Afsløring af skatteskandale

Medie: Skattestyrelsens advokat rådgav Shah kort før svindel mod Danmark

Skattestyrelsens britiske advokat, Pinsent Masons, har ifølge Børsen rådgivet Sanjay Shah om aktieudlån.

Den hovedmistænkte i svindelsagen mod Danmark, Sanjay Shah, modtog i 2011 og 2012 rådgivning fra Pinsent Masons, som nu repræsenterer Skattestyrelsen i søgsmål mod blandt andre Sanjay Shah.

Det britiske advokatfirma Pinsent Masons kan have spillet en dobbeltrolle i den danske skandale om udbytteskat, der har kostet Danmark mindst 12,7 milliarder kroner.

Pinsent Masons repræsenterer i øjeblikket Skattestyrelsen i en række sager anlagt ved de britiske domstole for at skaffe penge tilbage fra svindlen med udbytteskat.

Men ifølge erhvervsmediet Børsenhar Pinsent Masons tidligere ydet juridisk rådgivning til den hovedmistænkte i sagen om udbyttesvindel, Sanjay Shah.

Shahs britiske selskaber repræsenterer omkring ni milliarder kroner af svindelkomplekset.

Rådgav i 2011 og 2012

Rådgivningen af Shahs selskab Solo Capital skulle ifølge papirer, som Børsen er i besiddelse af være sket i slutningen af 2011 og i starten af 2012.

DR Nyheder er i besiddelse af en faktura stilet til Solo Capital dateret 29. marts 2012. Her krævede Pinsent Masons omkring 80.000 kroner for rådgivning i 'penge og forvaltning'.

Svindlen mod Danmark blev indledt i 2012 og tog frem til 2015 fart.

I et skriftligt svar til DR Nyheder siger faglig direktør i Skattestyrelsen Steen Bechmann.

- Oplysningerne er nye for Skattestyrelsen, og vi har bedt Kammeradvokaten redegøre for forholdet hurtigst muligt. Når vi har modtaget Kammeradvokatens redegørelse, vil vi naturligvis træffe de nødvendige foranstaltninger, siger Steen Bechmann.

Det er den danske Kammeradvokat, som har fundet advokater i udlandet til at repræsentere Skattestyrelsen i det omfattende retsopgør, der foreløbigt har ført til 420 sagsanlæg i udlandet.

- Vi forudsætter, at de rådgivere vi som offentlig myndighed – og i denne sag via Kammeradvokaten - samarbejder med, til enhver tid lever op til gældende habilitetsregler, siger Steen Bechmann.

Kammeradvokaten undersøger

Selv om Kammeradvokatens oprindelige kontroltjek af Pinsent Masons ikke har fået advarselslamperne til at lyse, så er der under arbejdet med sagen fremkommet oplysninger om Pinsent Masons, som i øjeblikket undersøges:

- Kammeradvokaten har oplyst, at der i forbindelse med igangværende undersøgelser i udbyttesagen i sommer er fremkommet materiale, som Kammeradvokaten aktuelt er i færd med at undersøge for at få et nærmere billede af firmaets mulige relation til personer og selskaber i sagskomplekset, samt hvad relationen eventuelt har bestået i.

Den britiske finansmand Sanjay Shah regnes stadig for at være hovedmanden bag milliardsvindlen mod Danmark. Hans selskaber sig tegner sig for at have tilbagesøgt over ni milliarder kroner i udbytteskat. (Foto: (Screenshot) © Sanjay Shah/Jack Irvine)

- De fundne dokumenter har ifølge Kammeradvokaten ikke umiddelbart nogen tilknytning til svindelkomplekset.

Sagen kommer efter en anden sag om potentiel interessekonflikt.

I sidste uge kunne DR Nyhder og Politiken afsløre, at advokatfirmaet Bech-Bruun havde udarbejdet en juridisk vurdering, der blåstemplede fiktive værdipapirhandler i den tyske bank, North Channel Bank, som blev brugt til at hive milliarder ud af den danske statskasse i refusion af udbytteskat.

Den rådgivning har Bech-Bruun senere taget afstand fra, ligesom Bech-Bruun har beklaget, at den juridiske vurdering for North Channel Bank ikke blev oplyst, da Bech-Bruun i 2017 vandt opgaven at undersøge udbyttesagen for staten.

Facebook
Twitter