Maria er medlem af gul fagforening: Tror den danske model er færdig

Socialrådgiver Maria Skytt Fajsburg sætter pris på alt det, de røde fagforeninger har opnået. Men det er tid til noget andet, mener hun.

Maria Skytt Fajsburg er socialrådgiver hos Roskilde Kommune.

Men hun er ikke medlem af Dansk Socialrådgiverforening, som i øjeblikket er i gang med at forhandle en aftale hjem til Maria Skytt Fajsburg, som kan sikre hende forbedrede løn- og arbejdsvilkår.

I stedet er hun medlem af den gule fagforening Krifa, som er markant billigere. Men det betyder også, at hun ikke kan blive sendt hjem, selv om hendes arbejde i næste måned skulle blive strejke- eller lockoutramt.

- Jeg var i en situation, hvor jeg var kommet ud af min uddannelse med en SU-gæld. Jeg havde en bolig, der skulle betales, og en nystartet familie, så var det en stor udskrivning i hverdagsøkonomien at skulle betale næsten det dobbelte for at være i noget, jeg ikke forstod, hvad gav mig, siger Maria Skytt Fajsburg, der derfor meldte sig ind i Krifa.

165.000 offentligt ansatte uden for konflikt

Krifa har 134.000 medlemmer, hvoraf omkring 30.000 er ansatte i det offentlige, vurderer Krifa selv. I alt skønner Aalborg Universitet, at 165.000 offentligt ansatte står uden for konflikten i det offentlige, fordi de ikke er organiserede, eller fordi de er medlemmer af gule fagforeninger.

GULE FAGFORENINGER

Betegnelse 'gule fagforeninger' anvendes overvejende som skældsord om faglige organisationer, der ikke er tilknyttet LO eller FTF.

De 'gule' fagforeninger er modstandere af strejker og hyppigt også af kollektive overenskomster, der er nogle af fagbevægelsens traditionelle virkemidler.

Ordet gul stammer sandsynligvis fra fransk, hvor en gul også betyder strejkebryder.

Kilde: Gyldendals Online Leksikon

De mange tusind offentligt ansatte, som ikke er involveret i konflikten, men som drager stor nytte af de goder, som fagforeningerne forhandler hjem, stemples ofte som snyltere og nassere.

Maria Skytt Fajsburg anerkender den kamp, som de 'røde fagforeninger' har kæmpet i mange år. Men hun mener, det er tid til at sadle om.

- Jeg har ikke fravalgt en rød fagforening, men jeg har tilvalgt en gul fagforening. Jeg tænker, det er tid til at ryste posen. Nu har vi gjort det på én måde i de forgangne 100 år. Nu skal vi måske til at tænke på, hvordan vi skal gøre tingene fremover, siger hun.

Plads til nye værdier

Maria Skytt Fajsburg mener, at konflikten mellem arbejdsgivere og arbejdstagere er tegnet alt for hårdt op, og hun forstår ikke, hvorfor der nu lægges op til en konflikt, som kan lamme hele landet, hvis det ender i en omfattende lockout.

- Jeg tænker, der er plads til at tænke nye værdier og nye måder at sikre et godt arbejdsmiljø på. Jeg har ikke lyst til at se en arbejdsgiver som en fjende eller som en modstander. Jeg tænker, vi er hinandens forudsætninger, siger hun.

Formand for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau ærgrer sig over, at der er socialrådgivere, som ikke er medlemmer af foreningen.

- Det er en svækkelse for arbejdspladsen lokalt. For hvis ikke alle er med, kan det give nogle problemer, når der er én, der har stillet sig uden for fællesskabet, siger hun.

- Det er selvfølgelig alle frit for at være medlem af en fagforening, men hvis man godt vil have ordentlige arbejdsvilkår, så skal man indiskutabelt være medlem af en rigtig fagforening. For det er os, der gennem årtier har sikret, at der er ordentlige arbejdsvilkår, barsel, ferie, løn under sygdom og så videre. Det er os, der sørger for ordentlige vilkår på arbejdspladserne. Det er ikke de gule virksomheder, der har sørget for det, siger hun.