Mange ender som 'gøgeunger': Hver tredje er overkvalificeret til sit job

En ud af tre er ansat under lønniveau. Men det betyder ikke, at de får væsentligt mindre i løn.

- Der er mange af dem, som får den lange videregående uddannelse som ingeniør, men som ender med at arbejde i et job, som typisk er blevet varetaget af nogle med lidt kortere uddannelse, fortæller Jan Rose Skaksen, der er forskningschef hos Rockwool Fonden.

Mange timer på læsesalen resulterer ikke altid i det job, som man troede, man skulle have.

Hver tredje dansker er ansat i et job, hvor kravet til uddannelse er lavere end det, de har papir på.

En ud af tre har altså brugt år på at overuddanne sig, lyder det i en ny undersøgelse fra Rockwool Fonden.

Gælder både filosoffer og ingeniører

Både humanister og mere teknisk uddannede indgår i forskernes beregninger, fortæller Jan Rose Skaksen, der er forskningschef hos Rockwool Fonden.

- Det helt klassiske eksempel er filosoffen, der kører taxa, så man uddanner en masse, som ender med at leve deres liv som ufaglært, siger han.

Det samme gælder for personer med korte videregående uddannelser som for eksempel markedsføringsøkonom, byggetekniker og it-teknolog, viser undersøgelsen.

Også mange ingeniører med en lang uddannelse arbejder i job, som de er overkvalificeret til. På den måde skubber de andre ingeniører med kortere uddannelser længere ned ad job-stigen, fortæller forskningschefen.

- Der er mange af dem, som får den lange videregående uddannelse som ingeniør, men som ender med at arbejde i et job, som typisk er blevet varetaget af nogle med lidt kortere uddannelse, siger han.

Gøgeunge-effekten fortrænger kortuddannede

Forskere kalder det for 'gøgeunge-effekten', når en gruppe personer med en længere uddannelse fortrænger en anden gruppe fra deres traditionelle felt.

Men det er ikke nødvendigvis et problem. For dem, der bliver skubbet ned ad job-stigen, finder i stedet et andet job, hvor der er mangel på arbejdskraft, fortæller Bo Klint Poulsen, der er lektor i uddannelses- og karrierevejledning ved VIA University College.

- Der er en masse faglærte job, som står ledige, der så bliver taget af personer med en lidt længere uddannelse, siger han.

Lønnen, man mister ved at være overkvalificeret til et job, er også kun på kun 1,7 procent for arbejdsmarkedet som helhed, lyder det i undersøgelsen fra Rockwool Fonden.

- I vores beregninger tyder det ikke på, at det skulle være et stort problem. Så det peger i retning af, at overuddannelse ikke er noget, vi skal bekymre os særligt meget om, siger forskningschef Jan Rose Skaksen.