Mange drømmer om ændret arbejdstid

Næsten hver tredje i job er utilfreds med antallet af arbejdstimer.

Frederikke Sørensen har et fuldtidsjob, men drømmer om deltid. Hun føler, at hun mangler tid og overskud til sine fritidsinteresser. (Foto: David Hedtoft Reynisson © (c) DR)

Færre timer og mere fritid - eller flere timer og flere penge. Mange af os drømmer om at gå op eller ned i tid.

Knap en tredjedel af os - 31% - er utilfredse med det antal timer, der står på ansættelseskontrakten. Det viser helt nye tal fra Danmarks Statistik.

Flest vil på deltid

De fleste, der er utilfredse med arbejdstiden, synes, at de arbejder for meget. Sidste år ville 21 procent gerne arbejde mindre.

Og det findes der en god forklaring på, mener Thomas P. Boje, der er professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på RUC:

- Arbejdspresset bliver større for den enkelte. Blandt andet IT gør arbejdet og hverdagen hektisk.

Arbejdet fylder mere i vores hoveder

En af de mange, der drømmer om at arbejde mindre, er Sygeplejerske Frederikke Sørensen.

- Jeg synes simpelthen, at det er for hårdt at være på fuldtid. Jeg føler ikke rigtig, at jeg har tid til fritidsaktiviteter eller venner og familie, og jeg er træt hele tiden. Så derfor overvejer jeg stærkt at gå ned i tid, siger hun.

Ønsket om færre timer kan ifølge ifølge RUC-professoren skyldes, at vores arbejdsliv psykisk er blevet hårdere:

- Vi kan være til disposition hele tiden, forklarer han.

Og det er ikke bare på arbejdspladsen kravene er store. Folk føler sig også forpligtigede til at skulle hjælpe deres nærmeste, mener han.

- Der er et uudtalt ønske om, at pårørende til syge og ældre og forældre skal engagere sig. Og de fleste skoler og daginstitutioner forventer i dag, at forældrene hjælper til. Det er med til at gøre folk stressede på arbejdet, siger han.

Mange vil arbejde mere

Der er også en del, der ønsker flere timer på arbejdspladsen. Det ville 10 procent sidste år.

- Det skyldes især, at en del er ansat på en løsere måde. Det kan være med kortere ansættelser eller projektansættelser. En del af dem vil gerne have en mere fast tilknytning til arbejdsmarkedet, forklarer Thomas P. Boje.

Få timer giver få penge

Og har man for få timer, så gør det ondt i økonomien. Det ved pædagog Kasper Andersen alt om. Han er pædagog i en fast stilling med 25 timer om ugen.

- Vi har god tid til at få børnene afsted og få ordnet derhjemme. Men det store problem ved at have så få timer, det er selvfølgelig, at lønnen er mindre. Vi vil egentligt gerne spare op til at købe hus. Men det har vi ikke råd til, som det er nu, forklarer han.

Kasper Andersen leder med lys og lygte efter en stilling med flere timer. Hvis det lykkes ham at finde et fuldtids job, vil det betyde cirka 4000 kroner mere i lommen om måneden.

Mere om deltidsøkonomi i magasinet Penge, DR1 kl. 21:55

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk