Når kalenderen begynder at nærme sig 2017, kan et ganske særligt scenario udspille sig i mobilbranchen.
Ifølge flere medier planlægger Microsoft nemlig at udfase produktionen af Lumia-mobiler mod slutningen af året, et varemærke, selskabet i 2013 købte fra finske Nokia sammen med resten af Nokias mobildivision.
Nogenlunde samtidig ventes Nokia at gøre klar til comeback på mobilmarkedet efter at det de seneste tre år har været Microsoft, der stod bag mobiler med Nokias navn på.
Surface Phone - måske
Microsoft ventes dog ikke helt at skrotte sine Windows-baserede mobiler, kan i stedet vælge at satse på en endnu ikke lanceret linje, kaldet Surface Phone, skriver sitet WinBeta.
Udviklingen er endnu et vidnesbyrd om de forskydninger, der i disse år sker på både mobilmarkedet og markedet for software og tjenester, hvor Nokia - den tidligere konge af mobilerne - slet ikke var klar til at hamle op med Apples iPhone, der kom i 2007 og Googles Android-system, der blev lanceret året efter.
Nokia valgte - under ledelse af den dengang nytiltrådte ex-Microsoft-chef Stephen Elop - at skrotte alle satsninger på egenudviklet software, og i stedet satse helhjertet på netop Windows Phone til Lumia-serien.
Nokia vender tilbage
Det faldt dog ikke i brugernes smag, og markedsandelen styrtdykkede, indtil Microsoft til sidste købte hele mobildivisionen, både de smarte og de simple mobiler.
Microsoft udfasede hurtigt Nokia-navnet fra Lumia-serien, men kørte videre med Nokias varemærke på de simple mobiler. Men heller ikke Microsoft formåede at få vækst i Windows til mobilerne, der i øjeblikket er er stort set usynlige i salgsstatistikkerne.
Selskabet har skåret betydeligt ned og fyret i tusindevis på de fabrikker, der tidligere producerede Nokia-mobiler.
I maj meddelte Nokia så officielt, at selskabet vil genindtræde på mobilmarkedet via aftaler med partnere om licensering af Nokias patenter og varemærke. Det sker via selskabet HMD Global Oy, der vil forestå udvikling og markedsføring er Nokia-smartphones i fremtiden.
Nokia satser på Android
Kommende Nokia-mobiler bliver baseret på Googles Android-system, ligesom den N1-tablet, som Nokia allerede har lanceret.
HDM Global Oy overtager samtidig - sammen med et datterselskab til selskabet bag Foxconn-fabrikkerne - både fabrikker og distribution og 4.500 ansatte fra Microsoft.
Microsoft har ikke bekræftet historien om, at Lumia-varemærket sendes i graven, men selskabet har over de seneste par år skruet ned for mængden af mobiler, der markedsføres.
En slutdato på Lumia-serien er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med at Microsoft skrotter for Windows til mobilerne, idet flere andre producenter også markedsfører Windows-mobiler.