Massive lønstigninger til elever og lærlinge i staten

Ny statslig overenskomstaftale giver en markant stigning i lærlinge og elevers løn.

Elever og lærlinge i staten kan se frem til at få langt mere i lønningsposen med den nye aftale. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Elever og lærlinge i staten kan se frem til en markant forbedring af deres løn. Det er en del af aftalen om en overenskomst for de ansatte i staten, der faldt på plads i aftes.

Ifølge Fagbladet 3F betyder aftalen, at en 3F-lærling i gennemsnit kan se frem til en stigning på omkring 2000 kroner om måneden.

Det fortæller Hanne Gram, der er forhandlingssekretær for Den Offentlige Gruppe, til fagbladet.

- Rammen er sat således, at man maksimalt kan stige med 20 procent i løn.

- Men vores medlemmer har længe haltet så langt bagefter de private erhvervs lærlinge i lønniveau, at de får glæde af hele lønstigningen, siger hun.

Op til 3000 kroner

I visse tilfælde vil lærlingelønnen således stige med op til 3000 kroner, skriver Fagbladet.

Det vil ifølge 3F især være gartnerelever, dyrepasserlærlinge og elever inden for ejendomsservice og andre grønne fag, der kommer til at nyde godt af den nye aftale.

Aftalen om lærlingelønnen er en stor sejr, mener Hanne Gram.

- Mange har jo ikke kunnet leve af den lærlingeløn, man får i staten. Det ændrer sig nu, siger hun til Fagbladet 3F.

/ritzau/

Hovedpunkter i den statslige aftale:

  • Offentligt ansatte får lønstigninger, som sikrer reallønsstigninger, og den offentlige lønudvikling følger den private. Det er samtidig lykkedes at fjerne privatlønsværnet.

  • Lønrammen er på 8,1 procent over de næste tre år.

  • Aftalen indeholder en eksplicitering af den betalte spisepause. Det betyder, at de statsansattes ret til betalt spisepause kommer ind som en del af overenskomsten. Det vides endnu ikke, hvad lønmodtagerne har betalt for det.

  • En kommission på det kommunale område skal skabe et grundlag for forhandlingerne om en ny aftale om arbejdstid, også for underviserne i staten.

  • Aftalen indeholder ikke et nyt lønsystem. Det var ellers statens topforhandler Sophie Løhdes ønske, at man fik et nyt lønsystem, så folk kan blive mere individuelt belønnede.Kilder: Sophie Løhde, Flemming Vinther, CFU

Facebook
Twitter