Masker for millioner kasseret på hemmeligt lager: Region svindlet under coronakrisen

Vildledende certifikater har været med til at oversvømme Europa med dårlige værnemidler på det værst tænkelige tidspunkt.

Bjerge af kasser med masker og mundbind indkøbt for millioner af kroner har i månedsvis stået pakket væk på et hemmeligt lager hos Region Midtjylland.

Regionen frygter, at maskerne ikke er gode nok til det, de er indkøbt til, fortæller chef for indkøb af værnemidler Dorte Christensen.

- Vi skal være så sikre på, at vi beskytter vores personale ordentligt, siger hun.

Sammen med europæiske medier under det internationale journalist-samarbejde OCCRP kan DR nu afdække, hvordan der er sket omfattende svindel, der har betydet, at dårlige og farlige værnemidler er blevet indkøbt til sygeplejersker og læger i pandemiens frontlinje.

Hele Europa har været ramt, og også her på Region Midtjyllands lager står kasser med millioner af masker, der nu er tilbageholdt af regionen, efter at flere leverancer er fejlet i test.

- Det skal give den beskyttelse, man forventer, når man tager det på. Det skal ikke give en falsk tryghed, siger Dorte Christensen.

Har testet farlige masker

Under coronakrisen har der over hele Europa og resten af verden været massiv mangel på især masker af typen FFP2 og FFP3.

Verdensmarkederne er svømmet over med svimlende prisstigninger på de livsnødvendige masker, som skal beskytte sundhedspersonale mod at blive smittet og smitte med coronavirus.

På et laboratorium i Brøndby har de haft travlt med at teste, siden coronakrisen for alvor ramte frontalt ind i det danske sundhedsvæsen.

- Meget travlt, fortæller Rasmus Forsberg, der er specialist i personlige værnemidler hos Force Technology.

For samtidig med, at særligt masker til beskyttelse mod Covid-19 så ud til at blive en alvorlig mangelvare på danske hospitaler og plejehjem, så begyndte bølgen af dårlige og forfalskede masker at skylle ind over landet, fortæller han.

Og mens priserne er steget, så er kvaliteten faldet, fortæller Rasmus Forsberg.

- Nogen af maskerne har formentlig været decideret farlige, fordi de ikke har filtreret de partikler fra, som de skal, siger Rasmus Forsberg.

Flodbølge af falske certifikater

For at kunne sælge masker og mundbind i EU skal beskyttelsesudstyret leve op til strenge kvalitetskrav.

Netop for at undgå, at maskerne fejler i de situationer, hvor sygeplejersker, læger og andre faggrupper har brug for beskyttelsen, så skal de testes og certificeres af godkendte europæiske institutter.

Men under krisen har efterspørgslen hos desperate sundhedsmyndigheder i EU været så stor, at der er blevet købt masker, som langt fra har levet op til de europæiske krav.

Det fortæller generalsekretær Henk Vanhoutte fra Den Europæiske Sikkerhedsforening (ESF), der er brancheforening for de europæiske firmaer, som producerer, importerer og distribuerer personlige værnemidler.

En flodbølge af henvendelser om tvivlsomme certifikater har gjort, at organisationen nu løbende udgiver en liste over firmaer, som ESF mistænker for at udstede vildledende eller falske certifikater.

- Alle dem, der gerne vil tjene hurtige penge, er klar til at hoppe med på vognen. Så siden midten af marts er antallet af forespørgsler og eksempler, vi har modtaget fra vores medlemmer, bare blevet vildere og vildere, siger han.

Det danske testinstitut Force Technology har selv advaret om, at deres testrapporter og certifikater er blevet forfalsket og misbrugt under coronakrisen. Se Rasmus Forsberg fortælle:

'Noget værre skidt'

Men blandt åbenlyse forfalskede certifikater og testrapporter har DR Nyheder sammen med journalister fra OCCRP også afdækket en anden form for omgåelse af reglerne.

Europæiske institutter, som har tilladelse af EU til at teste andre ting - bare ikke beskyttelsesmasker, har tjent penge på at udstede dokumenter, der ligner såkaldte CE-certifikater, men som ifølge de danske sikkerhedsmyndigheder ikke er det.

Allerede i slutningen af april advarede Sikkerhedsstyrelsen på sin hjemmeside blandt andet mod det italienske firma ECM.

Italienske Ente Certificazione Macchine (ECM) er et officielt akkrediteret testinstitut i EU for industrimaskiner, radioudstyr, elevatorer og noget medicinsk udstyr - men ikke for personlige værnemidler.

Det var Rasmus Forsberg fra Force Technology, der i første omgang sendte advarslen og gjorde styrelsen opmærksom på problemet, fortæller han.

- Vi havde en del kunder, som henvendte sig med de her certifikater, og så kunne vi ved at kontrollere gyldigheden af dem se, at de ikke var det papir værd, de var skrevet på, siger han.

Certifikaterne har været med til åbne dørene til Europa på vid gab, og de har undermineret det sikkerhedsnet, der netop skal sørge for, at dårlige masker ikke bliver købt af sundhedsmyndighederne, mener Rasmus Forsberg.

- Certifikaterne er stærkt vildledende, og de er svære at gennemskue. Så der er bestemt mulighed for, at de er blevet brugt til at få produkter ind i EU, som ikke burde være kommet ind. Og det er noget værre skidt, siger han.

Millioner af midtjyske masker 'på hold'

Ligesom resten af Europa har Danmark i stor hast været nødt til at masseindkøbe masker.

DR Nyheder har tidligere kunnet fortælle, hvordan Sikkerhedsstyrelsen har undersøgt partier med omkring 20 millioner af de indkøbte masker, og hvordan fem millioner af maskerne ifølge styrelsen efterfølgende er blevet kasseret.

