Hvidvask i Danske Bank

Medie: Danske Banks undersøgelse af hvidvask omfatter overførsler for knap 1.000 milliarder kroner

Nye oplysninger i hvidvaskskandalen får endnu engang Danske Banks aktiekurs til at dykke.

(ARKIVFOTO) (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Danske Banks hvidvasksag ser igen ud til at vokse voldsomt i omfang.

Nye oplysninger peger nu på, at Danske Bank er ved at undersøge transaktioner for hele 960 milliarder kroner, som skal være strømmet gennem bankens estiske filial mellem fra 2007-2015.

Det skriver den amerikanske finansavis, Wall Street Journal, der citerer anonyme kilder for informationen om de kostbare pengeoverførsler.

Avisen understreger, at det ikke fremgår af oplysningerne, hvor stor en del af pengeoverførslerne, der kan sættes i forbindelse med hvidvask. Dog skriver Wall Street Journal, at størrelsen på beløbet, der undersøges, indikerer, at der meget vel kan er tale om hvidvask for langt flere milliarder end hidtil antaget.

Undersøgelse forventes klar i september

Danske Banks interne undersøgelser af hvidvask-sagen, som blev iværksat i kølvandet på Berlingskes afsløringer om mulig hvidvask for 53 milliarder kroner, ventes at blive offentliggjort senere på måneden.

Spørger man Danske Bank, er det dog for tidligt at drage konklusioner.

Fra Danske Banks bestyrelsesformand, Ole Andersen, lyder det skriftlige svar til finansavisen Wall Street Journal:

- Konklusioner skal drages på baggrund af bekræftet fakta og ikke enkeltstående information, der er taget ud af kontekst. Som vi tidligere har oplyst, står det klart, at de problemer, der er relateret til porteføljen er større, end vi tidligere har forventet.

Aktiekursen dykker

Aktiemarkedet har i dag reageret på de nye oplysninger i Wall Street Journal med et dyk i Danske Bank-aktien. Fredag faldt aktiekursen med over 6 procent til 173,60 kr.

Kursen ligger dermed endnu lavere end tirsdag, hvor den internationale erhvervsavis Financial Times skrev, at 3000 udenlandske kunder på et enkelt år havde sendt 192 milliarder kroner gennem Danske Banks filial i Estland.

En stor del af de muligt hvidvaskede penge stammer fra selskaber med bånd til Rusland og det tidlige Sovjetunionen. Og nogle skal endda have haft forbindelse til regimet i Aserbajdsjan, russere med bånd til præsident Vladimir Putins familie og stråmænd bag et mislykket forsøg på våbensmugling fra Nordkorea til Iran i 2009.

Danske Bank reagerede ikke

Danske Banks ledelse blev allerede i 2013 advaret om mulig hvidvask. Dog afstod banken fra at benytte lejligheden til at rydde grundigt op i kundekartoteket.

Først efter et besøg fra det estiske finanstilsyn i 2014, blev der sat gang i oprydningen, og Danske Banks afdeling i Estland med de problematiske kunder blev lukket ved udgangen af 2015.

De interne undersøgelser, som banken har lovet at offentliggøre i denne måned, ventes at kaste lys over, hvordan så mange penge kunne strømme gennem en så lille filial mellem 2007-2015, uden at nogen stillede spørgsmålstegn ved det.

Derudover har bagmandspolitiet i august indledt en strafferetlig efterforskning af sagen for at finde ud af, om der kan rejses sag for brud på hvidvaskloven.

Facebook
Twitter