Mærsk var også en politisk magtfaktor

Mærsk Mc-Kinney Møller dominerede ikke kun erhvervslivet. Skibsrederen var også en politisk magtfaktor.

Det var Anders Fogh Rasmussen, der som statsminister i 2005, officielt modtog Operaen. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

I en menneskealder prøvede skibsrederen med skiftende held at konkurrere med de folkevalgte politikere på Christiansborg om at sætte den politiske kurs i Danmark.

Der er måske én historie om Mærsk Mc-Kinney Møller som mere end nogen anden beskriver hans politiske magt.

Da Poul Nyrup Rasmussen (S) i 2000 havde samlet en lille skare i Statsministeriet for at takke Mærsk Mc-Kinney Møller for Operaen, var det ikke alene sigende for skibsrederens legendariske planlægning - eller rettidige omhu - at takketalerne var blevet dobbelttjekket på forhånd for misforståelser og uheldige vendinger.

Ærefrygt for Mærsk

Selv statsministerens mødeinvitation måtte en tur omkring hovedkvarteret på Esplanaden 50, i København. Det fortæller noget om ærefrygten for hovedpersonen.

I en menneskealder prøvede skibsrederen med skiftende held at konkurrere med de folkevalgte politikere på Christiansborg om at sætte den politiske kurs i Danmark.

I Folketinget dækker begrebet "Lex A.P. Møller" over en lov, der er lavet til gavn for A.P. Møller. Enhedslistens erhvervsordfører, Frank Aaen, der også er kendt som en meget kritisk aktionær, kalder hans politiske indflydelse for "enorm".

Udflagede et par skibe

- For nogle år siden var der for eksempel flertal i Folketinget for at hans arvinger skulle betale arveafgift. Men Mærsk Mc-Kinney Møller udflagede et par skibe og truede med flere og så blev den lov ændret, fortæller Frank Aaen.

- Nogle år senere var der forslag om at de store rederier og industrivirksomheder skulle betale mere end symbolske beløb i skat. Den lov blev også fjernet og rederiet A.P. Møller-Mærsk betaler fortsat næsten nul i skat i Danmark, siger Frank Aaen.

Selv skiltede Mærsk Mc-Kinney Møller aldrig med sin indflydelse. I stedet lobbyede skibsrederen, hans medarbejdere og allierede - brancheorganisationerne Danmarks Rederiforening, Skibsværftsforeningen og Dansk Industri (DI) - bag de lukkede døre på Slotsholmen for fordelagtig lovgivning som var med til at sikre selskaberne de årlige milliardoverskud.

Også S og R inviteret

Desuden udbyggede Mærsk Mc-Kinney Møller med årene det politiske netværk, så det ikke kun var de borgerlige venner som blev inviteret på besøg på Esplanaden.

Over en let anretning fik også fremtrædende socialdemokrater og radikale politikere lejlighed til at vende nationale og internationale spørgsmål med skibsrederen.

Hvor skiftende regeringer i efterkrigstiden havde været mere end lydhør overfor A.P. Møller så fik tonen nemlig en anden lyd i starten af 1970'erne. De norske og britiske oliefund fik politikerne til at spørge, hvad Danmark egentlig fik ud sin aftale.

Større værdier i Nordsøen

Pludselig gik det op for de fleste, at der var større værdier i Nordsøen, end man havde troet et årti tidligere. Samtidig følte Socialdemokratiet, at Mærsk Mc-Kinney Møller snød på vægten, da det kom frem, at udenlandske selskaber ejede 80 procent af Dansk Undergrunds Consortiums (DUC) koncessioner i de interessante områder i Nordsøen.

Det var ikke det, statsminister Viggo Kampmann (S) havde forestillet sig, da han i begyndelsen af 1960'erne gav koncessionen i tillid til Arnold Peter Møllers "nationale" interesser.

Selv om koncessionen blev forlænget - til gengæld for en klausul om at A.P. Møller skulle købe danske boreplatforme, forsyningsskibe og helikoptere - så blev resten af 1970'erne derfor en langstrakt politisk guerillakrig.