Hos Region Midtjylland har tvivlen om certifikater og kvalitet skabt store problemer. Eksempelvis står en leverance af tusindvis af masker indkøbt for omkring 15 millioner kroner lige nu på regionens lager og samler støv.

Maskerne så ellers umiddelbart fine ud. Men de i alt 500.000 masker viste sig alligevel ikke at klare den efterfølgende test, fortæller Dorte Christensen, der er chef for indkøb af værnemidler i regionen.

- Umiddelbart har vi været nødt til at købe noget på nogle dokumenter, som har set fine ud, siger hun.

Se Dorte Christensen vise nogle af de forskellige masker frem, som Region Midtjylland har købt:

I alt har Region Midtjylland efterfølgende været nødt til at teste mindst 23 af sine leverancer, der typisk består af tusinder - hvis ikke millioner af masker. Det viser en liste over testede og tilbageholdte leverancer fra den 22. juni, som DR Nyheder har fået indsigt i.

I 12 af tilfældene har leverancer af masker ikke klaret testene, og de står derfor stadig på regionens lager.

I alt har Region Midtjylland indkøbt beskyttelsesudstyr for cirka en halv milliard kroner, og Dorte Christensen vurderer, at udstyr til en værdi af omkring 200 millioner kroner lige nu enten er kasseret eller tilbageholdt, indtil der er lavet test af det.

Hvad siger du til dem, der tænker: Hvorfor vi har brugt så mange penge på noget, der muligvis ikke virker. Og gør vi nok for at få pengene tilbage?

- Det skal vi jo gøre nu, hvor vi har fået det testet. Så går vi i clinch med de her firmaer og siger, at I har lovet at levere noget, der lever op til de her standarder. Hvis det ikke gør det, så må I give os nogle andre varer eller betale os vores penge tilbage, siger Dorte Christensen.

Italiensk firma i søgelyset

Kasser med masker hos Region Midtjylland matcher netop et certifikat udstedt fra det italienske testinstitut ECM, som Sikkerhedsstyrelsen i april advarede mod. DR Nyheder har sporet dokumentet til firmaets hjemmeside, hvor det står til at være udstedt 10. marts i år.

ECM er en virksomhed, som ofte er omtalt på brancheorganisationen ESF's liste over mistanker om vildledende certifikater, og som journalister fra OCCRP-samarbejdet igen og igen er stødt ind i.

I april fik virksomheden kritik af det italienske myndighedsorgan Accredia, der fører tilsyn med Italiens testinstitutter, med begrundelsen om, at ECM's certifikater var fremstillet med øje for, at "modtagerne skal få ideen om, at certifikatet er i overensstemmelse med gældende europæisk lovgivning".

I en udtalelse skriver Accredia, at ECM's handlinger "kan underminere hele systemet med akkrediterede certificeringer".

Til trods for kritikken har DR Nyheder sammen med OCCRP kunnet finde frem til og bekræfte mindst 66 certifikater udstedt af ECM til producenter af beskyttelsesmasker, -dragter og -handsker.

Og i mindst 19 europæiske lande er certifikater fra ECM eller andre institutter, som ikke har lov til at udstede dem, blevet brugt til at sælge personlige værnemidler, viser mediesamarbejdets research.

Firma: Vi er ikke ansvarlige

ECM har ikke ønsket at stille op til interview.

I et skriftligt svar til journalister i OCCRP-samarbejdet forklarer firmaets direktør, Andrea Secchi, at man har udstedt certifikater på et "frivilligt grundlag", fordi kunder i Kina efterspurgte dem.

- Vi ønsker at henlede opmærksomheden på det faktum, at vores firma ikke er ansvarlig for nogen form for ukorrekt eller forkert brug eller manipulation af dokumentet, lyder det i svaret fra Andrea Secchi.

Direktøren skriver, at man har gjort sine kinesiske kunder opmærksomme på, at de selv skal stå for at sikre sig det nødvendige CE-certifikat fra et testinstitut, der er godkendt til at udstede det.

- Vores virksomhed er heller ikke ansvarlig for eventuelle mangler, der findes på produktet, da produktionsprocessen, modifikationer, ændringer, mangler ved sikkerhedsanordninger ikke er noget, vi overvåger. ECM i Italien er ikke ansvarlig for produktet, produktion, import, distribution, salg, reklame, teknisk assistance eller rådgivning og optræder heller ikke som en agent for producenten, lyder det videre i svaret.

'Intet dårligt udstyr er sluppet ud'

Tvivlen om kvalitet og certificering har betydet, at især mange masker og mundbind stadig står nedpakket i kasser hos regioner og kommuner rundt om i landet.

Hvad der nu konkret skal ske med de millioner af masker, som Region Midtjylland tilbageholder, må tiden vise. Oprydningsarbejdet og de mulige opgør med leverandører og mellemmænd venter stadig.

Lige nu er der ikke længere den samme akutte mangel på beskyttelsesudstyr, som da krisen for alvor ramte Europa. Men der skal stadig laves mange test af kasser med masker på lageret, før flere af maskerne kan finde vej til danske sygeplejersker og læger.

Indkøbschef Dorte Christensen slår fast, at regionen hellere tester en gang for meget end en gang for lidt. Vigtigst er, at der ikke kommer udstyr ud, der udsætter personalet i frontlinjerne for smitte, understreger hun.

- Vi har ikke sendt noget ud, som ikke er fuldstændig godkendt gennem alle test, siger afdelingschef Dorte Christensen.

Tip os:

  • Har du oplevet problemer med værnemidler?

  • Så vil vi meget gerne høre fra dig.

  • Skriv til journalist Søren Larsen på slar@dr.dk.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk