Medicinselskaber gemmer dårlige forsøg

Pfizer beskyldes nu for at skjule forsøg, der viser, at selskabets medicin har samme effekt som snydemedicin.

Forsøg der viser, at lægemidler har ingen eller begrænset effekt gemmes for offentligheden af medicinselskaber, siger chef for institut under Lægemiddelstyrelsen. (© Stock exchange)

Når man går på apoteket for et hente medicin, så håber man enten på at blive rask eller som minimum på, at symptomerne på en sygdom fortager sig. Men man risikerer at blive sendt i byen efter medicin, som ikke virker.

En af verdens største medicinselskaber, Pfizer, beskyldes nu i en ny tysk undersøgelse for at holde igen med at offentliggøre forsøg, der viser at selskabets middel mod depressioner, Reboxetin eller Edronax, som det også kaldes, faktisk ikke virker, siger Steffen Thirstrup, chef for Institut for Rationel Farmakoterapi.

Virker ikke bedre end snydemedicin

Han har set på den tyske rapport, som har fået adgang til upublicerede data fra Pfizers undersøgelser.

- De undersøgelser, når man lægger det hele sammen, viser, at Reboxetin stort set ikke har en effekt, der er større end placebo altså inaktiv snydemedicin, siger Steffen Thirstrup til DR Nyheder.

Sidste år fik blot 1240 patienter recept på Edronax. Set i forhold til, at der herhjemme i alt er 300.000 brugere af depressionsmedicin, er der tale om et lille lægemiddel, men det er 1240 patienter, som ifølge Institut for Rationel Farmakoterapi har købt medicin, som ikke virker.

Direktør: Alle data er tilgængelige

Pfizers medicinske direktør i Danmark, Troels Reiche, afviser både, at selskabet har holdt undersøgelser hemmelige, og at Reboxetin ikke virker.

- Pfizer har ikke tilbageholdt studier eller oplysninger. Alle data har været tilgængelige for myndighederne, som har vurderet det løbende og stadigvæk får løbende indrapporteringer og vurderer det løbende, siger Troels Reiche og fortsætter.

- Vi er ikke engie i deres slutninger.

Ingen garantier

Så kan du garantere, at Reboxetin virker?

- Altså, jeg kan jo kun stå bag, at Pfizer, når man vurderer effekt og sikkerhed, siger, at der er en god balance, og at det er relevant at have stoffet på markedet, siger Troels Reiche.

Reboxetin koster lidt over en femmer pr. pille. Steffen Thirstrup kan ikke udelukke, at der findes flere lægemidler på markedet, som reelt ikke virker.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk