Magtfuld 3F'er så ingen anden udvej: 'Det er noget af det værste, jeg har oplevet'

Lokalformand i Aalborg vil ikke svare på, om han selv ville have anbefalet Per Christensen at gå.

- Jeg er dybt berørt af det her. Personligt har jeg kendt Per i 25 år, og jeg synes, at det er træls, at vi er kommet hertil, siger Allan Busk, der er lokalformand i Aalborg. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Ritzau Scanpix)

Der blev ikke danset sejrsdans.

Nej, faktisk var der mere tale om begravelsestemning, da den magtfulde lokalformand for 3F i Aalborg, Allan Busk, skulle kommentere, at hans forbundsformand, Per Christensen, netop havde indgået en aftale om at stoppe med øjeblikkelig virkning.

- Jeg er dybt berørt af det her. Personligt har jeg kendt Per i 25 år, og jeg synes, at det er træls, at vi er kommet hertil, siger Allan Busk.

Var der andre veje, end at han skulle stoppe?

- Nej, det var der ikke.

Per Christensens farvel kommer, efter at BT i weekenden kunne afsløre, at den magtfulde forbundsformand havde levet et dobbeltliv, hvor han to gange har haft forhold til to forskellige kvinder, der ikke kendte til den andens eksistens.

Sagen førte til, at hovedbestyrelsen 3F i dag holdt krisemøde, men det blev aldrig en diskussion blandt de 88 hovedbestyrelsesmedlemmer om, hvorvidt Per Christensen skulle have sparket.

3F og Per Christensen var nemlig allerede blevet enige om, at otte år i spidsen for landets største fagforening nu var slut.

Allan Busk, hvis Per Christensen ikke selv havde gjort det, havde det så været din anbefaling, at han skulle trække sig?

- Vi kom ikke så langt, at vi kom til at drøfte det. Det er hypotetisk, og det ønsker jeg ikke at svare på.

Hvilke følelser efterlader det dig med?

- Det efterlader mig med følelsen af, at vi har mistet en fantastisk god tillidsmand. Vi er berørte af det her. Det er ikke bare en formand. Det er Per - vores kammerat. Det er noget af det værste, jeg har oplevet i mine 25 år i den danske fagbevægelse.

Allan Busk mener dog ikke, at sagen kommer til at svække 3F på sigt.

- Nu skal vi have samlet op og komme fremad. Vi er Danmarks stærkeste fagforening, og det er vi stadigvæk, men det er klart, at det ikke er godt.

Næstformand: En ulykkelig sag

Det bliver indtil videre den nuværende næstformand i 3F, Tina Christensen, som skal konstitueres som ny formand.

Hun holdt efter krisemødet et kort pressemøde, hvor hun valgte at kommentere BT's afsløringer om Per Christensens dobbeltliv.

- Det er en ufattelig ulykkelig sag, og jeg har stor sympati for de kvinder, det er gået ud over. Der har været børn og familier, der også har været involveret, og derfor er der vel ingen, der kan finde på at sige, at det ikke er noget, som rører en. Det berører i hvert fald mig, siger hun.

Hvad mener du, om Per Christensens beslutning om at gå af?

- Det er en beslutning, som er taget i enighed, og jeg tænker, at 3F ikke kunne leve med, at Per fortsætter som formand. Det er en aftale, der gør, at vi kan komme videre, siger Tina Christensen, der ikke vil kommentere, hvem der tog initiativ til aftalen.

Hun vil heller ikke forholde sig til, om hun går efter formandsposten, når der skal vælges en ny permanent formand for landets største fagforening.

Beskyldt for fusk med lejlighed

Det er ikke kun de i alt fire kvinder, som ifølge BT står på den nu tidligere forbundsformands generalieblad.

Avisen rejser nemlig også alvorlige anklager om, hvordan Per Christensen har brugt sin position i 3F til at dække over sit bedrageri.

Blandt andet har Per Christensen ifølge BT i mindst et tilfælde benyttet en lejlighed, der ellers stod til rådighed for ”værdigt trængende chauffører”.

I BT kan man også læse, at Laila Kildesgaard, som ufrivilligt indgik i et dobbeltforhold med Per Christensen fra 2008 til 2014, fortæller, at hun blev kontaktet af 3F's advokat.

Det skete, efter hun havde afsluttet forholdet og overvejede at gøre offentligheden opmærksom på bedraget.

Per Christensen har i to Facebook-opslag selv erkendt, at han har bedraget kvinderne. Han skriver videre, at han er gået i behandling.

- Jeg har såret og svigtet kvinder, som jeg elskede, og deres familier. Jeg angrer dybt, at jeg lod mit svigt og løgnene komme så langt ud, som jeg gjorde. Jeg er meget ked af og kan se, at jeg har forvoldt meget smerte og vrede hos mennesker, der stod mig allernærmest.

3F’eren benægter til gengæld pure, at han "skulle have fået en lejlighed stillet til rådighed for at dække over rodet i mit privatliv".

Overfor BT afviser 3F’s advokat, at han tilbage i 2015 skulle have forsøgt at stoppe Laila Kildesgaards planer om at gå til medierne med sin historie.

Foruden sin post i 3F, så mister Per Christensen også begge sine bestyrelsesposter i Arbejdernes Landsbank og Pension Danmark, oplyser 3F til DR Nyheder. Disse har han bestredet qua hans rolle som 3F-formand

DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra Per Christensen om hans beslutning om at stoppe i 3F.