Manden bag Bios-kritisk Facebook-gruppe afviser at være styret af Falck og pr-folk

Konkurrenten Bios blev kritiseret på Facebook, men stifter føler sig ikke spændt for en vogn af Falck.

Det var i forbindelse med overdragelsen af ambulancekørslen i Region Syddanmark i 2014, at Falck ifølge Konkurrencerådet forsøgte at presse konkurrenten af pinden med betalt spin, negativ pressedækning og en social medie-kampagne. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

En Facebook-gruppe, hvor ambulancefirmaet Bios blev kritiseret i skarpe vendinger, er en af årsagerne til, at konkurrenten Falck er endt med en politianmeldelse fra Konkurrencerådet for brud på konkurrencereglerne.

Manden bag Facebook-siden hedder Finn Andersen og er Falckredder, og han vælger nu at stå frem med sit syn på sagen.

Han afviser, at Falck stod bag gruppen, skriver han i et opslag på Facebook.

- At jeg skulle være spændt for en vogn, drevet af Falck og et PR-firma, kan jeg slet ikke genkende, skriver Finn Andersen på det sociale medie.

Gruppen 'Nej til ambulancekaos' var ifølge Konkurrencerådet en del af Falcks forsøg på at presse ambulancekonkurrenten Bios ud af markedet, efter Bios havde vundet udbuddet af ambulancekørsel i Region Syddanmark for næsen af Falck tilbage i 2014.

DR Nyheder ville gerne have stillet Finn Andersen nogle uddybende spørgsmål, men han afviser at stille op til interview.

Han påpeger, at han er '100 procent loyal' over for sin arbejdsgiver, Falck.

- Mit engagement i sagen, i form af facebooksiden 'Nej til ambulancekaos' var drevet af sund skepsis over for selve udbuddet og den efterfølgende implementering, som hollandske Bios stod for.

'Skuffende og krænkende'

Finn Andersen erkender, at Falcks ledelse og pr-folk hjalp ham med at oprette Facebook-siden. Men han var ikke klar over, at ledelsen og pr-firmaet, der ifølge DR Nyheders oplysninger er kommunikationsbureuaet Advice, angiveligt valgte at beholde login-oplysningerne til Facebook-siden.

Et eksempel på et opslag, Finn Andersen lagde ud i facebook-gruppen 'Nej til ambulancekaos' , der på det tidspunkt havde ændret navn til 'abc'.

Om Advice eller Falck brugte login-oplysningerne til facebookgruppen til selv at skrive kritisk om Bios vides endnu ikke.

- Jeg får hjælp til teknisk oprettelse og drift af siden. Det kræver over disse to møder et fælles log in. Derefter er jeg af den klare opfattelse, at jeg alene er administrator af siden, altså at kun jeg har login.

- At man fra pr-firma og ledelsesside vælger at beholde login kommer i den grad bag på mig, og jeg finder det skuffende og krænkende. At pr-firmaet og ledelsen senere i forløbet skulle have brugt dette login, er jeg ikke bekendt med, skriver Finn Andersen videre.

I Facebook-gruppen blev der ifølge Konkurrencerådet argumenteret for, at 'Bios ikke var en virksomhed, man kunne stole på'. Det har Jacob Schaumburg-Müller, der er vicedirektør for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, tidligere fortalt til DR Nyheder.

Den var en del af en kampagne, som ikke måtte kunne spores tilbage til Falck, og derfor hyrede man ifølge Konkurrencerådet flere kommunikationsbureauer til at påvirke folkestemningen - blandt andet gennem Facebook

Finn Andersen erkender, at debatten i Facebook-gruppen 'til tider var barsk', men han afviser, at der blev 'redigeret og optimeret på virkeligheden' for at sværte Bios' ageren på ambulancemarkedet mere til.

Det var i hans optik ikke nødvendigt, skriver han.

Falck har ikke ønsket at stille op til interview. Tidligere har Falcks nuværende topchef, der overtog posten i 2017, dog undskyldt sagen, som virksomheden kalder 'pinlig'.

Sagen kort fortalt

  • Konkurrencerådet har politianmeldt Falck for at have misbrugt sin markedsposition til at presse ambulancekonkurrenten Bios fra Holland af det danske marked.

  • Det skete, da Bios overtog ambulancedriften i Region Syddanmark i 2014 efter en udbudsrunde.

  • Ifølge rådet forsøgte Falck at presse konkurrenten af pinden med betalt spin, negativ pressedækning og en social medie-kampagne.

  • Bios blev erklæret konkurs i 2016. Region Syddanmark har overtaget ambulancedriften og kræver erstatning fra Bios.

  • Falck har ifølge Bios' advokat, Torkil Høg, lagt så mange forhindringer ud for ambulance-konkurrenten, at de kan løbe ind i erstatningskrav fra de hollandske ejere af selskabet, og samtidig overvejer konkursboet Bios i Danmark at søge om erstatning for tab.

  • Bagmandspolitie skal nu i gang med at vurdere, om der kan rejses en strafferetlig sag mod Falck.

Facebook
Twitter