Mangel på arbejdskraft rammer den offentlige transport

Aktuelt mangler der omkring 1.000 buschauffører, og det begynder at kunne mærkes på skolekørsel og flextrafik.

Der mangler aktuelt 1.000 buschauffører i Danmark. Mange chauffører har forladt branchen under coronanedlukningen, og den lave ledighed gør det svært at rekruttere nye. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Coronanedlukningerne har skabt rod i busbranchen, og lige nu anslår brancheforeningen Dansk Persontransport, at der mangler 1.000 buschauffører.

Poul Anchersen er direktør i busselskabet Anchersen, og halvdelen af hans faste chauffører har forladt branchen i forbindelse med coronanedlukningerne. Ikke fordi de er blevet afskediget, men simpelthen fordi de har fundet mere attraktive jobs andre steder.

- Da verden så åbnede op igen, har vi haft rigtig svært ved at rekruttere chauffører, siger Poul Anchersen, der i sine 25 år som busdirektør, aldrig har oplevet branchen så presset som nu.

Anchersen er operatør på en række rutebusser i København og kører derudover turistkørsel og kontraktkørsel som eksempelvis dækker skolekørsel, flextrafik og kørsel af udflytterbørnehaver.

Endnu er det ikke et problem at finde folk til at køre rutebusserne, og det er også lykkedes Poul Anchersen at skaffe tre nye chauffører siden sensommeren, hvor det stod allerværst til, men busdirektøren er stadig udfordret på den såkaldte kontraktkørsel.

- Jeg har været presset til at planlægge mine chaufførers opgaver på en måde, som faktisk ikke kan lade sig gøre. Jeg er ikke stolt af det, men vi har haft perioder, hvor vi er kommet for sent til faste opgaver nærmest fem ud af fem dage, siger han.

Direktør Poul Anchersen har været nødt til selv at sætte sig bag rattet, for at få vagtplanerne til at gå op. (Foto: © DR Nyheder)

Movia, som står for den offentlige busdrift på Sjælland, oplyser ligeledes, at flere af deres operatører oplever udfordringer med flextrafik.

- I flextrafikken kan konsekvensen blive, at der vil være dage, hvor det er svært at finde en ledig vogn - særligt midt på dagen, på helligdage og omkring udskrivning af patienter på sygehusene, skriver Movia i en mail til DR Nyheder.

Brancheforeningen Dansk Persontransport anslår, at de 1.000 manglende chauffører svarer til 20 procent af branchen.

- Vi har en enorm mangel på chauffører i øjeblikket. Det er ikke, fordi vi har specielt mange kunder, men simpelthen fordi chaufførerne er forsvundet, siger brancheforeningsdirektør Michael Nielsen.

Alle efterspurgte håndværkere – derfor mangler der buschauffører

Ifølge arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Thomas Bredgaard er manglen på buschauffører et klart eksempel på nogle af de skævvridninger, coronanedlukningerne har skabt på det danske arbejdsmarked.

Beskæftigelsen i Danmark er i øjeblikket rekordhøj, og i slutningen af november var der ifølge Beskæftigelsesministeriet blot 87.900 ledige. Antallet af ledige har ikke været så lavt siden 2008.

Ifølge arbejdsmarkedsforskeren kan man heller ikke forvente, at der helt af sig selv kommer chauffører nok til at dække efterspørgslen.

- Noget af det vil rette sig selv over tid. Men noget af det kan også blive mere strukturelle udfordringer, som man er nødt til at finde politiske løsninger på, så man får flyttet arbejdskraften de rigtige steder hen, siger Thomas Bredgaard.

I forbindelse med coronanedlukningerne blev mange busopgaver aflyst, hvilket medførte at flere chauffører frivilligt forlod branchen og fandt helt nye jobs. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Foruden chaufførerne nævner arbejdsmarkedsforskeren brancher som hotel og restauration, bygge og anlæg, rengøring samt social- og sundhedssektoren som eksempler på steder, hvor der aktuelt er stor mangel på arbejdskraft.

- Man kan gøre en række ting for, at eksempelvis unge mennesker kommer hurtigere ind på arbejdsmarkedet eller for at flere udbyder deres arbejdskraft. Men der er ingen nemme snuptagsløsninger - det er langsigtede, struktuelle ting, man er nødt til at tage fat på, siger Thomas Bredgaard.

Direktør Poul Anchersen er åben overfor at ansætte flere ældre og også helt unge chauffører.

- Vi kan sagtens bruge folk, der kan arbejde otte-ti timer om ugen. Vi er også hele tiden på jagt efter folk, som vi kan lære op fra bunden, siger han.

Men handler det ikke også om at tilbyde noget mere i løn, hvis du vil tiltrække mere arbejdskraft?

- Tjo, men den ekstra udgift ender jo kun et sted, og det er hos forbrugeren, svarer Poul Anchersen.