Mærsk vil lukke gasfelt: Tyra synker langsomt i havet

Produktionen bliver lukket i 2018, hvis ikke der findes en løsning i år, siger Mærsk.

Mærsk vil stoppe gasproduktion fra Tyra, der er det største, danske gasfelt i Nordsøen og ligger 200 km vest for Esbjerg. (Foto: Tom Ingvardsen/Mærsk Olie og Ga © Scanpix)

Det skal være slut med at producere gas på gasfeltet Tyra i Nordsøen, hvis ikke der kommer en holdbar økonomisk løsning på bordet, inden året slutter.

Sådan lyder meldingen fra Mærsk, der ser sig nødsaget til at varsle lukningen af sikkerhedsmæssige årsager, fordi gasfeltet efter 30 år er nedslidt.

- Vi kan ikke gå imod naturkræfterne derude, og derfor bliver vi nu nødt til at sige, at vi slutter produktionen ved udgangen af 2018, siger Martin Rune Pedersen, landechef for Mærsk Olie i Danmark.

Gasfelterne Tyra Øst og Vest synker, så afstanden mellem havet og platformenes dæk bliver mindre, og det sker i takt med, at der bliver udvundet gas fra felterne som årene går. Det har været tilfældet i 20 år, og ifølge Mærsk har firmaet allerede investeret mere end en milliard kroner i vedligeholdelse.

Det er dog mere uklart, hvilken løsning Mærsk søger, hvis firmaet skal fortsætte produktionen, men firmaet er i dialog med relevante parter som Dansk Undergrunds Consortium om en løsning, 'der kan forlænge levetiden af feltet og være med til at sikre Danmarks gasforsyning i årtier fremefter'.

- Vi er også i dialog med de relevante danske myndigheder om emnet, men arbejdet er ikke færdigt, så det er svært at sige på nuværende tidspunkt, hvad der skal til, siger Martin Rune Pedersen.

En fuld genopbygning af gasfeltet er ifølge landechefen 'en stor og betydelig investering', og økonomien med lave gas- og oliepriser spiller ind på, hvordan en genopbygningsløsning kan se ud.

Facebook
Twitter