Malteser på 22 gjorde kometkarriere i dansk erhvervsliv: Sådan 'hjalp' revisor skatteplagede firmaer

Stråmænd og en-krones-selskaber er den del af en opskrift, som indtil videre har kostet statskassen millioner.

Kyle Sciberras gjorde kometkarriere i dansk erhvervliv. På kort tid blev han direktør for 18 vidt forskellige virksomheder. De fleste er dog gået konkurs.

På Instagram er der billeder af fest, mad, venner og træning. Og så vidner profilen om en ung mand, der er en habil badmintonspiller.

Alle indgredienser på et sundt og uskyldigt ungdomsliv, og så er han sågar selvstændig, med en lille madbod, der langer moderigtige salater over disken på Malta.

En ting mangler dog i maltesiske Kyle Sciberras liv på sociale medier: Spor efter sit danske eventyr, hvor han har været direktør og ejer af 18 vidt forskellige danske selskaber.

Måske med god grund? Alle selskaber er nemlig gået konkurs kort tid efter Kyle Sciberras har overtaget dem.

I en ny programrække er en gruppe DR-journalister flyttet ind på Kammeradvokatens kontor.

Her skal de følge hverdagen på Danmarks største advokatkontor, men også selvstændigt grave ned i de opsigtsvækkende konkurssager. Det er her, vi støder på den unge maltesiske salat-snedker.

Hos Kammeradvokaten mistænker man Kyle Sciberras for at være stråmand.

Hvem ejer caféerne

I foråret 2019 træder Kyle Sciberras til som direktør og ejer i de to kendte københavnske caféer, Café Stella og Café Dan Turell.

Caféerne har tidligere været i mediernes søgelys for sort arbejde og brud på fødevarelovgivningen. Det samme har stedets tidligere ejer, Bahram Sari Belverdi, der i maj sidste år blev dømt i byretten i en omfattende sag om bedrageri. Han har siden anket dommen til landsretten.

Kyle Sciberras Instagram bærer ikke præg af, at han har været direktør for en lang række danske virksomheder.

Da Fødevarestyrelsen er på kontrolbesøg hos caféerne, fortæller de ansatte, at de aldrig har hørt om Kyle Sciberras, forklarer Michael Rosenmark, der er chef for fødevarestyrelsens rejsehold. Samtidig var det ikke mange penge, Sciberras tjente ved at lange caféburgere over disken.

- Når vi stod i hans restauranter kunne vi se i regnskaberne, at når folk købte varer, så gik indtægten, altså pengene, et andet sted hen. Han havde en virksomhed, men når der var salg, var det ikke ham, der fik penge, siger Michael Rosenmark.

Kort efter Kyle Sciberras tiltræder som direktør går caféerne konkurs.

Da DR's journalister ringer til Kyle Sciberras afviser han dog at have været stråmand.

- Jeg kan lide at lære og udvikle mig. Det er hovedårsagen til, at jeg overtog virksomhederne, fortæller han.

Hør, hvordan det lød, da DR's journalister ringede til Kyle Sciberras.

Revisoren fra Fyn

Hos Kammeradvokaten, kan de konstatere, at der i alle 18 selskaber, hvor Kyle Sciberras har været indsat, er forbindelse til én dansker. Og her kommer badminton ind i billedet:

Som maltesisk juniormester i badminton har Sciberras været på træningslejr i Odense. Det afslører billederne på Instagram. Netop der har en fynsk revisor også haft sin gang.

Johnny Hast Hansen er badmintonspiller, og så er han revisor med revisionskontorer i både Aarhus, Odense og København. Og så er han en aktiv herre, som dags dato ejer 327 forskellige selskaber.

Johnny Hast Hansen - set her fremhævet i den grønne cirkel - er selv en habil badmintonspiller, og meget tyder på, at det er i badmintonmiljøet, han finder de personer, der indtræder som stråmand i danske virksomheder.

Han har desuden været involveret i et hav af selskaber, der er gået konkurs, og hvor han kort før konkursen indsætter stråmænd som Kyle Sciberras. Ofte er der stor gæld til det offentlige i konkursboerne. Der bliver blandt andet ikke afregnet A-skat og moms.

Kyle Sciberras bekræfter, at han kender Johnny Hast Hansen, men ser derudover ingen grund til at svare på DR's spørgsmål.

Johnny Hast Hansen kalder Kyle Sciberras for "en god ven", men afviser, at han skulle være stråmand.

Alligevel idømmer Vestre Landsret i september 2019 Kyle Sciberras ti års konkurskarantæne for blandt andet at være afviklingsdirektør i flere selskaber med forbindelse til Johnny Hast Hansen.

I et andet tilfælde bliver en slovensk badmintonspiller indsat som direktør i 298 såkaldte en-krones-selskaber, der er oprettet af et selskab, som Johnny Hast Hansen ejer.

Johnny Hast Hansen bruger kreative metoder til at hjælpe virksomheder med at gå konkurs uden gæld.

Iværksætterselskaberne

En del af revisor Johnny Hast Hansens forretning går på at overtage gældsplagede selskaber og afvikle dem.

En del af det setup foregår gennem den særlige selskabsform IVS. Det er et iværksætterselskab, som man tidligere kunne stifte for bare en krone.

Selskabsformen har været forbundet med flere svindelsager, som har kostet statskassen dyrt. Derfor blev selskabsformen afskaffet i april sidste år.

Kort tid inden selskabsformen udløb købte Johnny Hast Hansen dog omkring 500 nye en-krones-selskaber.

Ved et kigge på annoncepladsen i forskellige dagblade, kan man få en idé om, hvad de mange selskaber skal bruges til.

En reklame fra virksomheden Juridisk Kontor CPH tilbyder at overtage virksomheder med stor gæld for at indsætte nye direktører i selskaberne, inden de går konkurs.

Uddrag fra reklame. Afsenderen er Juridisk Kontor CPH, og der bliver ikke lagt skjult på, hvad det er, virksomheden tilbyder.

På den måde kan den tidligere ejer ifølge annoncerne slippe for ledelsesansvar, sikkerhedsstillelse til Skat og konkurskarantæne.

Hvis man ønsker at fortsætte sine forretninger, så kommer et af de mange hundrede IVS-selskaber i spil.

Da DR's journalister kontakter Juridisk Kontor CPH bliver de mødt af den dømte svindler Per Ulrich Karpf. Han bekræfter, at det er Johnny Hast Hansen, der er ejer af virksomheden, ligesom det er hans revisionsvirksomhed, som står for at indsætte stråmænd.

'Jeg har ingen interesse i at medvirke'

Da DR kontakter Johnny Hast Hansen for at få en kommentar til gældsafviklingsmetoderne, ønsker han ikke at medvirke.

Da journalisterne senere opsøger ham på gaden i København, er det ligeledes en fåmælt revisor.

Han afviser at eje rådgivningsvirksomheden Juridisk Kontor CPH, på trods af at både selskabsregisteret og Per Ulrich Karpf påstår det modsatte.

Johnny Hast Hansen afviser desuden at have et samarbejde med Per Ulrich Karpf.

I skifteretten bliver Johnny Hast Hansen idømt tre års konkurskarantæne. Han har imidlertid anket sagen, så den nu er indbragt for landsretten, og det betyder, at Johnny Hast Hansen i mellemtiden kan fortsætte med at drive sine forretninger videre.