Mere svindel i virksomheder

Sminkede regnskaber og konkursrytteri. Det vil vi se mere af i det nye år, spår eksperter.

Regnsskabssvindel bliver mere almindeligt i krisetider. (© stock.xchng)

IT-Factory er den største sag om virksomhedssvindel i nyere tid. Men den bliver ikke en enlig svale, spår flere eksperter i Dansk Forum mod Virksomhedssvindel. Både danske og udenlandske undersøgelser viser, at det er et område i vækst.

- Svindel og bedragerier er internationalt et område, som vi har kunnet konstatere er i vækst, fortæller formand for Dansk Forum Mod Virksomedssvindel Søren Kongsbo.

Han har en fortid som formand for foreningen af interne revisorer, er aktiv deltager i det internationale antisvindel-arbejde og desuden koncernrevisionschef i Postdanmark.

Oppustede regnskaber

Der er for så vidt ikke noget underligt i tendensen, for det er almindeligt, at kriminalitet vokser i krisetider.

Derfor forudser professor i erhvervsret ved Aalborg Universitet Lars Bo Langsted, at vi også vil se en stigning i den økomomiske kriminalitet i virksomhederne.

- Vi vil se flere sager med oppustede regnskaber, fordi det bliver sværere for virksomhederne at låne penge i bankerne, og derfor vil de føle et pres for at få regnskaberne til at se bedre ud, end de er.

- Og så kan man forudse flere sager, hvor virksomheder på konkursens rand gemmer aktiver for at trække dem frem igen efter en konkurs og starte en ny virksomhed. Det kaldes konkursrytteri, siger Lars Bo Langsted.

Facebook
Twitter