.

- Mærsk er en del af infrastrukturen og er et af de allervigtigste rederier for Rusland, siger Jens Worning, der er er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og nuværende udenrigspolitisk kommentator for Kristeligt Dagblad.

Lars Løkke Rasmussen og Vladimir Putin under åbningen af en ny Mærsk containerlinje i Sankt Petersborg i 2010. (Foto: pool © Scanpix Denmark)

Jens Worning var selv med til at arrangere et topmøde mellem daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, og præsident Putin. Det skete i anledning af åbningen af en ny Mærsk-containerlinje.

I øjeblikket er rederiet medejer af en række containerterminaler i Rusland via selskabet APN.

- For ti år siden havde vi ekstremt tætte relationer. Dansk erhvervsliv var meget velkommen i magtens inderste cirkler

- Der var åbne døre, og Mærsk havde investeret meget i at blive en del af havnen i Sankt Petersborg. Det var gode tider. Vi var venner, siger Jens Worning.

Du kan høre mere om Mærsks relation til Rusland i videoen nedenfor.