Forhold til Schlüter kuldsejlede

Mærsk Mc-Kinney Møller var derfor lettet, da formanden for hans foretrukne parti de Konservative - Poul Schlüter - i 1982 blev statsminister. Men forholdet til Poul Schlüter kulsejlede i midten af 1980'erne, da han ikke var forstående nok overfor skibsrederens ønske om ekstra værftsstøtte.

Statsstøtte var ellers ikke velset, men det ændrede sig, da de danske værfter kom i krise. Ud over det så Mærsk Mc-Kinney Møller sig også gal på skattereformen, som sanerede fradragsmulighederne og indførte en realrenteafgift, der lagde skat på afkastet af investeringer.

Forstod ikke politisk spil

Som så mange andre erhvervsledere forstod Mærsk Mc-Kinney Møller aldrig det politiske spil. På Esplanaden var skibsrederens ord lov, men det var - og er - langtfra tilfældet på Christiansborg for statsministeren.

- Mærsk Mc-Kinney Møller ønskede grundlæggende at få sat skatterne ned. Det ønskede jeg også - og det gør jeg stadig, selv om det ikke længere er moderne at sige det.

Principielt var vi fuldkommen enige, men den politiske virkelighed var, at regeringen ikke rådede over et flertal til at gennemføre skattelettelserne, fortæller den tidligere udenrigsminister og formand for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen, i bogen "Mærsk Mc-Kinney Møller - et personligt portræt af Danmarks største erhvervsmand".

Optaget af Operaen

Da den tredje og - foreløbig - sidste kamp om Nordsøolien blev indledt i 2002 var Mærsk Mc-Kinney Møller dog optaget af byggeriet af Operaen.

Selv om Mærsk Mc-Kinney Møller til sin død lå i top 10, når Berlingske Nyhedsmagasin laver sine årlige opgørelser over Danmarks mest magtfulde mænd og kvinder, så afslørede olieforhandlingerne, at han ikke længere selv håndterede det politiske lobbyarbejde. Det tog Jess Søderberg, som i 1993 havde afløst ham på posten som øverste daglige chef, sig nu af.

Alligevel fik Mærsk Mc-Kinney Møller det et langt stykke af vejen, atter som han ville. Mens Socialdemokraterne takkede nej, fordi Mærsk Mc-Kinney Møller fik en usædvanlig garanti for selskabet frem til 2042 vil blive kompenseret i tilfælde af stigninger i olieskatterne, så sikrede Dansk Folkeparti - og ikke mindst Det Radikale Venstre - den nødvendige politiske bredde i aftalen.

Jelved inviteret

De Radikales gruppeformand, Marianne Jelved, blev første gang inviteret til frokost på Esplanaden kort efter at hun var blevet partileder i 1988 og under hende fik partiet for første gang støtte fra A.P. Møller.

Det skete under valgkampen i 2001, hvor partiet fik 100.000 kroner (ved folketingsvalget i 2007 fik Venstre, de Konservative, De Radikale, Dansk Folkeparti og Ny Alliance alle penge med henvisning til, det var partier med en "aktiv erhvervspolitik").

- For mig har det drejet sig om danske arbejdspladser og kultur. Siden vikingerne har Danmark været en sejlernation. Men det er truet, fordi der - på grund af mange landes statstilskud - nu er en ulig konkurrencesituation, siger Marianne Jelved, og fortsætter:

Penge er noget man har

- Der er selvfølgelig grænser for, hvad regeringen - og Folketinget - vil gøre for at hjælpe erhvervet med at overleve. Men hvis man sammenligner det med landbruget, som er i den samme situation, så har vi her et erhverv med en helt anderledes kontant indflydelse, siger Marianne Jelved.

I biografien "Mærsk - Manden og Magten" beskrives, hvordan Mærsk Mc-Kinney Møller som barn lærte, at penge er noget, man har. Det er ikke noget man taler om. Og slet ikke noget, man udstiller.

Måske er det derfor, at Mærsk Mc-Kinney Møller altid selv afviste at have nogen videre indflydelse på dansk politik. Da skibsrederen i et interview blev spurgt, hvordan det egentlig føltes at være "Danmarks mægtigste mand", lød svaret:

- Mægtig, det er man ikke i et land, der har et demokratisk styre.

Facebook
Twitter